I HJERTET AF ARUNACHALA
Arunachala er et helligt bjerg, der ligger i byen Tiruvannamalai i delstaten Tamil Nadu, Sydindien.
Navnet betyder egentlig: ”Det, der ikke bevæger sig” og henviser til en dyb esoterisk tilstand i hjertechakraet.
Når vi begynder vores rejse mod den bevidste hjerteværen, bliver det ofte sammenlignet med, at vi stiger ombord på et tog, der bevæger sig udviklingsmæssigt igennem forskellige bevidsthedstilstande i vores hjerte.
Toget er symbol for vores permanente bevidsthedsmæssige centrering i hjertet, hvilket er det eneste adgangskrav for at deltage i rejsen.
På rejsen bliver vi transporteret igennem forskellige tilstande i vores hjerte. Vi glider somme tider ubesværet igennem landskabet. På andre tidspunkter går rejsen mere trægt og vi tager ophold ved stationer undervejs og bliver hængende et stykke tid.
Ombord på toget har vi stillet sindets bagage fra os. Vi holder naturligvis øje med den, men vi holder os i en vidnestilstand til dets mange dramaer, følelser og tanker.
Så sker der det, som der uvægerligt sker på enhver togrejse; vi rammer endestationen.
Arunachala. Det, der ikke bevæger sig. Rejsen er ikke længere. Der er ikke mere bevægelse. Udviklingen har ikke længere en retning eller mål. Kun fordybelse og intensitet.
Vi rummer alle vores eget indre Arunachala. Det er en tilstand, der er iboende hos alle mennesker. Den skal ikke skabes. Den er ikke et resultat af udvikling. Den har været der hele tiden, men godt gemt under vores personlighed.
Det er altså en tilstand, der skal findes og afdækkes.
Forestil dig, at vi har en tilstand i hjertet, der ikke udvikler (bevæger) sig. Tilstanden er færdigudviklet fra starten og har været med os igennem hele inkarnationen i uændret form. Ja, den har været tilstede i samme form igennem alle vores inkarnationer.
På én måde noget, der er lige så gammelt som evigheden (og så bliver det ikke ældre), på en anden måde noget, der er nyt for personligheden og individualiteten.
Det betyder, at vores indre Arunachala har været tilstede i alt, der er sket i vores liv indtil nu.
Når vores bevidsthed rammer ”Det, der ikke bevæger sig” i vores hjerte, får vi nærvær i alt, der er sket i vores liv.
Vi går fra at have en lineær tidsopfattelse af livet (fortid, nutid, fremtid), til at opleve vores liv samlet i ét punkt, i et altomfattende nu, som rummer HELE vores eksistens.
Fra dette punkt kommer vi så gradvist til at opleve alle facetter af denne eksistens.
Vores personlighed bliver i denne proces mere og mere transparant. Det betyder, at vi ikke identificerer os i samme grad med forgængelighed – med alt det, der kommer og går, både på indre og ydre planer.
Det sker ganske af sig selv, hvis vi lader det ske. Vi opdager hen ad vejen, at ting, der førhen var meget vigtige lige pludselig ikke betyder så meget mere.
I begyndelsen ser vi måske på denne udvikling med nogen undren og måske også med en vis bekymring, men snart opdager vi hvilken frihed, der ligger i denne proces. Vi opdager, hvor meget vi var slavebundet af vores identifikation med ydre ting og fænomener.
Når vi er i processen, opdager vi også, hvor megen materialitet vi virkelig har brug for. Vi dropper afhængigheden af ydre ting, vi i virkeligheden ikke behøver. Vi forsager ikke nødvendigvis alle materielle goder, men vi opdager, at det er os, der bruger dém og ikke omvendt.
På det psykiske plan svinder vores identifikation med alt hvad der kommer og går også. Vi bliver bevidste om at et liv, der er baseret på sindet er meget sårbart, fordi tanker og følelser blæser vores humør i alle mulige retninger. Derfor finder vi på et tidspunkt ud af, at det ikke drejer sig om humør. Det drejer sig om, hvor vi har vores opmærksomme fokus henne. Når vores fokus forbliver i hjertet, bliver vi uafhængige af humør.
Vi kan sammenligne processen med vejret. Når vi er fokuserede i sindet, svarer det til vejret under skyerne. Omskifteligt, ustadigt osv. Med fokus i hjertet svarer det til vejret over skyerne altid ensartet og i fuld lys.
Det er vigtigt her at påpege, at uanset hvor vi har vores fokus, så fritager det os ikke for livet. Vi vil stadig ligge under for, hvad livet tilskikker os i form af hændelser, erfaringer og andet, som vi kommer til at forholde os til, men vi tilgår livet fra et bevidst fokus.
