Vejen til indre frihed - eller historien om at give slip

Fra d. 15, nov. 2012


Flere og flere mennesker lider under deres indre krav til sig selv om at være udadrettede succeser, med masser af overskud til arbejde, venner, familie, materiel status osv.
Vi kalder det også sindets krav om eksponering.

Det kan godt være disse krav er skabt af ydre påvirkninger, men problemet ligger i, at de integreres som vores egne og dermed kan ende med, at blive en kilde til psykiske lidelser, fordi vores indre normer tvinger os til at rette vores bevidsthed udad og derefter ”måle vores værdi” på den respons vi modtager udefra.

Danskerne er som bekendt verdens lykkeligste folkefærd, så her kommer nogle tal:
Ifølge Kristeligt Dagblad forsøger ca. 450 børn hvert år, at begå selvmord i Danmark.
Psykisk sygdom opstår hos hver 5. dansker. (Tv2 nyhederne 2. nov. 2011)
478.000 danskere fik (u)lykkepiller i 2011 (Nordjyske.dk).

Måske var det på sin plads med lidt reklame for indadretttethed, selv om det ikke er så socialt accepteret. Faktisk kan man på internettet læse denne udtalelse om kedsomhed fra en Lektor i psykologi ved Ålborg Universitet: ”Den nyere definition siger, at kedsomhed er en form for indadrettethed. Altså at du retter dig indad uden at have noget formål med det.” (Videnskab.dk)
Tja… en ganske udmærket beskrivelse af meditation. Her skal der måske tilføjes, at vi keder os med det formål at komme bag sindet og dermed undgå, at blive en del af de ovennævnte statistikker.

”Kloge mennesker keder sig aldrig”, så der er måske håb for os uvidende. Den indiske mester Ramana Marhashi siger, at kloge mennesker skam også er uvidende. De er det bare på en intelligent måde.

Spøg til side. Tallene er et monument over den lidelse, der eksisterer hos ”Verdens lykkeligste folkefærd” og den menneskelige armod, der findes i et af verdens materielt rigeste lande.

Når sindet eksponeres, bliver det stærkere. Jo mere udadrettede vi bliver, jo mere fanges vi af sindets klister og jo mere ligger vi under for vores tanker og følelser. Det hverken kan eller skal vi undgå i vores samfund, så vi bliver i første omgang nødt til at skabe balance. Vigtigheden af at balancere maskulin (udadrettet) og feminin (indadrettet) adfærd, er ganske givet bekendt for mange. Denne erkendelse har ført til, at mennesker anvender meditation for at give den feminine side mere energi. Mange mennesker har også erfaret, at hvis de slipper denne praksis, kan de få det dårligt, fordi der skabes ubalance.

Indre frihed betyder total frigørelse fra sindet. I praksis betyder det, at vi har tanker og følelser, vi er dem ikke. Vi ejer tanke og følelse, tanke og følelse ejer ikke os.

Konsekvensen af en realisering af indre frihed, er et liv, hvor ”negative” tanker og følelser ikke har nogen indflydelse på vores livskvalitet. Vi kan befinde os i et psykisk stormvejr uden at blive blæst omkuld, fordi vi ikke er identificerede med sindet.

Vejret er et godt billede på sindet. (Alle har en mening om det, men få gør noget ved det).
Det skifter hele tiden, solskin kommer og går, regn kommer og går osv. Vi ved også, ”at ovenover skyerne er himlen altid blå”. Således går vejen ind bag sindet mod en lysende tilstand af kærlighed/lykke/fred. Denne tilstand kaldes også bliss og realiseres gennem vores hjerte. Det er vigtigt at opleve bliss som en værens-tilstand, dvs. uafhængig af årsager. Den er der bare. Uanset hvad der sker i vores liv, kan den ikke fjernes. Vi kan imidlertid godt fjerne os fra dén. Det har vi allerede gjort ved at skabe vores individuelle sind og identificere os med det. Det er vigtigt at erkende, at der hvor vi finder bliss kan vi ikke kan gå i stykker. En modsætning hertil er vores sinds-tilstande. (Dem kan der nemlig være flere af). De består af følelser, der er afhængige af ydre årsager. De kommer og går. Vi skal have en grund til at være lykkelige, ulykkelige, sure, glade osv. I sindet finder vi også humøret, der som bekendt blæser i vinden.
Vores udadrettede liv, der har base i sindet, gør os derfor meget sårbare fordi sindet responderer negativt/positivt på alt hvad der tilstøder os i livet. Vores liv i sindet kan sammenlignes med et pendul, hvor vi er loddet. Vi er hele tiden i bevægelse, frem og tilbage, forlæns og baglæns, ”først den ene vej….”, rundt i cirkler, med uret mod uret osv. osv. Vores liv bag sindet kan stadig sammenlignes med et pendul. Det svinger stadigvæk, men i stedet for at være loddet, er det nu os, der holder pendulet. Og det eneste sted et pendul er i ro, er dér hvor man holder det.

