Fra åndelig søgen til åndelig væren.
”Overgangen fra åndelig søgen til åndelig væren er ikke noget, der kan forceres. Det er en naturlig udvikling, der sker, når vi har udforsket de ydre veje nok og indset, at de i sidste ende kun kan pege os i én retning: tilbage til os selv. Væren er det, der altid har været der, skjult bag lagene af søgen, og når vi hviler i denne tilstand, opdager vi den dybeste frihed, glæde og fred, som er vores sande natur.”
Åndelig søgen er en rejse, der ofte begynder med en længsel efter noget dybere, noget, der kan give mening og retning i livet. Det er en proces, hvor vi hver især begynder at stille spørgsmål til vores eksistens, vores forbindelse med verden og tilværelsens større sammenhæng. I begyndelsen af denne rejse er søgningen karakteriseret ved en ydre bevægelse – vi søger svar i bøger, hos lærere eller gennem forskellige praksisser. Der er en følelse af, at svaret er noget, der skal findes uden for os selv, noget, som vi skal opdage eller opnå.
Men efterhånden som den åndelige rejse udfolder sig, begynder søgningen at ændre sig. I stedet for at søge uden for os selv, bliver fokus langsomt vendt indad. Vi begynder at indse, at de svar, vi leder efter, ikke kan findes i noget eksternt. De er ikke skjult i en fjern dimension eller i mystiske tekster. Svaret – eller måske snarere oplevelsen af svaret – findes i os selv, i vores egen væren, i den stille, indre tilstedeværelse.
Dette skifte fra søgen til væren markerer en dyb transformation i det åndelige liv. Hvor søgen er drevet af længsel og ofte af en følelse af mangel eller adskillelse, er væren forbundet med accept og helhed. At være åndelig betyder at hvile i en tilstand af indre stilhed og fuldkommenhed, hvor vi ikke længere søger efter noget, men snarere åbner os for det, der allerede er her. Vi erkender, at vi allerede er det, vi søger.
Denne overgang fra åndelig søgen til åndelig væren kan være subtil, men den er fundamental. Søgen er i sin essens forbundet med tid, med idéen om, at vi skal bevæge os fra et sted til et andet, fra en tilstand af uvidenhed til en tilstand af oplysning. Væren, derimod, er uden tid. Den er forankret i det evige nu, hvor al identifikation med fortid og fremtid opløses. I væren er der ingen destination eller retning. Der er kun den dybe erkendelse af, at vi allerede er fuldkomne, at livet selv er fuldkomment, når vi tillader os at opleve det med tilstedeværelse i den form, der udspringer af enhed.
I væren er der også en frigørelse fra identifikation med tanker, følelser og erfaringer. Hvor vi i søgen måske prøver at ændre eller kontrollere vores sindstilstand for at opnå en bestemt åndelig oplevelse, bliver vi i væren vidner til vores indre liv uden at hænge fast i det. Vi begynder at se os selv som den bevidsthed, der ligger bag tankerne og følelserne, snarere end som medspillere i sindets mange dramaer.
Denne tilstand af væren betyder ikke, at vi bliver ude af stand til at mærke følelser eller holder op med at tænke. Vi bliver snarere i stand til at favne hele vores menneskelighed med kærlighed og empati, fordi vi ikke længere er fanget i dramaet af egoets ønsker og frygt, selv om vi hele tiden er dybt bevidste om, hvad der rører sig i vores sind. Der er en dyb tillid til livets naturlige strøm, en erkendelse af, at "alt er såre godt", som Martinus sagde.
Overgangen fra åndelig søgen til åndelig væren er ikke noget, der kan forceres. Det er en naturlig udvikling, der sker, når vi har udforsket de ydre veje nok og indset, at de i sidste ende kun kan pege os i én retning: tilbage til os selv. Væren er det, der altid har været der, skjult bag lagene af søgen, og når vi hviler i denne tilstand, opdager vi den dybeste frihed, glæde og fred, som er vores sande natur.