Enhed – skabelsens oprindelse.
”Når vi ikke længere ser verden som fragmenteret, bliver livet en udfoldelse af kreative muligheder, hvor vi både er individuelle og samtidig forankrede i en uadskillelig enhed. Enhed minder os om, at alt er forbundet, og at den adskillelse, vi ofte føler, blot er en illusion. I kernen af alting findes kun én bevidsthed, én kærlighed, én eksistens, der smelter sammen til enhed.”
Enhed kan forstås som en dyb oplevelse af, at alt i universet er forbundet og i sin kerne udgør én uadskillelig helhed. Denne opfattelse bryder med den måde, vi normalt ser verden på, hvor alt synes at være opdelt i dualistiske modsætninger: lys og mørke, godt og ondt, subjekt og objekt. I stedet for at opfatte livet som adskilt og fragmenteret peger enhed på en oplevelse af sammenhæng, hvor al eksistens er en manifestation af én bevidsthed.
Når vi dykker dybere ned i oplevelsen af skabelsens oprindelse, bliver vi bevidste om, at hele universet er opstået fra én enkelt kilde – en bevidsthed uden form eller adskillelse, hvis eneste intention er skabelse. Denne kilde er en ren væren, som rummer potentialet for al eksistens. I sin rene form er denne bevidsthed hverken personlig eller adskilt, men er snarere essensen bag alt, der eksisterer. Det er den kreative kraft, der manifesterer verden i dens mangfoldighed, men som samtidig forbliver uændret og evig.
Enhed er den underliggende sandhed bag al skabelse, men denne enhed har en naturlig evne til at skabe individualitet. På overfladen kan det synes paradoksalt, at enhed, som per definition ikke kan opsplittes eller adskilles i form, fører til en oplevelse af mangfoldighed og individualitet. Men i den dybeste forstand er denne individualitet blot et resultat af bevidsthedens kreative potentiale. Al skabelse udspringer fra samme kilde.
Individualitet opstår, fordi den enhed, der ligger til grund for alting, genskaber sig selv på utallige måder, og hver individuel skabelse skaber videre gennem sit liv. Ved denne proces skabes der form og forskellighed, der hver især spejler skabelsens oprindelse. Hver individuelle eksistensform, fra den mindste partikel til det mest komplekse væsen, er et unikt udtryk for den samme grundlæggende bevidsthed. Det er, som om den skabende bevidsthed ser sig selv gennem utallige spejle, hver med sin egen farve og form, men bag overfladen er de alle én. Det betyder også, at en hvilken som helst tilstand, som mennesker står overfor, kan lede til enhed. Man kan sige, at alle veje i sandhed fører til Rom.
Den individualitet, som enheden skaber, handler ikke om adskillelse i en endegyldig forstand, men snarere om en illusorisk opdeling, der tillader den ene bevidsthed at udfolde sig og opleve sin egen kreativitet. Individualitet giver mulighed for at erfare forskellighed, relationer og dynamik, mens den underliggende enhed altid forbliver intakt. Derfor er adskillelsen kun tilsyneladende – i den dybeste forstand er vi stadig forbundet med hinanden og med den ene bevidsthed, der skabte os.
At forstå denne dynamik mellem enhed og individualitet kan være nøglen til at finde en dybere forståelse af vores tilværelse. Det betyder, at selvom vi oplever livet gennem vores individuelle kroppe, tanker og følelser, er vi aldrig virkelig adskilte fra hinanden eller fra den skabende kraft. På samme måde som bølgerne på havet synes at være adskilte, men alligevel alle er en del af det samme hav, er vi hver især bølger af én uendelig bevidsthed.
Når vi begynder at opleve denne sandhed, falder frygten for adskillelse, og vi indser, at kærlighed og empati er naturlige resultater af at se enheden i alt. Individualitet ophører med at være en kilde til konflikt og bliver i stedet en fejring af livets mangfoldighed. Hver eneste individualitet er et nødvendigt aspekt af den samlede enhed, som tillader den ene bevidsthed at opleve sig selv fra utallige vinkler.
