
Nyhedsbrev for sep. fra Hridaya Center Svalgaard.
Det kollektive arbejde.
Jivanandas bøger.
Artikler på hjemmesiden.
Spirituelle kursusrejser.
Kundalini Yoga og Spirituel terapi gennem de 7 chakra.
Mesterlære v/ Jivananda i Thisted og København.
Hvis du vil svare på dette nyhedsbrev, skal du klikke på et af linkene herunder:
Til Pia Sofia – til Jivananda.
Hjerter Dame holder kursus på Leros de næste 10 dage. Derfor er det alene Jivananda, der forestår dette nyhedsbrev. Det betyder også, at det sædvanlige astrologiske øjebliksbillede ikke er med denne gang, da hans evner ikke rækker til at gøre sig klog på himmellegemernes betydning for vores kollektive og individuelle muligheder.
Stjernerne må med andre ord passe sig selv denne gang – eller i det mindste vente på, at Hjerter Dame vender tilbage og igen kan fortælle, hvilke udfordringer, muligheder og bevægelser de peger på i vores psykiske og spirituelle liv.
Til gengæld er der skrevet nogle betragtninger over et måske lidt anderledes aspekt af den kollektive udvikling på Jorden.
Det kollektive spirituelle arbejde
Der foregår et kollektivt spirituelt arbejde på Jorden, som ikke først og fremmest finder sted gennem organisationer, undervisning eller fælles spirituelle retninger. Det foregår på et energimæssigt plan gennem mennesker, der er i aktiv kontakt med Enhed, og som gennem en meditativ praksis deltager i en fælles harmonisering af kærlighedsfrekvensen på Jorden.
Arbejdet er helt upersonligt. Det tilhører ikke bestemte mennesker eller grupper, og det har ingen dagsorden. Det forsøger ikke at overbevise nogen om noget og formidler hverken en lære eller en bestemt viden. Det handler alene om hjerterealisering på et kollektivt plan.
Udgangspunktet er, at de realiserede hjerter ikke er adskilt fra hinanden. Når vi som mennesker bevæger os gennem sindets oplevelse af adskillelse og får en levende kontakt med Enheden, bliver vi samtidig bevidst om en forbindelse, der hele tiden har været der. Vi bliver ikke mindre individuelle af den grund. Vi er stadig de mennesker, vi er, med vores egen historie, personlighed og måde at være i verden på. Men under forskellene findes en fælles forbindelse.
Det er denne forbindelse, det kollektive arbejde hviler i.
Der sendes ikke budskaber ud til menneskeheden. Ingen fortæller andre mennesker, hvordan de skal leve, hvad de skal tro på, eller hvordan verden bør se ud. Det ville blot være endnu en bevægelse i sindet. Arbejdet består snarere i en stille samklang mellem Enheden og den menneskelige virkelighed.
Gennem meditativ tilstedeværelse stiller det enkelte menneske sig til rådighed for denne harmonisering. Ikke ved at gøre noget bestemt eller forsøge at frembringe en særlig tilstand, men ved at være åbent og nærværende i kontakten med Enheden. Kroppen, nervesystemet og bevidstheden bliver på den måde det sted, hvor forbindelsen mellem det menneskelige og Enheden kan få lov til at finde et stadig mere naturligt leje.
Man kan måske beskrive det sådan, at Enheden skubbes lidt tættere på den menneskelige fysik. Ikke fordi Enheden i sig selv bevæger sig eller forandrer sig, men fordi den menneskelige fysik gradvist får lettere ved at være i kontakt med dens svingning. Afstanden bliver mindre. Det, der før kunne opleves som fjernt eller utilgængeligt, kan komme tættere på den almindelige menneskelige erfaring. Adskillelsen mellem sind og hjerte bliver mere transparant.
Mennesker, der er spirituelt åbne, kan opleve dette kollektive arbejde uden nødvendigvis at vide, hvad de mærker. Det kan vise sig som en større følsomhed over for energi, en stærkere længsel efter stilhed eller som øjeblikke af uforklarlig indre ro og samhørighed. Nogle kan opleve, at gamle mønstre og følelser træder tydeligere frem, som om noget i dem ønsker at blive set og forløst.
