Angst… og lidt om tilgivelse.
Angsten hører kroppen til og er vores udmærkede alarmsystem, der fortæller os, at vi er i umiddelbar fare, eller der er noget galt i vores liv. Angst er ikke en fjende, der vil os ondt - tværtimod.
Det er vigtigt at vi adskiller angst og lidelse. Vi kan godt rumme følelsen angst uden at lide under den. Men vi antager som oftest, at angst og lidelse er lig med hinanden. Det er grunden til at vi har gjort angst til en sygdom, der kræver helbredelse. Dermed har vi adskilt angst fra vores liv. Den ses ikke længere som en naturlig del af vores tilværelse. Vi fremmedgøres over for den. Vi får berøringsangst for angsten.
Der er ingen tvivl om, at angst er meget lidelsesfyldt, hvis den bliver den altdominerende følelse i hverdagen, eller optræder i form af fobier. Sådan patologisk (sygelig) angst kræver behandling.
Men vi bliver samtidig også nødt til at indse, at angst er en naturlig del af vores tilværelse, fordi vi lever hele vores liv i en fysisk krop, der rummer instinktiv angst.
Angst har således sin rod i kroppen, hvor den kan være en kraftfuld drivkraft, der ikke rummer samme lidelse, som den kan gøre, når den udspiller sit drama igennem sindet. Når angsten er i sin oprindelige ”kropslige” form, er den ret entydig. En bevidsthed, der anerkender fare og bringer os udenfor den.
Angsten i sin oprindelige enfoldige natur er en arketypisk tilstand, der er bundet ind i Jordens kollektive energifelt. Her udgør den en enorm kraft, hvis vi møder den i sin rene fysisk form, uden tankemæssig indblanding. Her er angsten rent instinkt.
Det er angsten i sin oprindelige form, der får en mor til at løfte en bus, som hendes barn ligger fastklemt under. En handling, der ikke ville være mulig, hvis hun havde tænkt over det hun gjorde i stedet for at handle instinktivt. Man kan sige, at angsten i sin enfoldige esoteriske form, er en energi der er bundet til det jordiske og er så kraftfuld, at den sommetider kan trodse fysiske lovmæssigheder. I østen kendes dette fænomen som Ki.
Når angsten rammer sindet maskeres den. Den får forskellige etiketter på. Den bliver mangfoldig.
Angsten problematiseres og fordømmes og dermed bringes lidelsen ind i den.
I sindet skal angsten have en årsag. Der skal være noget vi er bange for.
Uforklarlige følelser er alt for provokerende for tanken. Derfor handler det om, at få sat en etikette eller maske på angsten. Kan tanken ikke umiddelbart finde en forklaring i nuet, kan den fantasere om noget i fremtiden. Det var sådan vi opfandt bekymring.
I vores arbejde med angst er vi meget fokuserede på angstens årsag. Vi tror tilsyneladende, at hvis vi erkender årsagen til angsten, så forsvinder den. Men sandheden er snarere, at angsten blot finder andre maskeringer end dem vi har arbejdet med. Så bearbejder vi blot symptomet, kan vi meget let komme til at beskæftige os med bearbejdelse af angst hele livet.
Her er naturligvis tale om den såkaldte irrationelle angst, dvs. en følelse af angst, der ikke har nogen umiddelbar årsag i nuet. Hvis vi derimod befinder os i en faretruende situation, genkender vi øjeblikkeligt årsagen til angsten og kan handle derefter.
Det er vigtigt, at vi møder alle vores indre tilstande med accept. Det, der står umiddelbart foran os, er vores mester.
Når vi er fanget i angst, er angsten en tilstand vi skal igennem i vores liv (ikke over) og accept af følelsen er vejen ind i tilstanden.
Her kommer hjertet ind i billedet. Angst bringes ikke ind i vores åndelighed, når den er en tilstand, der er frigjort fra sindet. Det er i hjertet vi finder accepten for den angst vi rummer. Det er accepten, der trækker lidelsen ud af tilstanden.
Hjertelig accept af angst, kan vi definere som evnen til at være i en tilstand af kærlighed, samtidig med, at vi er opmærksomme på vores angst. Det er en stærk healende væren, som er en sammensætning af tilstande, som vi allerede rummer. Det er altså ikke noget vi skal tilegne os, eller hente udenfor os selv.
Når det lykkes os, at acceptere vores indre angst, som en del af livet, har vi allerede gjort et kæmpe stykke arbejde med den. Accepten gør nemlig, at vi gradvist frigør os fra den lidelse, der knyttes til angsten. Vi er ikke længere bange for at være bange.
Metoden vi kan anvende til at ændre vores forhold til angst går ud på, at vi meditativt fokuserer på en kærlighedsoplevelse i vores liv. Når vi mærker kærligheden brede sig i kroppen, som en følelse, kan vi skifte fokus til noget, der gør os bange. Hvis angsten bliver fremherskende frem for kærligheden, bringer vi vores opmærksomhed tilbage på kærlighedsoplevelsen. Således kan vi ”pendle” frem og tilbage mellem følelserne kærlighed og angst, indtil det lykkes os, at tænke på det, der er angstskabende samtidigt med vi befinder os i en følelse af kærlighed.
Samme teknik kan anvendes, hvis der er noget i vores liv vi mangler at tilgive. Manglende tilgivelse er et resultat af, en bestemt kombination af tanke (hukommelse) og følelse, der er ”frosset fast” i en lovmæssighed, der bevirker at en bestemt tanke automatisk udløser en bestemt følelse. Det er som ofte en følelse af vrede, sorg eller angst.
Ordet tilgivelse er ganske genialt på dansk. Vi skal nemlig ”give til” den manglende tilgivelse. Vi giver derfor følelsen kærlighed til den hukommelse, vi mangler at tilgive, som nævnt i foregående øvelse. Vi erstatter blot angst med hukommelsen om dét, vi mangler at tilgive.
Det er vigtigt at understrege, at det kun er os selv, der lider under manglende tilgivelse. Manglende tilgivelse er en byrde, der bevirker, at hændelser og mennesker, som vi måske helst var fri for, forbliver en del af vores liv, så længe hukommelsen om disse udløser smerte. Smerten binder os til de ressourcekrævende psykiske tilstande og bevirker, at hændelser, der rettelig tilhører fortiden, kontinuerligt udspiller deres drama i nuet.
Når vi mangler at tilgive, kan det sammenlignes med, at vi straffer os selv for forbrydelser, som andre har begået imod os.
Tilbage til angst.
Vi kan optræne vores ”angstkondition”, gennem meditation på angst. Det er muligt, at skabe en tilstand af angst i vores krop og så ”dykke” ind i den, uden at fokusere på dens årsag. På den måde vænner vi os til at have angst, men ikke nødvendigvis at være angst. Vi åbner vores bevidsthed for, at vi rummer mange andre tilstande, samtidig med vi også rummer angst.
Vi kan således opleve, at vi er kærlighed, selv om vi har angst. Når dét lykkes for os, er angsten accepteret og bliver dermed oplevet fra hjertets synsvinkel.
Angsten fortrænges ikke, den skubbes ikke i baggrunden, eller forsøges glemt. Den forbliver en følelse vi lever med, men ikke igennem.