Kunsten at forblive empatisk.
I en tid præget af konstant nyhedsstrøm, hvor vold, krig, klimakatastrofer og politisk absurditet dominerer overskrifterne, står menneskets empati over for en stille og snigende trussel, nemlig: følelsesmæssig afstumpethed.
Når vi dagligt konfronteres med billeder af lidelse og uretfærdighed, reagerer sindet med en naturlig forsvarsmekanisme. Det lukker af. Ikke af ond vilje, men for at beskytte sig selv mod den følelsesmæssige overbebyrdelse, som en stadig tilstrømning af tragedier skaber. I denne tilstand bliver empati en luksus, vi ikke længere giver plads til – fordi den kommer til at formidle lidelse. Men dermed risikerer vi at miste noget grundlæggende menneskeligt.
At værne om vores empati kræver først og fremmest, at vi erkender denne mekanisme.
Empati er evnen til at mærke, forstå og resonere med andres følelser, som om de var vores egne, mens vi stadig har en klar bevidsthed om og oplevelse af, at de tilhører den anden. Dette indebærer både en følelsesmæssig indlevelse, hvor man oplever andres glæde, sorg eller smerte i sin egen krop, og en mental forståelse, hvor man kan sætte sig ind i et andet menneskes perspektiv og se verden med deres øjne. Med andre ord: empati gør os i stand til at opleve f.eks. angst uden at blive angste.
Empati rummer også en medfølende dimension – et spontant ønske om at lindre andres lidelse og handle til gavn for dem. Den adskiller sig fra sympati ved ikke blot at være medfølelse på afstand, men en dybere indlevelse og forbindelse. Empati opstår i mødet mellem mennesker, hvor noget i os selv genkender det menneskelige i den anden. Det er denne genkendelse, der gør empati til en grundlæggende kraft i ægte relationer, samhørighed og medmenneskelighed.
Det er ikke unormalt at blive følelsesmæssigt bedøvet i mødet med overvældende nyheder, men det må ikke blive en permanent tilstand. Sindet kan ikke rumme hele verdens smerte på én gang, og det skal det heller ikke. I stedet må vi vende os mod det nære. Vi må involvere os med hinanden i direkte menneskelige relationer.
Når vi deler vores følelser og frustrationer, bryder vi den kolde skal af afstumpethed. Vi spejler hinandens sårbarhed og genopretter forbindelsen til den empati, der gør os menneskelige. Det er nærværet i åbenheden og fællesskabet der holder hjertet varmt – selv i en tid, hvor verden synes at gå i opløsning– og det giver os styrke til at bevare følsomheden over for det globale.
En anden vej til at bevare empatien er at søge indre stilhed via meditation. I meditation kan vi mærke os selv og andre uden at blive emotionelt oversvømmede. Her kan vi skelne mellem medfølelse og overinvolvering. Stilheden gør det muligt at forblive åben uden at blive drænet. Det er her, hjertets intelligens kommer i spil – ikke som en følelsesstorm, men som en klar, bæredygtig tilstedeværelse, der ser og anerkender andres lidelse uden at kollapse under den.
Vi kan også begrænse vores eksponering for nyheder – ikke for at vende det blinde øje til, men for at undgå at miste vores menneskelighed i informationsstøjen. Det betyder ikke, at vi skal ignorere verdens problemer, men at vi må tage vare på vores evne til at føle og respondere ægte ved at skabe balance.
Ved at give tid til æstetik, skønhed og det, der skaber glæde hos os, udligner vi belastningen ved mediernes smertespredning, fordi sådanne ting giver adgang til hjertet. De genopvækker vores evne til at føle og åbner os for verden på en mere sanselig og levende måde. Derfor skal de prioriteres i krisetider.
Empati er ikke en svaghed. Det er en stille styrke, der kan skabe indre og ydre omvæltning. Og måske er netop denne styrke det, verden har allermest brug for nu.