Andre mærker en voksende bevægelse mod hjertet og en mindre interesse for de forestillinger og identiteter, de tidligere holdt fast i. Det behøver ikke opleves dramatisk eller særligt spirituelt. Ofte viser det sig blot som en stille fornemmelse af, at noget er ved at forandre sig indefra, og at forbindelsen til noget større end den personlige historie er blevet lettere at mærke.
Det betyder ikke, at nogen bliver påvirket eller forandret mod deres vilje. Tværtimod bygger hele arbejdet på en grundlæggende erkendelse: Hvis Jorden skal være et sted for realiseret kærlighed, må forvandlingen komme indefra i mennesket.
Vi kan ændre samfund, skabe love og opbygge institutioner. Vi kan tale om kærlighed, fred og menneskelig værdighed. Alt dette kan have stor betydning. Men ingen ydre struktur kan skabe et kærligt menneske. Kærligheden må blive levende indefra. Den må blive erfaret og få mulighed for at komme til udtryk gennem den måde, vi lever og møder hinanden på.
Det kollektive spirituelle arbejde forsøger derfor ikke at forandre mennesket. Det er snarere med til at skabe et felt, hvor mennesket lettere kan få kontakt med noget, der allerede findes i det. Muligheden er der i forvejen. Arbejdet åbner blot for, at denne mulighed kan komme tættere på den menneskelige bevidsthed.
På den måde er vi alle en del af et kollektivt ejerfællesskab på Jorden. Ikke et ejerfællesskab i almindelig forstand, men et fælles tilhørsforhold til livet og til den Enhed, vi alle udspringer af.
Ingen står udenfor. Det gælder også mennesker, der ikke interesserer sig for spiritualitet eller ikke oplever nogen bevidst forbindelse til Enheden. Forbindelsen afhænger ikke af vores tro på den. Vi er allerede en del af den.
Forskellen er blot, om vi er bevidste om det eller ej.
Når nogle mennesker bliver bevidste om denne forbindelse og gennem hjerterealiseringen kan hvile i den, bliver de samtidig en del af et arbejde, der rækker ud over deres egen person. Men ingen ejer dette arbejde. Ingen kan tage æren for det, og ingen kan gøre sig selv til centrum for det. I det øjeblik personligheden overtager arbejdet og siger: Det er mig, der gør dette, er noget af det væsentlige allerede gået tabt.
Derfor foregår det kollektive spirituelle arbejde i stilhed. Det behøver ikke at blive set, og det kræver ingen anerkendelse. Det handler ikke om at få mennesker til at tro på Enheden, men om at gøre afstanden mellem mennesket og Enheden mindre. Enhed skal ikke være et trosspørgsmål, men en oplevet virkelighed.
Og måske begynder den dybeste forvandling af Jorden netop dér. Ikke når flere mennesker bliver overbevist om kærligheden, men når kærligheden får mulighed for at blive levende i flere mennesker.
Jivanandas bøger Mesterlære I-III.
Mesterlære-serien består af tre bøger. I alt 791 sider. 64 kapitler. Udgivet indenfor en periode på 13 måneder. Skrevet i slåbrok fra kl. 05.00 – 10.00 om morgenen i en strøm af intuitiv hjerte-inspiration.
Bøgerne undersøger menneskets mulighed for at bevæge sig fra identifikation med sindet til en direkte erfaring af stilhed, hjertets intelligens og Enhed. Gennem refleksion, meditation og praksis beskriver bøgerne, hvordan sindets automatiske tanker, følelser og reaktionsmønstre gradvist kan miste deres styrende rolle og give plads til en mere umiddelbar oplevelse af nærvær, forbundethed og indre frihed.
Et grundlæggende perspektiv i trilogien er, at de tilstande og ressourcer, bøgerne beskriver, fortrinsvis allerede findes i os. Spirituel udvikling handler derfor ikke om at tilegne sig noget nyt, men om at afdække og erfare det, der allerede er til stede bag sindets identifikationer og oplevelse af adskilthed. Bøgerne skal derfor ikke først og fremmest forstås med sindet, men vække en genklang i hjertet – en genkendelse af noget, vi allerede rummer.