Men hvordan kommer vi så derhen?
Svaret er enkelt at formulere: Vi skal være mere indadrettede og lære at give slip.

Skal vi så bare sidde og meditere hele dagen?
Nej, det behøver vi ikke, men vi skal gøre den tilstand vi opnår ved meditation permanent.
Med andre ord, skal vi bringe vores meditation ud i livet.

Hvordan gør vi det?
Vi bestræber os på at fastholde den fordybelse vi opnår ved meditation hele tiden – også når vi ikke mediterer. Når vi så mediterer igen, prøver vi at gå endnu dybere, for så at bringe den nye dybde ud i livet. Meditationen bliver på den måde en aktiv del af vores liv og ikke en handling, der er isoleret fra vores udadrettede liv. Vi bliver udadrettede i vores indadrettethed. Det resulterer i, at vi kan mærke vores hjertechakra hele tiden.

Hvordan giver vi så slip?
Hvis vi kan bringe vores meditation ud i livet, har vi allerede givet slip og hvis vi ikke griber fat i noget, bliver vi transporteret bag sindet.

Vi kan altid teste vores sandhed ved at give slip på den. Den eksistentielle sandhed, der forsvinder når vi slipper den, er ikke sand. Kun den sandhed, der bliver efter den er sluppet, er sand, men den skal slippes alligevel.

Indre frihed er en værens-tilstand, der ikke bevæger sig. Det er ikke en tilstand vi lærer, eller tilegner os. Det er en tilstand vi afdækker.

Alt, der forgår, er ikke evigt. Det siger sig selv. Ved at slippe identifikationen med det forgængelige, rammer vi på et tidspunkt evigheden. Med andre ord: Hvis vi ødelægger alt hvad der kan forgå kommer vi til det, der ikke kan forgå. (På vores indre planer, vel at mærke).
At give slip på noget, er at give slip på identificeringen med det. Der er to måder til at give slip; en feminin og en maskulin. Den feminine måde er bare at give slip. Det er svært. Derfor oplever mange mennesker den maskuline måde som mere effektiv. Her giver vi slip på noget ved at binde os til noget andet. Det vi binder os til er hjertet. Så hvis vi vil slippe vores negative tanker, skal vi centrere i hjertet når vi opdager, at vi tænker negativt. Vores negative tanker vil ikke forsvinde, (det skal de heller ikke), men det vil vores tilknytning til dem.

Alt hvad vi er bundet i indadtil, spejler vi ud. Når vi har en permanent tilstedeværelse i hjertet, spejler vi kærlighed ud. Det kan skabe overskud, men som oftest spejler vi vores indre bindinger ud som ydre ufrihed. Så hvis vi føler os begrænsede af omstændigheder uden for os selv, er det værd at huske, at fortøjningen til disse begrænsninger, ligger inden i os. Vi kan altså gøre noget ved det.

Sindet er forførende. Det bryder sig ikke om at afgive sin magt over os. Derfor retfærdiggør vi ofte begrænsende bindinger ved hjælp af ideologi, meninger osv. på de indre planer.

Når vi føler en retfærdig harme over en uretfærdighed, vi har været udsat for, er det kun os selv, der bliver begrænset. Vores emotionelle dramaer, projektioner, bekymringer og andet tankemylder skaber ufrihed, uanset hvor meget sindet kan argumentere for, deres berettigelse.
Derfor er tilgivelse en vigtig ledsager på vores rejse gennem sindet. Vi bærer nemlig kun selv byrden af manglende tilgivelse. Også her kan vi fristes af opfattelsen af, at vores vrede, sorg, angst er berettiget. Især hvis det er gamle tilstande i vores liv vi mangler at tilgive, kan lidelsen, der er knyttet til disse, være blevet en del af vores identitet og dermed ”sidde godt fast”.
Vi frigør lidelse fra sindet ved, at meditere på/føle kærlighed, samtidigt med vi tænker på de hændelser, der er lidelsesfyldte.

