Lev med din angst
Klumme til Prana magasinet december 2013Af og til sker det, når jeg sætter mig til en hyggestund foran fjerneren, at der blændes op for programmer, hvor macho-terapeuter leder forvirrede studieværter, stærkt overvægtige mennesker, personer med handicap, eller forkælede børn fra velstillede familier, ud i ørkener eller jungler, for at gøre dem bange.
Det er god underholdning.
Begrundelsen for disse udsendelsers berettigelse er, at man vil hjælpe mennesker til at overkomme deres begrænsninger, ved at stille dem ”udfordringer” der gør, at de bryder vanemæssige indre mønstre og dermed får et anderledes positivt selvbillede.
Det gør man så, meget naturligt, ved at bringe dem tusindevis af kilometer væk fra deres hjem, sætte dem i kunstige situationer, der intet har med deres hverdag at gøre og tage et filmhold med.
Det er vel meget naturligt at blive bange for at gå rundt i en jungle, langt væk fra civilisationens bekvemmeligheder, når det mest uciviliserede landskab man har oplevet i sit liv, er et område uden WIFI.
De mange mennesker, der oplever angst, som en realitet i deres liv, har nok svært ved at se dens underholdningsværdi. Yderligere skabes der ”taberbevidsthed” ved vores eksponering af det angstfrie liv. Angst er noget vi helbereder. Det ses ikke mere som en naturlig del af vores eksistens. Der skabes en fremmedgørelse over for følelsen, hvilker resulterer i, at vi behandler selv den mindste antydning af angst.
Vi har fået berøringsangst overfor angst.
Der er ingen tvivl om, at angst er meget lidelsesfyldt, hvis den bliver den altdominerende følelse i hverdagen, eller optræder i form af fobier. Sådan patologisk (sygelig) angst kræver behandling.
Men vi bliver samtidig også nødt til at indse, at angst er en naturlig del af vores tilværelse, fordi vi lever hele vores liv i en fysisk krop, der rummer en instinktiv angst.
Angst har således sin rod i kroppen, hvor den kan være en kraftfuld drivkraft, der ikke rummer samme lidelse, som den kan gøre, når den udspiller sit drama igennem sindet.
Når angsten er i sin oprindelige ”kropslige” form, er den ret entydig. En bevidsthed, der anerkender fare og bringer os udenfor den. Det er angsten i sin oprindelige form, der får en mor til at løfte en bus, som hendes barn ligger fastklemt under, eller får en far til at springe i vandet og hive sit barn ud af gabet på en haj.
Handlinger, der ikke ville være mulige, hvis forældrene havde tænkt over det de gjorde i stedet for at handle instinktivt. Man kan sige, at angsten i sin enfoldige esoteriske form, er en energi der er bundet til det jordiske og er så kraftfuld, at den sommetider kan trodse fysiske lovmæssigheder.
Når angsten rammer sindet maskeres den. Den får forskellige etiketter på. Den bliver mangfoldig.
Den problematiseres og fordømmelse og dermed bringes lidelsen ind i den.
I sindet skal angsten have en årsag. Der skal være noget vi er bange for. Uforklarlige følelser er alt for provokerende for tanken. Derfor handler det om, at få sat en etikette eller maske på angsten. Kan tanken ikke umiddelbart finde en forklaring i nuet, kan den fantasere om noget i fremtiden. Det var sådan vi opfandt bekymring.
I vores arbejde med angst er vi meget fokuserede på angstens årsag. Vi tror tilsyneladende, at hvis vi fjerner årsagen til angsten, så forsvinder den, eller hvis vi bare gør noget vi er bange for, så forsvinder den også (ligesom i ovennævnte tv-udsendelser). Men sandheden er snarere, at angsten blot finder andre maskeringer end dem vi har arbejdet med. Så bearbejder vi blot symptomet, kan vi meget let komme til at beskæftige os med bearbejdelse af angst hele livet. Vi kan heller ikke udlede, at hvis bare vi gør noget der er virkeligt farligt, så forsvinder vores angst for det, der er mindre farligt. Vi kan ikke gradbøje hvad der er angstskabende. D et er individuelt. Hvornår er elitesoldaten modig? Er det når han springer natspring fra 5000 meters højde, eller når han finder et job som pædagogmedhjælper?
Her er naturligvis tale om den såkaldte irrationelle angst, dvs. en følelse af angst, der ikke har nogen umiddelbar årsag i nuet. Hvis vi derimod befinder os i en faretruende situation, genkender vi øjeblikkeligt årsagen til angsten og kan handle derefter.
I de sidste par klummer, jeg har skrevet for Prana, har jeg ”reklameret” for, at vi skal møde alle vores indre tilstande med accept. Det der står umiddelbart foran os, er vores mester. Når vi lider af angst, er angsten en tilstand vi skal igennem i vores liv (ikke over) og accept af følelsen er døren ind til tilstanden.
Når det lykkes os, at acceptere vores indre angst, som en del af livet, har vi allerede gjort et kæmpe stykke arbejde med den. Accepten gør nemlig, at vi gradvist fjerner angsten for angsten. Vi er ikke længere bange for at være bange.
Vi kan optræne vores ”angstkondition”, gennem meditation på angst. Det er muligt, at skabe en tilstand af angst i vores krop og så ”dykke” ind i den, uden at fokusere på dens årsag. På den måde vænner vi os til at have angst, men ikke nødvendigvis at være angst. Vi åbner vores bevidsthed for, at vi rummer mange andre tilstande, samtidig med vi også rummer angst. Vi kan således opleve, at vi er kærlighed, selv om vi har angst.
Angsten fortrænges ikke, den skubbes ikke i baggrunden, eller forsøges glemt. Den forbliver en følelse vi lever med, men ikke igennem.
Det er angsten selv, der lærer os at vi skal favne for at frigøre, ikke bekæmpe. Angsten er angstens mester.
Et sådant stykke arbejde, skal gøres under vejledning. Det er ikke tilrådeligt, at man begynder at eksperimentere med det selv.
Gennem det meditative arbejde med angsten, adskilles lidelse og angst gradvist. Det bliver muligt at have angst, uden at lide under det. En medvirkende årsag til dette er, at vi inviterer angsten ind i vores liv. Vi er altså forberedte på den kommer. Dermed fratager vi angsten overraskelsesmomentet, som er et af dens mest effektive våben. Angst skal komme bag på os, helst som et lyn fra en klar himmel, for effektivt at tage kontrol over vores liv.
Så i stedet for at drage ud i verden sammen med terapeutiske superhelte, for at bekæmpe vores indre dæmoner, (og dermed gøre plads til nogle nye, når vi kommer hjem), skulle vi måske blive hjemme i os selv og arbejde med at rumme de tilstande, der allerede er dér.
Vi lærer mere om vores angst gennem accept, end vi gør ved at springe ud fra en klippe, ned i en flod med krokodiller. Men jeg tvivler på, at vi får noget kamerahold med på dén rejse.