Trilogien behandler blandt andet stilhed, meditation, opmærksomhed, følelser, identitet, kærlighed, intuition, humor og frihed og undersøger samtidig, hvordan hjertets intelligens kan få betydning for vores relationer og den måde, vi lever sammen på.
Titlen Mesterlære henviser til forståelsen af spiritualitet som et håndværk. Indsigt bliver først levende gennem øvelse, erfaring og praksis. Bøgernes hensigt er derfor ikke at levere færdige svar, men at pege mod en erfaring og nogle iboende muligheder, som læseren selv kan opdage og udfolde.
Jivananda har yderligere skrevet et ledsagehæfte, Bag om Mesterlæren. Her fortæller han om tankerne bag trilogiens tilblivelse, den intuitive skriveproces, bøgernes opbygning og hvordan de med størst udbytte kan læses.
Hvis du allerede har købt de tre Mesterlærebøger får du hæftet tilsendt gratis. Du skal blot indbetale porto.
Bøgerne kan bestilles her.
Artikler på hjemmesiden.
Vi skriver løbene artikler, som vi sætter på hjemmesiden. Det er blevet til mere end 60 styks gennem årene.
Tjek dem ud her.
Spirituel kursusrejse til Indien med Jivan og Pia Sofia 4-13. januar 2027.
Vi gentager kursusrejsen fra sidste år, hvor vi inviterer til et samlet kursus med yoga og meditation i Shanti Retreat India i Tiruvannamalai.
I de 10 samlede dage kurset varer får du arbejdet med krop, sind og ånd i balance gennem daglige yogaøvelser, meditationer og terapeutiske øvelser. Du får selvforståelse, healing og balance i den indre verden, så du er rustet til at være autentisk i den ydre verden. Glæde og kærlighed er menneskets naturlige tilstand. Vi skal lige have genopdaget forbindelse til den lyskilde i os, som aldrig forandrer sig.
Undervisere og behjælpelige med rejse og visa er: Jivananda og Pia Sofia.
Pris: 4.500 kr.
Tilmelding og yderligere oplysninger 23273412 eller mail.
Spirituel kursusrejse til Nordindien og Nepal med Pia Sofia og Jivananda oktober 2027.
Vi er i fuld gang med at kommunikere med rejsebureau og vores guide Hemesh i Delhi for at få indrammet rejsen på bedte vis.
Vi glæder os, og kan mærke det gode sus i maven, når vi arbejder på rejsen.
Det vi ved nu er, at det bliver en 21-22 dages rejse med start tæt på 1. oktober.
Vi har ønsket:
Ankomst til Delhi fra København med 2 dages overnatning her. Besøg på Gandhis grav med meditation.
Med nattog og bus til Dharamshala/Nordindien til Gyuto kloster, hvor vi har 5 dages overnatning. Vil bestille nogle sessions med en af munkene til at undervise os i buddhistiske love og meditere.
Her underviser Jivananda og jeg også og Pia Sofia tilbyder yoga med udsigt til Himalaya bjergkæden.
Tilbage med tog til Delhi og en overnatning der.
Med fly til Katmandu/Nepal og videre til Benchen klostret, der ligger i udkanten af Katmandu. Her bliver vi 5 nætter og håber på i begge klostre at kunne deltage i nogle af de daglige ritualer og meditationer i klostrene. Også her vil vi forsøge at få undervisning af en munk.
Fra Katmandu kører vi med bus til byen Pokhara ved foden af Annapurna bjerget i Himalaya. Vi går en ”venlig” trekking med guide tilpasset vores deltageres behov. Her bliver vi i 3-4 overnatninger.
De fleste dage er det muligt at dyrke morgenyoga ved Pia Sofia.
Med bus tilbage til Katmandu og 1 overnatning.
Med fly Katmandu-Delhi og sidste 2 overnatninger her med afslutningsmiddag på skøn restaurant i Delhi.
