Paradiset, vi aldrig forlod er fortællingen om Adam og Eva som et symbol på menneskets bevægelse fra Enhed til adskillelse. Frugten fra kundskabens træ er sindet, som giver os evnen til at skelne, analysere og vurdere, men samtidig opdeler virkeligheden i mig og dig, rigtigt og forkert, ønsket og uønsket. Herfra vokser individualitet, fordømmelse og begær.
Paradiset er i denne forståelse ikke noget, vi har mistet, men det hjertefællesskab, der hele tiden eksisterer bag sindets oplevelse af adskillelse. Vejen tilbage handler derfor ikke om at afskaffe sindet eller individualiteten, men om ikke længere at identificere sig med dem. Vi er mange og forskellige, men det, vi dybest set er en del af, er ét.

Fortællingen om Adam og Eva og uddrivelsen af Paradiset kan læses som et symbol på en grundlæggende bevægelse i menneskets bevidsthed. Paradiset er i denne forståelse ikke et sted, mennesket engang befandt sig, men et billede på den Enhed, der allerede eksisterer – det hjertefællesskab, som vi alle er en del af, men ikke nødvendigvis oplever os som en del af.

Det afgørende i fortællingen er kundskabens træ.

Når Adam og Eva spiser af frugten, kan det symbolsk forstås sådan, at mennesket tilegner sig sindet og integrerer det som en del af sin måde at være i verden på. Dermed opstår evnen til at skelne, analysere, sammenligne, vurdere, huske og forestille sig det, der endnu ikke er sket. Det er en afgørende menneskelig evne, men samtidig sker der noget andet: Verden bliver delt op.

Sindet kan kun forstå gennem forskelle. Det skelner mellem mig og dig, før og efter, godt og dårligt, ønskeligt og uønsket. Det er ikke en fejl ved sindet, men dets grundlæggende måde at fungere på.

Det er derfor heller ikke tilfældigt, at Adam og Eva efter at have spist frugten opdager, at de er nøgne. For første gang ser de sig selv udefra. De bliver bevidste om sig selv som nogen, der kan betragtes af den anden. Dermed opstår en grænse mellem dig og mig.

Men med denne grænse følger mere end adskillelse.

Når sindet først har opdelt virkeligheden, begynder det samtidig at vurdere det, det ser. Noget bliver rigtigt og noget forkert. Noget bliver bedre og noget dårligere. Noget ønsker vi at nærme os, andet ønsker vi at fjerne os fra.

Fordømmelsen opstår, når vi ikke blot ser forskellen, men tillægger den værdi. Vi vurderer os selv, hinanden og verden ud fra de målestokke, sindet skaber. Og begæret opstår, når sindet forestiller sig, at noget andet end det, der allerede er, kan gøre os mere hele, tilfredse eller fuldkomne. Vi begynder at stræbe efter det, vi ikke har, og afvise det, vi ikke ønsker.

Adskillelse, fordømmelse og begær bliver på den måde forskellige udtryk for den samme grundlæggende bevægelse. Først opdeler sindet virkeligheden. Derefter vurderer det delene. Til sidst begynder det at foretrække den ene frem for den anden.

Man kunne sige, at individualiteten bliver bevidst om sig selv.

Det er denne bevægelse, der driver mennesket ud af Paradiset. Ikke som en straf, men som en konsekvens. I det øjeblik vi identificerer os med det sind, der opdeler, vurderer og begærer, kan vi ikke længere opleve Enheden på samme umiddelbare måde.

Vi bliver ikke nødvendigvis smidt ud af Paradiset. Vi mister evnen til at opleve, at vi stadig befinder os i det.

Før denne opdeling ligger enfoldigheden.

I dag bruger vi ofte ordet enfoldig om et menneske, der er naivt, mindre begavet eller ikke forstår verdens kompleksitet. Det er interessant, fordi denne vurdering netop kommer fra sindet.

