
Jivananda: Mesterlære – en indre vej i stilhed og nærvær
Dette forløb følger den gammeldags mesterlære-tradition, som vi kender fra håndværksfag: en levende overlevering fra menneske til menneske. Den bygger ikke på undervisning i klassisk teoretisk forstand, men på tilstedeværelse, erfaring og vejledning i det, der ikke kan tilegnes teoretisk, men kun genkendes i praksis.
Forløbet tager altid udgangspunkt i, hvor eleven er. Der er ingen faste programmer eller krav om, hvad der skal opnås. I stedet lyttes der ind i det, der er levende og sandt i øjeblikket – i kroppen, i hjertet og i bevidstheden.
Vi arbejder på at komme bag sindet. Ikke for at fornægte det, men for at løsne dets dominans og genopdage det, der ligger bag tankerne og følelserne – stilheden, væren og det indre vidne. Mesterlæren hjælper med at opløse identifikation med sindets bevægelser, så den dybere frihed kan træde frem.
Når gamle mønstre, sår eller psykologiske blokeringer står i vejen, anvendes terapeutisk samtale og meditationsøvelser – ikke som mål i sig selv, men som støtte til at rense vejen for det, der skærmer for indre iboende ressourcer.
Kernen er meditativ stilhed. Ikke som passivitet, men som den oprindelige stilhed, hvorfra alt opstår – og som altid er tilgængelig, når vi holder op med at søge og blot er til stede. Her vågner hjertets intelligens, og her begynder en ny måde at se og være på.
Mesterlæren er for dig, der mærker længsel efter indre frihed, og som ønsker at leve i overensstemmelse med det, der ikke kan tillæres, men kun erfares.
![]()
Pia Sofia:
Efter af have undervist én deltager i mesterlære har jeg også fået lyst til at tilbyde dette kursus til interesserede. Kursusformen optog mig med det samme, idet vi på rimelig kort tid kom ind til det essentielle hos personen, der forbinder personligheden med det spirituelle, som er vores evige væren.
Som overordnet essens handler mesterlæren om at heale adskillelsens sår i sindet til medfølelse og kærlighed og kreere en permanent forbindelse til det i os, der er evigt eksisterende og forbinde individet med enhedsplanet.
Derfor vil jeg fremover tilbyde kurset til personer, der føler sig parat til mesterlære hos mig.
![]()
Mesterlæren indeholder:
6 kursusdage fordelt på 12 måneder.
Hver kursusdag er 5 timer.
Antal deltagere: 1
Samlet pris: 9.600 kr. i Thisted og 10.800 kr. i København.
Det er kun Jivananda, der afholder mesterlære i København.
Betalingsform:
Thisted: Betaling ved tilmelding: 2400 kr. Derefter 1200 kr. pr. kursusdag.
København: Betaling ved tilmelding 2400 kr. Derefter 1400 kr. pr. kursusdag.
Målsætning og indhold af forløbet fastlægges i samarbejde med deltageren ved kursusstart.
Det er således muligt at ”skræddersy” individuelle forløb til hver enkelt deltager.
Mesterlæren tager dig det næste skridt på din vej
![]()

Mesterlære-serien består af tre bøger. I alt 791 sider. 64 kapitler. Udgivet inden for en periode på 13 måneder. Skrevet i slåbrok fra kl. 05.00 – 10.00 om morgenen i en strøm af intuitiv hjerte-inspiration. 🙂
Trilogien undersøger menneskets mulighed for at bevæge sig fra identifikation med sindet til en direkte erfaring af stilhed og Enhed, som ligger bag personligheden og oplevelsen af adskilthed.
Serien beskriver en indre bevægelse, der begynder med opmærksomheden på hverdagens tanker, følelser og reaktionsmønstre og gradvist åbner for en mere grundlæggende erkendelse af menneskets natur. Stilhed er et gennemgående tema – ikke forstået som fravær af lyd eller aktivitet, men som en bevidsthedstilstand, hvor sindets automatiske bevægelser mister deres styrende rolle.
Et andet gennemgående tema i trilogien er forskellen mellem sindets og hjertets intelligens. Sindet orienterer sig ved at opdele, navngive, analysere og sammenligne. På den måde skaber det oplevelsen af individualitet og adskillelse – mellem mig og de andre, mellem subjekt og objekt – og denne opdeling kommer let til at fremstå som virkeligheden selv.
Hjertets intelligens beskrives derimod som en umiddelbar erkendelsesform, hvor nærvær, intuition og oplevelsen af forbundethed træder i forgrunden. Trilogien undersøger, hvordan disse to måder at erfare livet på præger vores tanker, følelser og relationer og hvordan sindets opdelinger gradvist kan miste deres dominerende rolle. Derved bliver det muligt at erfare en større frihed og sammenhæng, uden at mennesket ophører med at fungere som et unikt individ.
Bøgerne behandler emner som meditation, opmærksomhed, åndedræt, følelsernes dynamik, identitet, humor, kærlighed, intuition og frihed. De trækker samtidig på den ikke-dualistiske tradition og udforsker begreber som jnana, bodhisattvaens vej og forholdet mellem den personlige og den universelle bevidsthed.
Et gennemgående perspektiv er, at de ressourcer, der gør indre frihed mulig, allerede findes i alle mennesker. Vejen består derfor ikke i at skabe en ny identitet, men i gradvist at gennemskue de mentale og følelsesmæssige mønstre, som skjuler det, der allerede er til stede.
Trilogien retter også blikket mod den verden, vi lever i. Den undersøger, hvordan relationer, undervisning, ledelse og samfund kunne udvikle sig, hvis hjertets intelligens fik større betydning end frygt, konkurrence og identifikation. Udgangspunktet er, at varige forandringer i fællesskabet begynder med en forandring i bevidstheden hos det enkelte menneske.
Mesterlære er skrevet som en samlet undersøgelse af bevidsthedens muligheder. Bøgerne forener refleksioner, praksis og erfaringer i en sammenhængende treklang, der inviterer læseren til selv at undersøge de spørgsmål, indholdet rejser. Ambitionen er ikke at levere færdige svar, men at pege mod en erfaring, som ifølge trilogien allerede findes som en mulighed i ethvert menneske.
Hvorfor Mesterlære? Fordi spiritualitet først og fremmest er et håndværk. Ligesom ethvert andet håndværk kan det ikke tilegnes gennem teori alene, men må læres gennem øvelse, erfaring og vedvarende praksis. Indsigt får først værdi, når den omsættes til levet erfaring og viser sig i den måde, vi møder os selv, andre mennesker og livet på. Trilogien bygger på den forståelse, at spirituel udvikling ikke handler om at samle viden, men om at afdække iboende færdigheder, der gradvist bliver en naturlig del af den måde, vi lever på.
©2026 Hridaya Center| Designet & udviklet af Norsite web & design