Det danske ord kærlighed rummer denne bevidsthed. Det kan nemlig deles i ordene ”kær” og ”lighed.” Kærlighed er altså, at se lighed, hvilket i sidste ende vil lede til Enhed.
I enhedens perspektiv opstår individualitet som en naturlig udfoldelse af bevidsthedens kreative potentiale, men med den frihed, individualiteten medfører, følger også muligheden for at miste forbindelsen til denne enhed. Når individer vælger destruktiv adfærd og skaber lidelse, er det ofte et resultat af en dyb indre adskillelse fra deres oprindelige natur – den kærlige og forenende bevidsthed, som ligger til grund for alt. Denne adskillelse kan føre til følelser af isolation, ensomhed, angst og begær, hvilket ofte resulterer i handlinger, hvor de søger at beskytte eller opnå noget, som i virkeligheden allerede er en del af dem.
Et eksempel på dette er historien om den tibetanske munk, der får pisk af sin kinesiske fangevogter i en fangelejr i Tibet. I nærheden står tre munke og beder – for kineseren. Det gør de, fordi et menneske, der kan påføre et andet menneske så megen lidelse, er så langt væk fra sin oprindelige menneskelighed, at vedkommende virkelig har brug for hjælp. Set fra enhedens perspektiv er det den, der mishandler andre, der lider mest.
Ondskab opstår ikke som en iboende kraft, men snarere som en konsekvens af at miste kontakten med det, der er sandt og kærligt i os selv. Når en person bevæger sig længere væk fra sin oprindelse, bliver egoets stemme stærkere, og sindet bliver fanget i dualitetens illusioner, der ser verden i modsætninger og mangler. Dette kan skabe angst, vrede og et dybt behov for kontrol, hvilket ofte fører til destruktiv adfærd, både udadrettet og indadrettet.
For disse mennesker er vejen til lidelse både en spejling af deres indre kamp og et udtryk for deres distance til den kærlige enhed, som er deres oprindelige kilde. I stedet for at handle ud fra kærlighed og empati, handler de ud fra angst og adskillelse. Denne tilstand kan få dem til at tro, at de er isolerede og alene, hvilket forstærker deres destruktive handlinger og skaber yderligere lidelse – både for dem selv og for dem, de påvirker. Hvis der er tale om mennesker i magtpositioner, udvikler denne tilstand med tiden ren paranoia. Det er sikrere at slå først og hårdt ned på alt, der kan være en trussel, fordi diktatorens eget liv er afhængigt af den angst, han kan påføre andre. Hvis han ikke formår at skabe tilstrækkeligt med angst i sine omgivelser, er han færdig.
Når mennesker er så langt væk fra deres oprindelse, bliver vejen tilbage til helhed meget svær, men ikke umulig. Det kræver bevidsthed, healing og ofte støtte udefra, for at de kan genkende deres sande natur og lade sig selv blive favnet af den kærlige enhed, som de i virkeligheden stammer fra. Disse mennesker kommer til at se deres handlinger på et ”bagtæppe” af kærlighed. I denne proces kan de lære, at den ondskab, de har skabt, blot var en refleksion af den smerte, de følte i sig selv, og at den dybeste form for helbredelse kommer, når de genopdager den forenende kærlighed, der ligger i deres indre.
At forstå skabelsens oprindelse på denne måde fører til en oplevelse af fred og helhed. Når vi ikke længere ser verden som fragmenteret, bliver livet en udfoldelse af kreative muligheder, hvor vi både er individuelle og samtidig forankrede i en uadskillelig enhed. Enhed minder os om, at alt er forbundet, og at den adskillelse, vi ofte føler, blot er en illusion. I kernen af alting findes kun én bevidsthed, én kærlighed, én eksistens, der smelter sammen til enhed.