Sindet værdsætter kompleksitet. Det betragter evnen til at analysere, argumentere, skelne og håndtere mange forskellige perspektiver som tegn på intelligens. Jo mere komplekst et menneske kan tænke, desto mere intelligent opleves det ofte.

Derfor må enfoldigheden næsten nødvendigvis fremstå som en mangel set fra sindets perspektiv.

Men ordet kan forstås anderledes. Ordet enfoldighed peger i sin oprindelige betydning mod det ene og enkle (1-fold = ganget med 1), i modsætning til mangfoldigheden – de mange. (F.eks. 10-fold). Enfoldighed er i denne betydning ikke dumhed eller mangel på intelligens. Det er det udelte. Non-dualitet.

Det betyder heller ikke, at vi skal tilbage til en tilstand uden intelligens, refleksion eller viden. Vi kan ikke gøre sindet ugjort. Kundskabens frugt er spist. Sindet er blevet en del af menneskets måde at eksistere på.

Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal af med sindet, men om vi fortsat skal identificere os med det.

Sindet er mangfoldigt. Én tanke skaber en anden. Ét synspunkt skaber muligheden for et andet. Vi får forskellige holdninger, værdier, historier, ønsker, frygt og forestillinger om livet.
Det ene bliver til de mange.

Sindets spiritualitet er mangfoldig. Mange adskilte manifestationer og skikkelser: Engle, mestre, vejledere, Den hellige Treenighed, himmel og helvede.

Og jo mere virkeligheden opleves gennem de mange individuelle perspektiver, desto stærkere kan oplevelsen af adskillelse blive. Vi bliver ikke blot forskellige. Vi bliver adskilte.

Individualiteten bliver efterhånden så selvfølgelig, at vi oplever den som vores egentlige identitet. Jeg er mig, og du er dig. Mit liv er mit, dine erfaringer er dine, mine behov står over for dine behov.

På den måde kan menneskeheden bestå af milliarder af mennesker, som alle befinder sig i den samme grundlæggende Enhed, samtidig med at næsten alle oplever sig som individuelle og adskilte.

Det er måske den egentlige uddrivelse af Paradiset.

Paradiset behøver derfor ikke genopbygges. Enheden skal ikke skabes. Hjertefællesskabet eksisterer allerede.

Det ligger under vores individuelle historier, holdninger, religioner, kulturer og forestillinger om, hvem vi er. Det afhænger ikke af, at vi bliver enige, tænker ens eller lever på samme måde.

Det er vigtigt, for ellers risikerer vi at lade sindet forsøge at skabe Enheden. Så begynder vi at udvikle forestillinger om, hvordan mennesker burde være, hvad de burde forstå, og hvordan et fællesskab burde se ud.

Men Enhed kan ikke skabes af mangfoldigheden. Den kan erkendes i den.

Hjertet kan rumme noget, som sindet har vanskeligt ved: at forskellighed og Enhed kan eksistere samtidig. Individualiteten behøver derfor ikke forsvinde. Vi kan fortsat være forskellige mennesker med forskellige evner, historier og udtryk. Men forskelligheden behøver ikke længere betyde adskillelse.

Måske er det netop her, enfoldigheden vender tilbage – men på et andet niveau.
Ikke som den enfoldighed, der eksisterede før kundskaben, men som en bevidst enfoldighed, der har været gennem mangfoldigheden uden længere at være fanget af den.
Vi har sindet, men vi er ikke sindet.

Vi har individualiteten, men vi er ikke adskilte.

Vi er mange, men det, vi dybest set er en del af, er ét.

Set på den måde handler vejen tilbage til Paradiset ikke om at vende tilbage til noget, der var engang. Det handler om igen at kunne opleve det, som hele tiden har været her.
Vi blev aldrig smidt ud af selve Paradiset.

Vi blev smidt ud af oplevelsen af det, da vi tilegnede os sindet og begyndte at opleve verden gennem adskillelse, fordømmelse og begær.

Hjertefællesskabet forsvandt ikke.
Vi holdt blot op med at kunne se det.

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.