Evighed og forgængelighed.
”Stilstanden giver os dermed adgang til den endelige åndelige erkendelse – en oplevelse af, at der er en væren bag tidens og rummets bevægelser, som altid har været der, men som kun kan opleves, når individets identifikation med alt det bevægelige stopper.”
Alt i universet er energi. Fra de mindste partikler til de største strukturer består alt, hvad der eksisterer, af energi i en eller anden form. Denne energi er den inderste kerne af alle manifestationer på jorden – fra naturens elementer til menneskers tanker, følelser og handlinger; fra åndelig individualitet til skabelsens enhed. Energi tager form i alt, hvad vi kan sanse og opleve, og den kan enten være i bevægelse eller i stilstand. I bevægelsen ser vi forandring, udvikling og livets cyklus, mens stilstanden repræsenterer en uforanderlig, evig væren. Gennem denne dualitet mellem bevægelse og stilstand udfolder energien sig som både det midlertidige og det evige, hvor alt, der bevæger sig, er forgængeligt, mens det, der står stille, er evigt.
Energi er en grundlæggende kraft, der strækker sig ud over det fysiske plan og gennemstrømmer alle aspekter af vores væren. Denne energi kan opleves på forskellige måder, alt efter hvordan den manifesterer sig i vores sind eller hjerte. Når vi taler om energi, der bevæger sig, refererer vi til den energi, der konstant er i aktivitet – den energi, der driver vores tanker, følelser, handlinger og relationer. Denne form for energi er dog forgængelig, fordi den er tæt knyttet til forandring, tid og det individuelle liv.
Bevægelse er kendetegnende for forandring. Alt, der bevæger sig, er i en konstant tilstand af transformation. Tanker kommer og går, følelser blusser op og forsvinder, og vores krop forandrer sig fra det ene øjeblik til det andet. Dette er indholdet af den bevægelige energi – den er dynamisk, men midlertidig. Den strømmer gennem os, men er altid underlagt tidens og rummets lovmæssigheder. Det, der i dag er virkelighed, vil i morgen være en erindring, og den energi, der engang drev en bestemt tanke eller følelse, vil uundgåeligt blive erstattet af en ny. Denne cyklus af konstant bevægelse gør energien forgængelig, da den aldrig forbliver den samme og altid er underlagt tidens nedbrydende kraft.
Sindet er et godt eksempel på denne forgængelige natur. Vores sind er i konstant bevægelse. Tanker dukker op, udfolder sig og forsvinder igen. Ingen tanke er permanent; den ene tanke fører til den næste i en uendelig strøm. Det er denne vedvarende mentale aktivitet, der holder os forankret i tid og skaber vores oplevelse af det midlertidige liv. Følelser er på samme måde flygtige. De kan være intense og dominerende i ét øjeblik, men ligesom tidevandet trækker de sig tilbage og efterlader et nyt følelsesmæssigt landskab. Kærlighed, angst, vrede, sorg – alle følelser er midlertidige og undergår konstant forandring.
Kroppen er også underlagt denne cyklus af forandring. Fra vi fødes, begynder kroppen en proces af vækst, aldring og til sidst nedbrydning. Selvom vi kan pleje og vedligeholde vores fysiske form, er kroppens forgængelighed uundgåelig. Den bevægelige energi, der holder kroppen i gang, vil på et tidspunkt bringes til stilstand, og kroppen vil falde tilbage til de elementer, den er skabt af. Dette rummer essensen af livets cyklus på alle planer: Når vi rammer stilstanden, forenes vi med skabelsens oprindelse. Kroppens forgængelighed er en af de mest synlige manifestationer af den bevægelige energi, der strømmer gennem alt levende.
Den spirituelle energi, der driver vores sind, følelser og krop, er derfor underlagt de samme love som resten af den fysiske verden. Den er i konstant bevægelse, og fordi bevægelse altid fører til forandring, er denne form for energi forgængelig. Den eksisterer kun inden for tidens rammer og vil til sidst forsvinde eller omdannes.
