I fortællingen om Paradiset, vi aldrig forlod er adskillelsen en bevægelse i menneskets bevidsthed. Sindet opdeler virkeligheden i dig og mig, rigtigt og forkert, ønsket og uønsket. Denne opdeling er nødvendig for, at vi kan orientere os i verden, men den kan samtidig få os til at opleve vores eget perspektiv som hele virkeligheden. Adskillelsen viser sig derfor sjældent som en stor filosofisk tanke. Den kommer til udtryk midt i hverdagen, i vores reaktioner og i den måde, vi møder andre mennesker på.

Et af de tydeligste steder er vores behov for at have ret.

Når vi er uenige med et andet menneske, kan samtalen hurtigt ændre karakter. Det, der begyndte som en udveksling af forskellige synspunkter, bliver til en kamp om, hvem der ser situationen rigtigt. Vi holder fast i vores argumenter, finder nye begrundelser og lytter især efter det, vi kan svare på. Efterhånden handler samtalen mindre om det oprindelige emne og mere om at beskytte den position, vi har indtaget.

Behovet for at have ret skaber afstand. Det andet menneske bliver en modpart, som enten skal overbevises eller bringes til tavshed. Selv i nære relationer kan en mindre uenighed vokse, fordi begge forsøger at fastholde deres egen fortælling om det, der er sket.

Nogle mennesker bliver ofte sat til vægs i en diskussion, ikke fordi de mangler argumenter, men fordi de faktisk lytter. De er ofte naturlige hjertemennesker, som forsøger at forstå, hvad den anden siger, mens modparten allerede er i gang med at forberede sit næste argument. Deres åbenhed kan ligne usikkerhed, men er snarere udtryk for, at de værner mere om kontakten end om at vinde diskussionen. Så hvis du ofte bliver ”jordet” i en diskussion, er det sikkert, fordi du har en dybere hjertekontakt end den person, du snakker med. 🙂

En anden form for adskillelse opstår, når vi føler os sårede eller uretfærdigt behandlet. Smerten kan være reel, og handlingen kan faktisk have været urimelig. Alligevel kan oplevelsen få et længere liv i os, fordi sindet bliver ved med at vende tilbage til den. Vi gennemgår situationen, forestiller os andre måder, vi kunne have reageret på, og bygger videre på fortællingen om den uret, vi blev udsat for.

På den måde bliver hændelsen ved med at finde sted i vores indre, længe efter at den ydre situation er afsluttet. Fortiden får lov til at bestemme, hvordan vi møder nutiden. Vi ser måske det andet menneske gennem det, der skete, og os selv som den, der blev ramt. Begge bliver fastholdt i bestemte roller, og den levende kontakt mellem os forsvinder bag historien.

Adskillelsen bliver endnu tydeligere, når vi gør et andet menneske til årsagen til vores indre tilstand. Vi oplever måske uro, vrede eller tristhed og retter straks opmærksomheden mod den, der udløste følelsen. Den andens handling bliver forklaringen på, hvordan vi har det.

Dermed afleverer vi samtidig en del af ansvaret for vores indre liv. Opmærksomheden bliver bundet til det, den anden sagde eller gjorde, mens vores egen reaktion træder i baggrunden. Vi kommer til at vente på, at den anden skal forstå, forandre sig eller gøre skaden god igen, før vi selv kan finde ro.

I alle tre situationer findes der et lille mellemrum, som let overses. Det ligger mellem det, der sker, og den reaktion, der straks begynder at tage form. Her kan vi mærke behovet for at have ret, smerten over at være blevet såret eller impulsen til at placere ansvaret hos den anden.

Denne pause kræver ingen omfattende analyse. Den begynder med, at vi registrerer det, der bevæger sig i os, uden øjeblikkeligt at følge det. Vi kan mærke vreden uden at lade den bestemme vores næste handling. Vi kan anerkende såret uden at gøre det til hele vores identitet. Vi kan se vores eget perspektiv klart og samtidig huske, at et andet menneske oplever situationen fra et andet sted.

I denne pause bliver identifikationen en smule løsere. Vi befinder os stadig i en verden af forskelle, men forskellene behøver ikke at blive til afstand. Vi kan tage ansvar for det, der foregår i os, og møde den anden uden først at skulle vinde, forsvare os eller placere skyld.

Her bliver Enhed noget, der kan leves midt i det almindelige liv. Den viser sig som evnen til at bevare forbindelsen, også når vi er uenige, sårede eller følelsesmæssigt berørte. Vi er fortsat forskellige mennesker med hver vores historie og perspektiv, men bag forskellene findes den sammenhæng, vi aldrig har forladt.

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.