Julens esoteriske betydning
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus..., men hvad skete der ellers?
Jo, denne ordre blev ouverturen til den største forvandling i den kollektive energi, Jorden hidtil havde set.
Guds søn skulle fødes på Jorden og gå imellem os almindelige dødelige for at vise os hvordan Guddommelighed kunne blive almen menneskelig væren.
Den praktiserede næstekærlighed inkarnerede ind i menneskeheden og Guddommen forvandledes fra en repressiv og hævngerrig autoritet (Det gamle Testamente), til en medmenneskelig og kærlig kraft, der i første omgang strålede igennem Jesus, for derefter at blive tilgængelig for alle.
Nu skulle Gud ind i mennesket.
Jesus blev født ind i en tømrerfamilie. Et praktisk håndværk, der giver hurtige og synlige resultater, når det udføres med dygtighed.
Således var kærligheden mesterens håndværk og han praktiserede sit erhverv med synlige og forbilledlige resultater. Han tog endda flere lærlinge, der lærte håndværket fra bunden. Faktisk tog han hele menneskeheden som lærlinge og vi er stadigvæk i lære.
Mesteren Jesus bar som den første Kristuslyset (kærligheden) ind i menneskeheden og viste dermed, at det var muligt for alle mennesker at gøre det samme.
Mesterens lære er ikke en filosofisk eller teoretisk formidling af viden. Faktisk er det slet ikke en lære. Det er en væren. En praksis, som kun forudsætter tilstedeværelsen af et hjerte for at kunne leves og eftersom hjertet er en betingelse for livet, så bliver kærligheden uundgåeligt vævet ind i vores fysiske betingelser for at kunne leve på Jorden.
Der kan således ikke skabes liv uden guddommeligt nærvær. Der findes ingen mennesker uden en guddommelig gnist, selv om den kan være svær at få øje på i visse tilfælde.
Det guddommelige nærvær i alle mennesker, er netop det, der gør næstekærligheden mulig for os alle.
Hvis vi tror, vi skal elske alle mennesker sådan som de fremstår i fysisk og psykisk form, så kommer vi på hårdt arbejde. Vi skal ikke elske mennesker for (eller på trods af) deres handlinger, ord eller ideologier. Vi skal ikke elske dem for vores forskelligheder, men for vores ligheder.
Vi kan elske den guddommelighed vi har tilfælles. Det er fristende i denne forbindelse at dele ordet kærlighed, således der står to ord; kær og lighed.
I julen fejrer vi, at mennesket (Jesus), der bar kærligheden (Kristus) ind i menneskets hjerte blev født.
Den energimæssige proces går således "nedad".
Kristus energien strømmer kollektivt gennem kronchakraet. Den individuelle kontakt formes og erkendes i hjertechakraet og endelig praktiseres den gennem rodchakraet.
Forskellen på at have Kristus i hjertet og i rodchakraet er således: Når vi har
Kristus i hjertechakraet, har vi en god følelsesmæssig oplevelse af Kristus. Vi har kontakt. Når vi har Kristus i rodchakraet, går vi på Jorden som Kristus. Der er immervæk en forskel, men den forskel er på ingen måde uoverkommelig.
Det er målet med at praktisere Kristus. Det er Kristusprocessen. Det gode ved det er, at vi ikke skal tilegne os nye eller fremmede energimæssige ressourcer for at gøre dette. Det kan godt være, at vi kommer til at konfrontere følelsesmæssige eller mentale sider af os selv i processen, som vi helst ville være foruden, men det er værd at bemærke, at disse tilstande er i os. Det er ikke noget Krisusprocessen bringer med sig.
Det er i denne forbindelse nok så værdifuldt at huske på, at den eneste forskel på en skygge og en ressource er accept. Når vi accepterer de tilstande, vi møder i vores sind, så bliver de vejen i stedet for at være i vejen.
Kristusprocessen går derfor ud på, at bringe kærligheden fra hjertechakraet til rodchakraet. Kærligheden bliver derved et lys der skinner på alt det, der er ukærligt i vores liv.
Selvdestruktive tilstande som manglende selvværd, skyld, angst, syndsbevidsthed (at fejle overfor gud) osv. er vi derfor nødt til at tage os af før vi bevæger os ud i verden for at elske vores næste. Vi er nødt til at se vores "fejl" i kærlighedens lys.
