Ondskab - hvad er det?
Er ondskab noget selvstændigt eksisterende uden for menneskelig rækkevidde, eller er ondskab en menneskeskabt kvalitet?I min erfaring gennem mange år som professionel psykoterapeut oplever jeg, at ondskab har rod i menneskelig uvidenhed. En uvidenhed og ubevidsthed der medfører tab af menneskelig indføling og mangel på moralsk værdi.
Alle mennesker minder billedlig talt og i psykologisk forstand om et isbjerg, hvor cirka 10 procent stikker op over overfladen som en synlig del og 90 procent ligger under overfladen, som en ikke synlig del. Den synlige del af os rummer vores facade og personlighed udadtil, den usynlige del rummer alt det andet, som vi enten ikke kan lide ved os selv eller som vi ikke kender i os selv.
Her kan roden til ondskab findes, i det vi alle oplever svigt, sorg og smerte og mangel på virkelig at føle os elsket, uanset hvor vidunderlig en opdragelse, vi har fået.
Vi bliver nemlig i sidste ende nødt til at lære at elske os selv.
Når vi oplever dybe svigt og mangel på omsorg som børn (tilført af voksne, som også har oplevet eksistentielle svigt), lejres disse traumer i os i ubearbejdet og ubevidst form. Det kan faktisk have gjort så ondt i os, at vi for at overleve i øjeblikket, bliver nødt til at lukke smerten (det der gjorde ondt) inde i os selv i et slags indre ”skabs rum”, hvor vi således kan have lagt kimen til ”ondskab”.
Når vi senere i livet involverer os i andre mennesker og der opstår intimitet, vil forsvarsmuren til dette ”skab” en dag springe op, og vi vil føle den samme og måske nu uforståelige smerte, som blev påført os i barndommen.
Vi kan så vælge at kigge på denne smerte og tage ansvaret for den selv, eller påfører andre smerten, især den eller dem, som har fået såret til at springe op.
Påfører vi på grund af uvidenhed andre den samme smerte, som vi selv oplever, ser det for omverdenen ud som om, vi er såkaldt ”onde”, og der bliver peget fingre af os.
Smerten er stadig uforløst, da ingen dybest set nyder at påfører andre smerter, tværtimod forstørrer det hele traumet. Derfor er der mange mennesker med uudholdelige indre smertetilstande, der hader sig selv så meget, så de oplever at smerten et øjeblik går væk, ved at få andre menneskers fordømmelse ned over sig, så de kan fortsætte (ubevidst) med at være nogle ”dumme svin”. Deres verdensbillede af, at kærlighed ikke eksisterer, kan nu fortsætte, så de har jo ret til at være ubehagelige.
Min oplevelse er, at alle mennesker både søger og ønsker kærlighed i livet, men at det kan være meget svært at finde, hvis vi forbliver ubevidste om den del af ”isbjerget” som vender indad mod os selv.
Vi bliver nødt til at blive ”bølgebrydere” i vores eget liv og lade kærligheden sejre over det indre forsømte psykologiske landskab.
Husk at det længste forhold du har i livet, er forholdet til dig selv, så det er en god idé at lære at elske sig selv, så kommer det helt naturligt med kærlighed til andre.