Meditation som permanent væren.
"Ved at opretholde en vedvarende praksis kan man gradvist bevæge sig mod en tilstand af permanent væren, hvor meditation ikke længere er noget, man gør, men noget, man er. Dette er essensen af meditationens dybere åndelige praksis – en måde at være fuldt til stede i livet, i hvert eneste øjeblik, med en væren i indre fred og klarhed."
Meditation kan starte som en daglig praksis, der i begyndelsen handler om at finde ro og stilhed i en ellers travl hverdag. Mange ser det som en simpel øvelse for afslapning eller stressreduktion, men meditation har potentialet til at føre til en dybere transformation af bevidstheden. Gennem vedvarende praksis kan meditation nemlig udvikle sig til en permanent tilstand af væren, hvor den ikke længere blot er en aktivitet, man praktiserer, men en måde at være til stede og navigere i livet på.
I begyndelsen er meditation for de fleste en formel øvelse, hvor man måske dedikerer 10-20 minutter om dagen til at sidde i stilhed og vende sin opmærksomhed indad. Det kan virke som en simpel opgave, men det kræver disciplin og vedholdenhed at holde en rolig fokusering og ikke blive revet med af sindet, der tonser afsted med flakkende tanker, minder, bekymringer, følelser og billeder. Vi vil uvægerligt blive revet med, men via daglig praksis begynder vi at udvikle et meditativt nærvær og evnen til at være mere til stede i øjeblikket uden at lade os rive med af sindets konstante strøm af tanker og følelser. Denne tilstand af "vågen" opmærksomhed er et vigtigt første skridt i den dybere rejse, meditation tilbyder.
Daglig meditation giver ikke kun øjeblikkelig ro og vågenhed, men har også mange langvarige fordele. Regelmæssig praksis kan reducere stress, forbedre koncentrationen, øge følelsen af velvære og endda forbedre søvnkvaliteten. På det psykiske plan hjælper meditation med at skabe afstand til tanker og følelser. Vi erkender, at tanker og følelser er noget, vi har, men ikke nødvendigvis noget, vi er. Så kan vi vælge vores respons i sindet i stedet for, at følelse og tanke vælger for os. Følelsesmæssigt kan meditation også fremme empati og medfølelse, både overfor sig selv og andre. Når man tager sig tid til at være stille og observere sine indre mønstre, bliver man mere bevidst om, hvordan man reagerer på livet, og denne selvindsigt skaber større følelsesmæssig balance.
Men hvordan kan denne daglige praksis udvikle sig til en permanent tilstand? Svaret er: Det gør den af sig selv, hvis vi praktiserer tilstrækkeligt. Meditation handler ikke kun om at opnå kortvarig ro, men om en dybere transformation af, hvordan vi oplever verden. Vi oplever, at vi bliver vidne til vores indre processer. Det sker, fordi vi flytter vores fokus fra følelse og tanke til andre områder i vores bevidsthed, som hjertet eller åndedrættet. Over tid kan de kvaliteter, vi oplever under meditation – som indre stilhed, ro og klarhed – begynde at sive ind i hverdagen. Vi opdager, at vi kan være til stede på en måde, der ligner meditation, også når vi ikke sidder i meditation. Vi kan være i balance, selv midt i travlhed og kaos, simpelthen fordi vi vælger at have vores fokus i den tilstand. Det, der før virkede forstyrrende, påvirker ikke længere vores indre fokus på samme måde.
Denne gradvise transformation fører til en tilstand af permanent væren, hvor meditation ikke længere er noget, vi kun gør på bestemte tidspunkter, men en måde, vi lever på. Vi bevæger os fra at have "meditationstid" til at opleve hele livet som en form for meditation. Det betyder, at vi er opmærksomme og nærværende i hver eneste handling, uanset om det er at lave mad, gå en tur eller føre en samtale. Selv i mødet med udfordringer eller svære følelser er der en dybere stilhed og klarhed, som gør det muligt at navigere i livet med større visdom og indsigt. Vi vil nok stadig fortsætte med at meditere, men meditationen bliver til et "træningslokale", hvor vi øver os i at bringe endnu mere fokus og nærvær ud i livet, uafhængigt af hvad livet byder os.
Der er dog ingen meditativ praksis, der fritager os fra livet. Livet vil stadig byde os udfordringer, sorger og glæder. Sindet vil i sådanne tilfælde kunne bringe os ud af fokus, og vi kommer til at spille med på sindets dramaer. Men det gør ikke noget. Den meditative praksis gør, at vi opdager det hurtigere, og at vi så kan rette ind ved at bringe vores fokus tilbage på rette sted.
At bevæge sig fra en daglig praksis til en permanent tilstand af væren sker desværre ikke "overnight". Det er en rejse, der kan tage år eller endda årtier, men jo flere, der gør det, jo hurtigere går det for dem, der kommer efter. Mange oplever øjeblikke af dyb væren efter kort tids praksis, men for andre kan det tage længere tid. Fælles for alle er dog, at denne transformation fører til en dybere forbindelse til livet og til sig selv.
At leve i en tilstand af permanent meditativ væren betyder, at vi oplever, hvad livet er ud over sindets konstante støj og bekymringer. Det er en tilstand af dyb ro og glæde, hvor man er fuldt til stede i nuet, og der er harmoni i forhold til vores omgivelser. I denne tilstand definerer vi ikke længere os selv med det, der adskiller os fra andre, men i stedet med det, der forener os med andre. Når vi rammer dette sted i vores bevidsthed, er meditation ikke længere nødvendig. Der vil endda foregå yderligere meditativ fordybelse uden meditation. Men de fleste mennesker, der kommer til at opleve sådan en tilstand, er som regel blevet "meditationsnørder", så de vil højst sandsynligt fortsætte med at sætte sig og meditere ind imellem.
Meditationens potentiale rækker derfor langt ud over blot kortvarig ro. Ved at opretholde en vedvarende praksis kan man gradvist bevæge sig mod en tilstand af permanent væren, hvor meditation ikke længere er noget, man gør, men noget, man er. Dette er essensen af meditationens dybere åndelige praksis – en måde at være fuldt til stede i livet, i hvert eneste øjeblik, med en væren i indre fred og klarhed.