Kun med accept, kærlighed og tilgivelse til os selv er det muligt at træde ind på Kristusvejen.
Der findes meditative og terapeutiske teknikker, der kan hjælpe os, men det er vigtigt, at erkende at det er os, der skal gøre arbejdet. Gud sørger for, at vi alle fødes med den guddommelige gnist i vores hjerte. Det er op til os at bringe den frem i livet, ved først at synliggøre den overfor os selv, som bevidst væren, hvorefter den automatisk bringes ud i livet.
Forvent nu ikke at hele verden så kaster sig i støvet for os og udbryder et flerstemmigt halleluja. Mennesker reagerer meget forskelligt på en kærlig udstråling alt efter deres egent forhold til kærlighed. Kærlighed er hos mange mennesker associeret med svigt, sorg eller vrede. Disse følelser dækker deres kærlighed og det er dem, de viser når de møder kærlighed.
Ved at være i konstant oplevet kontakt med vores hjerte bringer vi kærlighed ud i verden. Vi behøver heldigvis ikke at prædike den (det kan vi overlade til de skriftkloge). Vi kan "nøjes" med at være den.
Det er også vigtig at erkende, at kærlighed ikke er at snakke folk efter munden. Der var en klog mand der engang sagde, at der er mere fremdrift i et spark i røven end et klap på skulderen. Kærlighed gør os i stand til at bruge vores ressourcer på den mest hensigtsmæssige måde i forskellige situationer.
Det er vigtigt at bruge nogen tid i julen til stille meditation eller kontemplation. Det skyldes, at vi får gaver, også fra den åndelige enhed.
Hvert år fødes der en Kristuskvalitet i os. En energimæssig hjælp, til at realisere kærligheden i vores liv.
Vi er nødt til at være stille og lytte ind i os selv for at pakke denne gave ud. Måske er der endda nogle, der har glemt at pakke gaven ud fra sidste år, så ligger den endnu og venter.
Vi kan bruge de mørke vintermåneder til at integrere gaven i vores liv, eventuelt gennem meditation.
I april undfanges så en ny Kristuskvalitet i vores liv, som vi er gravide med i de lyse og aktive måneder. Den føder vi til næste jul.
Jo, denne ordre blev ouverturen til den største forvandling i den kollektive energi, Jorden hidtil havde set.
Guds søn skulle fødes på Jorden og gå imellem os almindelige dødelige for at vise os hvordan Guddommelighed kunne blive almen menneskelig væren.
Den praktiserede næstekærlighed inkarnerede ind i menneskeheden og Guddommen forvandledes fra en repressiv og hævngerrig autoritet (Det gamle Testamente), til en medmenneskelig og kærlig kraft, der i første omgang strålede igennem Jesus, for derefter at blive tilgængelig for alle.
Nu skulle Gud ind i mennesket.
Jesus blev født ind i en tømrerfamilie. Et praktisk håndværk, der giver hurtige og synlige resultater, når det udføres med dygtighed.
Således var kærligheden mesterens håndværk og han praktiserede sit erhverv med synlige og forbilledlige resultater. Han tog endda flere lærlinge, der lærte håndværket fra bunden. Faktisk tog han hele menneskeheden som lærlinge og vi er stadigvæk i lære.
Mesteren Jesus bar som den første Kristuslyset (kærligheden) ind i menneskeheden og viste dermed, at det var muligt for alle mennesker at gøre det samme.
Mesterens lære er ikke en filosofisk eller teoretisk formidling af viden. Faktisk er det slet ikke en lære. Det er en væren. En praksis, som kun forudsætter tilstedeværelsen af et hjerte for at kunne leves og eftersom hjertet er en betingelse for livet, så bliver kærligheden uundgåeligt vævet ind i vores fysiske betingelser for at kunne leve på Jorden.
Der kan således ikke skabes liv uden guddommeligt nærvær. Der findes ingen mennesker uden en guddommelig gnist, selv om den kan være svær at få øje på i visse tilfælde.
Det guddommelige nærvær i alle mennesker, er netop det, der gør næstekærligheden mulig for os alle.
Hvis vi tror, vi skal elske alle mennesker sådan som de fremstår i fysisk og psykisk form, så kommer vi på hårdt arbejde. Vi skal ikke elske mennesker for (eller på trods af) deres handlinger, ord eller ideologier. Vi skal ikke elske dem for vores forskelligheder, men for vores ligheder.