Men, som antydet før, findes der en anden form for energi – en, der står stille. Når energi står stille, ophører den med at være underlagt tidens og forandringens love. Denne energi er uforanderlig og evig, fordi den ikke længere bevæger sig gennem tid og rum. I stilstanden findes der ingen transformation, ingen nedbrydning og ingen begyndelse eller afslutning. Det er en form for ren væren, hvor alt er enhed, uden behov for at ændre sig eller blive til noget andet.
Hjertets stilstand markerer overgangen fra den bevægelige, forgængelige energi til den stille, evige energi. Hjertet, der konstant pulserer og driver livet fremad, er kroppens centrale kraftkilde. Så længe hjertet slår, opretholder det strømmen af liv og holder kroppen og sindet i bevægelse. Men der er et område i hjertet, hvor der ikke er bevægelse – et sted, der er uafhængigt af hjertets fysiske og energimæssige aktivitet. Når vi rammer denne ubevægelighed, træder vi ind i en ny tilstand af væren. Hjertets stilstand er porten til evigheden – det punkt, hvor bevægelse ophører, og stilheden afslører en dybere virkelighed.
Vi har alle denne tilstand i hjertet, der ikke udvikler sig. Det gør den ikke, fordi den allerede var færdigudviklet fra begyndelsen af vores inkarnation. Når vores bevidsthed rammer "det, der ikke bevæger sig" i vores hjerte, får vi nærvær i alt, der er sket i vores liv. Vi går fra at have en lineær tidsopfattelse af livet (fortid, nutid, fremtid) til at opleve vores liv samlet i ét punkt, i et altomfattende nu, som rummer hele vores eksistens.
Vi kan sammenligne denne tilstand med et filmlærred. Det er ubevægeligt; det ligger bag alt det, der bevæger sig (filmen), og hele filmen udspiller sig på det samme lærred. Vi er kommet ind til essensen af vores eksistens, som danner grundlag for al vores skabelse – fra sjæl og gennem alle tidligere inkarnationer til den nuværende.
Denne stilstand er ikke blot fraværet af bevægelse, men en åbenbaring af det uforanderlige. Når hjertets stilstand bevidstgøres, og sindets og kroppens aktiviteter ikke længere stjæler hele vores opmærksomhed, er der ingen tid, ingen forandring og ingen midlertidighed. I denne stilstand opleves det evige som en tilstand af ren tilstedeværelse, hvor der ikke længere er nogen forskel mellem før og nu, mellem liv og død. Den energi, der står stille, transcenderer tidens grænser og bliver til evig væren.
Denne evige energi kan kun opleves, når vi "dykker" under alt det, der bevæger sig. Sindets strøm af tanker, følelsernes skiftende landskab og endda kroppens biologiske funktioner må vi frigøre os fra, før vi kan opleve den stilhed, hvor evigheden afslører sig. Det siger sig selv, at vi ikke kan frigøre os permanent fra sindet eller kroppen, så længe vi stadig er i inkarnation, men når vi rammer evigheden, vil den være permanent til stede, selvom vi samtidigt befinder os i de bevægelige energier, som er forgængelige. Vi behøver i sagens natur kun at ramme evigheden én gang. Stilstanden giver os dermed adgang til den endelige åndelige erkendelse – en oplevelse af, at der er en væren bag tidens og rummets bevægelser, som altid har været der, men som kun kan opleves, når individets identifikation med alt det bevægelige stopper.
Al energi, der bevæger sig, er forgængelig, fordi den er bundet til tid, forandring og kroppens begrænsninger. Den energi, der står stille, er derimod evig, fordi den eksisterer uden for tidens og forandringens natur. Hjertets stilstand er den port, der åbner op for denne evige dimension, hvor bevægelse ophører, og stilheden afslører det, der altid har været der – en uforanderlig, evig energi, der transcenderer alt det midlertidige og forgængelige.