For at opnå en tilstand af indre frihed, er vi nødt til at gøre hjertet til centrum i vores liv. Det kan ske automatisk ved at vi fører vores meditative dybde ud i livet, hvilket bevirker, at vi er centrerede i hjertet hele tiden. Den meditation vi bruger tager sit udgangspunkt i hjertet, med et ”let” fokus på åndedræt. Det er vigtigt, at vi ignorerer tanker og følelser. De må gerne være der, men vi giver dem ikke opmærksomhed. Heller ikke smukke billeder eller oplevelser af lyd, ord, eller hele sætninger, giver vi opmærksomhed. De er alle refleksioner af sindet og holder os fast i det. Visualiseringsøvelser, fantasirejser og lignende kan være effektive terapeutiske redskaber til oprydning i sindet og til at fortælle os om det, der rører sig i vores sind, men de fører os ikke ud af det. Selv visualiseringer på hjertelys, åndelige mestre, engle osv. frigør os ikke fra sindet, men de kan være medvirkende til at vi oplever følelser af kærlighed og en åndelig sindstilstand, men som alt andet i sindet er det noget, der kommer og går. Derfor må vi også her give slip, hvis vi ønsker at opleve den indre frihed, der leder os til evigt lysende væren i enhed.
Sindet er mangfoldigt. Derfor er den åndelige verden, der opleves gennem sindet også mangfoldig. Engle, åndelige vejledere, mestre er alle udtryk for en blomstrende mangfoldig individualitet, der alle har individuelle karakteristika.

Hjertet er enfoldigt. Derfor er hjertets åndelighed væren i guddommelig enhed.
Vejen til indre frihed går gennem sindet. Derfor kan meditationer, hvor man visualiserer en mester, være meget effektive til at vække vores hjerte og hjælpe os ind bag sindet.
Det er nemlig en tanke til trøst, at det eneste vi med sikkerhed har tilfælles med en mester, er guddommeligheden, der gør hende/ham til mester. Derfor kan mestermeditationer vise os vejen til vores individuelle dør til enheden, men vi er nødt til at give slip på mesteren for at gå igennem døren alene. Det kan så til gengæld være vores sidste handling som individ.

Vi kan kun være ene om, at gå fra individualitet til enhed, men når det sker, ophører vores identifikation med individualiteten og enheden skinner igennem vores dør ud i verden.
Vi kommer altså udefra og går ind (individualitet til enhed), for at gå indefra og ud (enhed gennem individualitet). Vi glemmer ikke det liv vi har levet i inkarnationen. Vores fortid vil være nærværende, men oplevet som en slags "parallel" eksistens. Vi er derfor heller ikke længere identificerede med oplevelser i vores barndom. Vores biologiske familie vil vi elske og respektere, men de vil ikke have nogen kærlighedsmæssig "særstatus" i det liv vi lever efter vi oplever en forening med enheden.

Fra Indien hører vi ofte beskrivelser af, hvordan familier til mestre sørger, efter han/hun er blevet oplyst, fordi de ved at de har mistet deres barn, bror eller søster. Den oplyste elsker nemlig ikke sin biologiske familie mere end det menneske, vedkommende møder på gaden. Alle individer bliver oplevet som repræsentanter for den samme enhed. Der opleves ingen forskel på menneskers evige identitet, fordi alle er en. Det, som familien kan opleve som et tab, er i virkeligheden en kæmpe udvidelse af kærlighed. Fordi man ikke elsker mennesker for deres tanker, følelser, eller handlinger, men for den guddommelige enhed alle repræsenterer, uanset tanker følelser eller handlinger.

Den oplevede erkendelse af væren i enhed, er alle nødt til at realisere indefra. Vi vil ikke komme langt med at ydre diktat om, at nu ophæver vi individualiteten. Det er nødvendigt, at vores individ- dyrkelse slippes, gennem indre, oplevede erkendelser af enhed/samhørighed, for at "komme på den anden side" af den egocentrerede selvopfattelse, der skaber lidelse, krise og ligger til grund for de statistikker, der vises i begyndelsen af denne artikel.
Indre frihed, er således også frihed fra os selv og vejen går indad.

Derfor skal der herfra kun lyde et ord, der dækker hele reklamefladen, INDADRETTETHED.
Vi går alle rundt med med enorme indre skatte, der kan graves op. Og hvis nogen synes det lyder kedeligt, så skulle de bare prøve. Alle genre indenfor drama findes her: komedier, tragedier, gysere, historisk, sci-fi og romantik.

Sjovt nok bliver meditation ofte kritiseret for, at være en narcissistisk og egoistisk, "satsen på sig selv", men i virkeligheden er det redskabet til netop at slippe identifikationen med individdet.
Så opfordringen skal lyde til alle mennesker, (også dem, der bruger alle kræfter til at holde sig flydende i overfladen): "Giv slip og dyk ned i eksistensens dybder"!