"Guds sprog er stilhed".
Rumi's citat, "Guds sprog er stilhed, alt andet er en dårlig oversættelse", indfanger en dyb sandhed om forholdet mellem stilhed og guddommelighed.
Dette citat inviterer os til at reflektere over, hvordan vi kan opleve det guddommelige, når ord ofte synes utilstrækkelige. Rumi peger på stilhed som den direkte vej til at blive et med det, der ligger ud over sindets og sprogets begrænsninger.
For at realisere denne guddommelige stilhed må vi bevæge os fra det, vi kan kalde videns-bevidsthed, til værens-bevidsthed.
Videns-bevidsthed er den form for bevidsthed, der manifesterer sig gennem tanker og sprog. Vi kan også kalde den for sindets bevidsthed.
Den er baseret på vores erfaringer, observationer og det, vi har lært gennem livet. Denne form for bevidsthed kan formidles verbalt, og vi kan dele den med andre gennem undervisning eller samtale. Det er mulig for en lærer, at undervise i noget, som vedkommende ikke har direkte erfaring med, når det handler om, at formidle viden.
Videns-bevidstheden er dog begrænset, fordi den kun kan udtrykke det, vi allerede ved eller har oplevet. Selvom videns-bevidstheden kan være oplysende, forbliver den teoretisk, indtil den integreres i vores daglige liv. For eksempel ved vi, at meditation er godt for os, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi praktiserer det regelmæssigt.
Når vi arbejder med energier gennem videns-bevidsthed, er det vores sind, der oversætter energien til billeder, følelser, eller tanker. Dette sker ofte i praksisser som clairvoyance, kanalisering, og visualiserende meditationer, hvor vi får adgang til symboler og visioner, som vi fortolker. Men det er afgørende at forstå, at det, vi oplever i denne form for bevidsthed, kun er en fortolkning, begrænset af vores sind og den viden, vi allerede besidder. Vi kan ikke overskride vores egen bevidsthed med videns-bevidsthed, fordi den uundgåeligt er farvet af vores tidligere oplevelser og viden.
Værens-bevidsthed, som vi erfarer fra hjertet, er en stilhed, der transcenderer tanker og følelser. Denne form for bevidsthed findes bag sindets aktivitet og er altid til stede, selvom vi sjældent lægger mærke til den. Vi kan sammenligne værens-bevidstheden med papiret i en bog: Tankerne og følelserne er de sorte bogstaver, der danner ord, mens stilheden er det hvide papir, som disse ord hviler på. Selv om vi måske kun fokuserer på tankerne og følelserne – ordene – er stilheden konstant til stede. Den findes bag ordene, imellem ordene og endda i selve bogstaverne. Så papiret (stilheden) fylder mere end alle ordene tilsammen.
Stilheden, som er hjertets bevidsthed, er ikke blot et fravær af lyd; den er en dybere bevidsthed, der ikke kan adskilles fra selve væren. Når vi går ind i stilheden, bliver vi ét med den. Stilheden kan derfor ikke oversættes til tanker eller ord uden at miste sin essens. Den kan kun opleves gennem at være i den. Det er her, at Rumi's ord bliver særlig meningsfulde: Stilheden er Guds sprog, fordi den ikke kan forklares eller formidles gennem det talte sprog. Den kan kun erfares. Vi kan altså ikke lære om gud, vi kan kun være gud.
For mange virker det som en umulig opgave at stilne sindet og opnå denne dybe stilhed – og det er det også. Hvis vi prøver at bekæmpe vores tanker eller tvinge dem til at stoppe, ender vi med at give dem mere opmærksomhed og energi, hvilket bevirker, at de fylder endnu mere i vores bevidsthed. Vi må prøve at erfare, at stilheden allerede er til stede. I stedet for at kæmpe imod tankerne, skal vi rette vores opmærksomhed mod den stilhed, der ligger bag dem. På denne måde kan vi "skrue op" for stilheden og lade den fylde mere og mere af vores opmærksomhed, indtil den overdøver vores tanker og følelser.
Stilhedens bevidsthed kan også overføres fra en lærer til en elev, men kun hvis læreren selv har realiseret stilheden. Stilhed kan nemlig ikke formidles gennem ord alene; den skal opleves i et meditativt rum, hvor lærerens stilhed skubber til den stilhed, der allerede findes hos eleven. Den er de nemlig fælles om, fordi stilheden er kollektiv. I et sådant rum bliver stilheden "højere", og den kan lettere opleves. Dette fællesskab af stilhed åbner op for en dybere oplevelse af værens-bevidsthed.
Når vi træder ind i stilhed, åbner vi døren til den guddommelige enhed, som er skabelsens oprindelse. Stilheden er ikke blot en personlig oplevelse; den er en vej til at forbinde os med det universelle, med Gud, og når vi går igennem denne dør i hjertet, bliver vi Guds sprog. Der er ikke længere behov for ord eller oversættelse, for vi er forenede med den oprindelige skabelse.
Rumi's visdom peger os dermed mod den ultimative sandhed: For at opnå det guddommelige, skal vi ikke søge i ord eller tanker. Vi skal vende os mod stilheden, som er kilden til alt. Guds sprog er ikke noget, vi kan forstå med sindet; det er noget, vi må opleve med hjertet.
Dette er essensen af stilhedens bevidsthed – en dyb tilstand af værens-bevidsthed, hvor vi, gennem stilheden, bliver forenet med det guddommelige.