Fly Delhi- København.
Dette er den foreløbige arbejdsplan for indholdet af rejsen i samarbejde med guiden Hemesh, som vi kender fra andre rejser til Indien og Nepal.
Han er dygtig, videns klar og humoristisk, og vi kan spørge ham om alt.
Lige nu, hvis vi skulle rejse i oktober 2026 er prisen for fly til Delhi for en gruppe 7.500 kr. pr. person. Her får vi tidsmæssige fordele for at holde flypladserne længst muligt på afrejsen.
Det betyder, at vi alle skal rejse samtidig ud og hjem, ellers ophører fordelene.
Lige så snart Hemesh og Kipling Travel har priser klar, får I dem. Kipling har lovet endelig pris 1. december 26.
Vi tør endnu ikke spå om den eksakte pris for det hele.
I øjeblikket er der en tragisk naturkatastrofe i Nepal, med kraftige oversvømmelser og store menneskelige tragedier til følge. Vi må følge med i situationen og se hvordan det udvikler sig. Der er over et år til rejsen finder sted, men sådan som verdenssituationen er i øjeblikket vil der være faktorer, der ligger udenfor vores kontrol. Gletcherkollapset skete ca. 60 km. fra Kahmandu og ca. 150 km. fra Pokhara.
Kundalini Yoga og Spirituel terapi gennem de 7 chakra.
Start lørdag 19. september 26 kl. 10 – 16.
Sanne Hoxer, yogalærer og shamanistisk trommemager og Pia Sofia Koren, spirituel psykoterapeut, yoga instruktør og astrolog inviterer til dette forløb over 7 lørdage i efteråret 26 og forår 27.
Hvert chakra – energihjul langs rygsøjlen – repræsentere bestemte tilstande i livet, forløste eller uforløste.
Hensigten med forløbet er at bevidstgøre psykiske og fysiske tilstande i vores liv, som kan levendegøre hvem vi egentlig som spirituelle mennesker i en lodret verden.
Vi arbejder med Kundalini yoga øvelser for at vække og åbne kroppen, således at de følgende terapeutiske øvelser healer eventuelle sår, skygger, talenter og andre ubevidste tilstande. Vi starter 9. september med rodchakraet, Muladhara.
Program:
10 – 11 Kundalini yoga
11.15 – 12.30 terapeutiske øvelser, hvor vi arbejder både teoretisk og praktisk med respons på spørgsmål.
12.30 – 13.30 frokost
13.30 – 15.30 Meditation, mantra sang og pranayama øvelser
15.30 – 16.00 kaffe, the og kage.
Diplom gives for deltagelse alle lørdage.
Følgende lørdage: 19/9, 24/10, 21/11, 30/1-27, 27/2, 27/3 og 24/4.
Pris: 1050 kr. pr. gang inkl. lækker vegetar frokost. kaffe, the og kage.
Vi har alt tilbehør, yogamåtter, tæpper m.m.
Sted: Hridaya Svalgaard center, Rosvangvej 47, 7700 Thisted.
Sanne Hoxer er uddannet yogalærer og shamanistisk trommeslager og har undervist i yoga gennem flere år.
Pia Sofia Koren er spirituel psykoterapeut, yoga instruktør, astrolog og drømmetyder. Hun har praktiseret terapi i over 35 år og undervist i yoga siden 2008.
Tilmelding og yderligere oplysninger: 51350075 eller mail.
Nymåne ceremoni i Sannes tipi fredag 11. sep. kl. 19-21.
Alle er velkomne til denne fejring af Nymånen i Jomfruens stjernetegn. Sanne og Pia Sofia inviterer til lysmeditation, snak om Jomfru-nymånen, om renselse, ærlighed og trommerejse i Sannes tipi 12. august kl. 19 på Michel Wester 8, Klitmøller.
Pris: 350 kr.
Henvendelse: Sanne 25 46 11 49 eller Pia Sofia 51 35 00 75.
Mesterlære v/ Jivananda i Thisted og København.
Læs mere her.
©2026 Hridaya Center| Designet & udviklet af Norsite web & design