Vi kan elske den guddommelighed vi har tilfælles. Det er fristende i denne forbindelse at dele ordet kærlighed, således der står to ord; kær og lighed.
I julen fejrer vi, at mennesket (Jesus), der bar kærligheden (Kristus) ind i menneskets hjerte blev født.
Den energimæssige proces går således "nedad".
Kristus energien strømmer kollektivt gennem kronchakraet. Den individuelle kontakt formes og erkendes i hjertechakraet og endelig praktiseres den gennem rodchakraet.
Forskellen på at have Kristus i hjertet og i rodchakraet er således: Når vi har
Kristus i hjertechakraet, har vi en god følelsesmæssig oplevelse af Kristus. Vi har kontakt. Når vi har Kristus i rodchakraet, går vi på Jorden som Kristus. Der er immervæk en forskel, men den forskel er på ingen måde uoverkommelig.
Det er målet med at praktisere Kristus. Det er Kristusprocessen. Det gode ved det er, at vi ikke skal tilegne os nye eller fremmede energimæssige ressourcer for at gøre dette. Det kan godt være, at vi kommer til at konfrontere følelsesmæssige eller mentale sider af os selv i processen, som vi helst ville være foruden, men det er værd at bemærke, at disse tilstande er i os. Det er ikke noget Krisusprocessen bringer med sig.
Det er i denne forbindelse nok så værdifuldt at huske på, at den eneste forskel på en skygge og en ressource er accept. Når vi accepterer de tilstande, vi møder i vores sind, så bliver de vejen i stedet for at være i vejen.
Kristusprocessen går derfor ud på, at bringe kærligheden fra hjertechakraet til rodchakraet. Kærligheden bliver derved et lys der skinner på alt det, der er ukærligt i vores liv.
Selvdestruktive tilstande som manglende selvværd, skyld, angst, syndsbevidsthed (at fejle overfor gud) osv. er vi derfor nødt til at tage os af før vi bevæger os ud i verden for at elske vores næste. Vi er nødt til at se vores "fejl" i kærlighedens lys.
Kun med accept, kærlighed og tilgivelse til os selv er det muligt at træde ind på Kristusvejen.
Der findes meditative og terapeutiske teknikker, der kan hjælpe os, men det er vigtigt, at erkende at det er os, der skal gøre arbejdet. Gud sørger for, at vi alle fødes med den guddommelige gnist i vores hjerte. Det er op til os at bringe den frem i livet, ved først at synliggøre den overfor os selv, som bevidst væren, hvorefter den automatisk bringes ud i livet.
Forvent nu ikke at hele verden så kaster sig i støvet for os og udbryder et flerstemmigt halleluja. Mennesker reagerer meget forskelligt på en kærlig udstråling alt efter deres egent forhold til kærlighed. Kærlighed er hos mange mennesker associeret med svigt, sorg eller vrede. Disse følelser dækker deres kærlighed og det er dem, de viser når de møder kærlighed.
Ved at være i konstant oplevet kontakt med vores hjerte bringer vi kærlighed ud i verden. Vi behøver heldigvis ikke at prædike den (det kan vi overlade til de skriftkloge). Vi kan "nøjes" med at være den.
Det er også vigtig at erkende, at kærlighed ikke er at snakke folk efter munden. Der var en klog mand der engang sagde, at der er mere fremdrift i et spark i røven end et klap på skulderen. Kærlighed gør os i stand til at bruge vores ressourcer på den mest hensigtsmæssige måde i forskellige situationer.
Det er vigtigt at bruge nogen tid i julen til stille meditation eller kontemplation. Det skyldes, at vi får gaver, også fra den åndelige enhed.
Hvert år fødes der en Kristuskvalitet i os. En energimæssig hjælp, til at realisere kærligheden i vores liv.
Vi er nødt til at være stille og lytte ind i os selv for at pakke denne gave ud. Måske er der endda nogle, der har glemt at pakke gaven ud fra sidste år, så ligger den endnu og venter.
Vi kan bruge de mørke vintermåneder til at integrere gaven i vores liv, eventuelt gennem meditation.
I april undfanges så en ny Kristuskvalitet i vores liv, som vi er gravide med i de lyse og aktive måneder. Den føder vi til næste jul.
Glædelig jul fra Hridaya Center Svalgaard.