DET GUDDOMMELIGE GRIN.
”God is a comedian playing to an audience that is too afraid to laugh”.
Således skrev den franske filosof Voltaire I 1700-tallet.(Han skrev det sikkert på fransk).
Hvis Voltaire har ret og Gud er en komiker, så må det jo være en guddommelig intention, at vi skal le.
Latteren er særegent for mennesket. Vi er det eneste væsen her på jorden, der griner. Dyr kan sagtens give udtryk for glæde, men latteren er forbeholdt mennesket. Derfor er der grund til at anskue den som noget særligt også i spirituel sammenhæng.
Her er der tale om det hjertelige grin. Latteren, der kommer fra maven, som vi ikke kan kontrollere, som er udtryk for glæde, som bevirker, at vi kun kan være til stede i latteren, mens den står på.
Latter udtrykker spontan glæde og det er humoren, der starter det hele.
Humor er en bevidsthedstilstand, der ligger i grænselandet mellem sind og hjerte. Hvis vi prøver at forklare, eller analysere en vittighed intellektuelt, er den ikke sjov mere. Humor kræver spontanitet og tillid til at give sig hen til latteren og lade den overtage kontrollen i vores liv for en stund. Ligeledes skaber humoren den glæde/lykke, som vi udtrykker ved at grine. Når vi griner, kan vi ikke gøre andet. Vi kan ikke tænke på fremtiden eller fortiden samtidig med vi ler. Latteren er total tilstedeværelse i sig selv. Et nærvær vi ikke på samme måde foræres af andre tilstande i livet.
Sindet er som bekendt hjemsted for tanker og følelser. Følelser kommer og går og de skal have en årsag. Vi skal have en grund til at være lykkelige, ulykkelige, kærlige, vrede osv.
I hjertet findes der en tilstand, der kaldes bliss. Den minder om visse følelser, men der er en væsentlig forskel, fordi tilstanden i hjertet er permanent og ikke afhængig af årsager. Bliss opleves når vi begynder at realisere hjertet og dermed frigør os fra sindet. Så forekommer tilstanden, der minder om følelser som lykke, glæde, fred og kærlighed.
Det betyder, at disse følelser i sindet laver overgange til den permanente hjertetilstand. Jo mere vi fokuserer på den årsagsbetingede glæde/lykke/kærlighed/fred i sindet, jo tættere kommer vi på en permanent væren i hjertetilstanden bliss. Vi kan derfor sige, at glæde er den mest seriøse vej til hjertet.
Det hjertelige grin resulterer således i en hengivelse til bliss og dermed en hjælp til permanent hjerteværen i vores liv. Latteren afspænder og hjælper os til at give slip og hengive os til den flyden i glæde, der i sidste ende leder os til den endegyldige guddommelige væren, vi finder i hjertet.
Hjertelig betyder lig med hjerte og er latteren hjertelig er den altså et udtryk for hjerte. Et udtryk som vi mennesker er ene om at have på Jorden. Latteren er således et fælles menneskeliget hjertesprog, som vi alle kan tale ret hurtigt efter vores fødsel, som vi forstår på tværs af landegrænser og som kan være et fælles udtryk for denguddommelige enhed, som vores hjerter er den individuelle port til.
Vi skal derfor ikke være bange for at grine i vores arbejde med spiritualitet. Det er ikke udtryk for manglende respekt eller seriøsitet. Faktisk er grinet udtryk for det modsatte. Den alvorsfulde seriøsitet leder ikke naturligt til en væren i hjertet. Det gør derimod den lattermilde og glædesfyldte seriøsitet.