Når vi begynder at opleve en vis uafhængighed af vores psyke, finder vi ud af, at vi vitterligt er summen af vores individuelle erfaringer fra krop sind og ånd. Alt, hvad vi har oplevet, er der stadig. Intet forsvinder. Vi kommer til at indse, at selv smertefulde og lidelsesbetonede oplevelser rummer en erfaring, der kan være berigende, når vi ikke længere er så identificerede med de følelser og tanker, der er knyttet til disse oplevelser.
Men hvis jeg ikke længere er det jeg tænker eller føler, hvem er jeg så?
Spørgsmålet er relevant, hvis vi endnu ikke har haft oplevelsen og vil vide, hvad vi går ind til, før vi indløser billet til hjertetoget mod Arunachala.
Svaret er, at den bevidste hjerteværen lige så stille overtager sindets plads, således at den fylder mere i vores tilværelse end tanker og følelser. Vi vil stadig kunne gøre brug af sindet, men vi vil mere gå til og fra det alt efter, hvad vi har brug for. Det er ikke nogen tankeløs, eller følelsesløs tilværelse vi kommer til at leve fra hjertet. Det er snarere en tankefri og følelsesfri tilværelse, når vi ønsker det.
Bevidst hjerteværen er en tilstand af oplevet kærlighed, der fylder os fra hjertet, hvorefter vi ”løber over” med den og dermed lader den flyde ud fra os til det kollektive. Det er en tilstand af permanent healing, der flyder fra mennesker, der har kontakt til det realiserede hjerte. Så fordelen er både individuel og kollektivt.
Så langt, så godt, når det drejer sig om vores individuelle rejse til Arunachala og hjertets stilstand.
Arunachala har imidlertid også en kollektiv hjertetilstand, som vi mærker tydeligt, når vi er i nærheden af det fysiske bjerg i Tiruvannamalai.
Arunachala er tæt associeret med den hinduistiske gud Shiva.
Shiva kaldes også for ”Den store Ødelægger”, hvilket måske ikke lyder så positivt, men Shiva er den store ødelægger af illusioner. Man kan kun ødelægge dét, der ikke kan holde, så når Shiva er færdig, står vi tilbage med sandheden (SATNAM) hinsides al illusion og forgængelighed.
I hjertet af Arunachala er det muligt, at få oplevelser af hvad vi er bag vores individualitet. Det vi også kalder for enhed.
Enhed er hjertets spiritualitet. Det er en væren i en tilstand af al skabelses oprindelse, hvilket også er definitionen på evigheden.
Det skal ikke (kan ikke) forklares, fordi sindet, der er alle forklaringers ophav, ikke råder her. Sindet er et individuelt fænomen, der derfor ikke har adgang til enhed. Der eksisterer ikke noget udenfor enhed, alt er inkludereret, forstået på den måde, at vi er dér, hvorfra alting udspringer.
Sindets spiritualitet er mangfoldig og fuld af individer; engle, åndelige vejledere, broderskaber, hierarkier osv. Alle disse udspringer fra den samme kilde, nemlig enhed.
Hjertets spiritualitet er enfoldig (enhed) og ligger bag sindets spiritualitet.
Shivas flamme i Arunachala er en port til enhed. Når vi går igennem den, fralægger vi og vores opfattelse af os selv som individer.
Krop og sind er individuelle og dermed også forgængelige her på Jorden. Derfor må vi træde ud af disse for at komme i enhed.
Vi kommer ind i enheden via stilhed i meditation.
Stilhed er i sig selv en bevidsthed, som vi kan opleve enhed igennem. Stilhed er en værens bevidsthed som tilhører hjertet. Enhed bliver således en væren. Vi bliver enhed.
Sindets bevidsthed er viden, så når jeg nu prøver at beskrive enhed med ord, er det mit sind, der prøver på at oversætte en væren i enhed til en viden om enhed.
Det vil altid være et pauvert forsøg.
Arunachala er således både en individuel hjertetilstand, der kan beskrives som: ”Det, der ikke bevæger sig,” samtidig med at det er en kollektiv port til enhed, eller Selvet, som også er et meget anvendt ord for enhed.
Skulle man befinde sig i fysisk nærhed af bjerget, er det mulig at opleve Shivas flamme, som en energimæssig magnet, der kan trække os mod enhed.
Flammen eksisterer ikke som en fysisk manifestation inde i selve bjerget, men fordi menneskehjerter igennem årtusinder har tillagt denne kvalitet til dette sted, så er bjerget gennemsyret af en enhedsvibration, der har gjort det til et spirituelt kraftcenter på alle planer for mennesker på alle trin af den spirituelle trappestige