Tilgivelse – en vej til frihed.
”Manglende tilgivelse er en byrde, der bevirker, at hændelser og mennesker, som vi måske helst var fri for, forbliver en del af vores liv, så længe hukommelsen om disse udløser lidelse. Lidelsen binder os til de ressourcekrævende psykiske tilstande og bevirker, at hændelser, der rettelig tilhører fortiden, kontinuerligt udspiller deres drama i nuet.
Når vi mangler at tilgive, kan det sammenlignes med, at vi straffer os selv for forbrydelser, som andre har begået imod os”.
Tilgivelse er en af de mest frigørende og forvandlende handlinger, vi kan gøre som mennesker. Den handler ikke kun om at frigøre sig fra vrede eller sårede følelser over for en anden person, men den rummer også en dyb personlig frigørelse for den, der tilgiver. Når vi taler om tilgivelse, tænker mange måske på det som en gestus, der hjælper den person, der har forvoldt skade, men tilgivelse er i høj grad en proces, der giver frihed og healing til den, der vælger at tilgive – inklusive os selv.
Tilgivelse kan defineres som en viljesbestemt handling, hvor man bevidst vælger at flytte fokus fra den vrede, bitterhed og hævnfølelse, som er opstået fordi, vi er blevet såret eller krænket. Dette gælder ikke kun over for andre, men også over for os selv. Mange mennesker bærer rundt på skyld og skam fra noget, de har oplevet som fejltrin, og disse følelser kan binde os fast til fortiden på samme måde som vrede mod andre. At tilgive sig selv er en vigtig del af denne proces, fordi det skaber en indre frihed, hvor vi ikke længere udelukkende lader det, vi oplever som fejl definere os.
Når vi bærer nag eller holder fast i vrede over for en person, der har behandlet os dårligt, kan det føles som om, vi beskytter os selv mod yderligere skade. Men det er udelukkede os selv, der lider under vægten af andres krænkelser. Uforløste følelser som vrede, frustration og bitterhed kan føre til stress og psykiske og fysiske problemer. At holde fast i disse følelser kan også skabe en sindstilstand, hvor vi binder enorm mængde energi i noget, der allerede er sket, som vi ikke kan ændre og som faktisk ikke eksisterer i det nu, hvor det dræner os for energi. Ved at tilgive frigiver vi os fra denne byrde. Vi giver os selv muligheden for at skifte fokus fra de ressource-krævende tanker og følelser, der binder os til fortiden, til mere ressource-givende tilstande som fred, glæde eller kærlighed Tilgivelse fjerner de mentale og følelsesmæssige barrierer, der kan forhindre os i at være til stede i disse følelser.
Det samme gælder, når vi ikke kan tilgive os selv for vores fejl. Skuffelsen over egne handlinger kan være lige så tung at bære som andres svigt. Ved at tilgive både os selv og andre frigiver vi os fra denne byrde.
Det er vigtigt at understrege, at tilgivelse ikke er et udtryk for, at man accepterer andre menneskers overgreb. Når vi tilgiver, gør vi en aktiv indsats for at tage kontrol over vores egne følelser og tanker, snarere end at lade andres handlinger eller vores egne fejl diktere vores velbefindende. Hvis vores følelsesmæssige tilstand afhænger af andres mening om os, eller hvis vi konstant piner os selv over tidligere fejl, bliver vi slaver af disse tanker og handlinger. Vi giver dem magten til at definere vores selvopfattelse.
Den spirituelle dimension af tilgivelse spiller også en stor rolle. Når vi tilgiver, skaber vi ikke kun en lettelse på det psykiske plan, men vi oplever også et spirituelt løft. For at komme ind i vores dybere spiritualitet og frigørelse fra sindet er tilgivelse vigtig. I en spirituel forstand handler tilgivelse om at give egoet mindre magt og dermed mindre ”klister” til den længsel efter hævn eller selvbebrejdelse, der holder os fast i en begrænset og smertefuld tilstand. Når vi tilgiver, hæver vi os over vores umiddelbare reaktioner og vælger en vej, der leder til åndelig vækst og forløsning. Det er gennem denne proces, vi kan opnå en dybere tilstand af harmoni i vores liv, idet vi transcenderer vores identifikation med det, der har skadet os, og ”falder” ind i en hjertetilstand af fred, kærlighed, eller glæde.
Metoden vi kan anvende til at tilgive går ud på, at vi meditativt fokuserer på en kærlighedsoplevelse i vores liv. Når vi mærker kærligheden brede sig i kroppen, som en følelse, kan vi skifte fokus til noget, vi mangler at tilgive. Manglende tilgivelse er et resultat af, en bestemt kombination af tanke (hukommelse) og følelse, der er ”frosset fast” i en lovmæssighed, der bevirker at en bestemt tanke automatisk udløser en bestemt følelse. Det er som ofte en følelse af vrede, sorg eller angst.
Hvis denne følelse forbliver fremherskende frem for kærligheden, bringer vi vores opmærksomhed tilbage på kærlighedsoplevelsen. Således kan vi ”pendle” frem og tilbage mellem følelsen kærlighed og det vi mangler at tilgive, indtil det lykkes os, at tænke på det, vi mangler at tilgive, samtidigt med vi befinder os i en følelse af kærlighed.
Vi har tilgivet.
Ordet tilgivelse er ganske genialt på dansk. Vi skal nemlig ”give til” den manglende tilgivelse. I dette tilfælde kærlighed.
Som tidligere nævnt er det vigtigt, at vi erkender, at det kun er os selv, der lider under manglende tilgivelse. Manglende tilgivelse er en byrde, der bevirker, at hændelser og mennesker, som vi måske helst var fri for, forbliver en del af vores liv, så længe hukommelsen om disse udløser lidelse. Lidelsen binder os til de ressourcekrævende psykiske tilstande og bevirker, at hændelser, der rettelig tilhører fortiden, kontinuerligt udspiller deres drama i nuet.
Når vi mangler at tilgive, kan det sammenlignes med, at vi straffer os selv for forbrydelser, som andre har begået imod os.