Der kan komme et tidspunkt, hvor det psykiske arbejde ikke længere fører os dybere, men begynder at gentage sig. Vi oplever måske stadig angst, vrede, sorg eller utilstrækkelighed og antager derfor, at der fortsat er noget, som skal forstås, bearbejdes eller heales. Men følelsen af, at noget vender tilbage, er ikke nødvendigvis et tegn på, at arbejdet er uafsluttet. Det kan også være sindet, der genaktiverer en allerede gennemlevet erfaring.

Når en psykisk tilstand er bearbejdet, forsvinder den ikke fra hukommelsen. Den bliver liggende som en erfaring, vi kan genkalde os. Hvis opmærksomheden samler sig om den, tilføres den energi, og den kan igen opleves levende og nærværende. Kroppen reagerer, tankerne løber af med os, og følelsen får på ny en forklaring: Denne gang skyldes angsten arbejdet, parforholdet, helbredet eller fremtiden. Men bag den nye fortælling kan der ligge en velkendt tilstand, som allerede er blevet mødt og gennemlevet.

Sindet kan give den samme grundfølelse mange forskellige masker. En grundlæggende sorg kan den ene gang knytte sig til et tab, den næste til ensomhed og senere til følelsen af ikke at blive set. Vreden kan først rette sig mod en partner, siden mod en kollega og derefter mod samfundet eller ens egne begrænsninger. Angsten kan finde sin begrundelse i helbredet, økonomien, relationerne eller en usikker fremtid.

Forklaringer og årsager skifter, men følelsens indre grundstruktur forbliver den samme. Derfor kan vi komme til at arbejde med den samme psykiske kvalitet igen og igen under forskellige overskrifter. Vi tror, at vi bevæger os dybere, men bevæger os i virkeligheden rundt i ring.

Hvordan ved vi da, om en tilstand er færdigbearbejdet?

Et væsentligt tegn er genkendelsen. Vi opdager, at selv om fortællingen er ny, er følelsens grundstruktur den samme. Vi kender dens bevægelse, dens tanker og dens kropslige udtryk. Den indeholder ikke længere nogen egentlig opdagelse. Det psykiske arbejde giver ikke ny klarhed, men gentager forklaringer, vi allerede har forstået.

Et andet tegn er, at vi kan rumme følelsen, når den opstår. Den kan være ubehagelig, men vi bliver ikke fuldstændig opslugt af den. Der findes allerede en afstand, hvorfra vi kan se den. Netop denne afstand kan være begyndelsen på overgangen fra identifikation til vidnebevidsthed.

Men det psykiske arbejde ophører ikke af sig selv. Det ophører, fordi vi træffer en beslutning. På et tidspunkt vælger vi ikke længere at betragte enhver tilbagevendende følelse som en opgave, der kræver endnu en bearbejdning. Vi beslutter, at det, vi allerede har forstået, mærket og gennemlevet, ikke behøver at undersøges igen, blot fordi sindet præsenterer det i en ny forklædning.

Denne beslutning er ikke en fornægtelse af psyken eller en flugt fra følelserne. Den er en indre markering af, at vi ikke længere vil give det allerede gennemlevede samme magt over vores opmærksomhed. Vi kan ikke altid vælge, hvilke følelser der opstår, men vi kan vælge, om vi vil følge dem ind i endnu en fortælling om, hvem vi er.

At være færdig betyder derfor ikke, at følelsen aldrig viser sig igen. Det betyder, at vi ikke behøver at gå ind i dens fortælling, hver gang den viser sig. Vi kan lade den være til stede uden straks at spørge, hvorfor den er kommet, hvad den betyder, og hvad vi skal gøre ved den. I stedet kan vi registrere: ”Her er angst. Her er vrede. Her er sorg. Men vi behøver ikke at spørge: ”Hvorfor er jeg angst, vred eller sorgfuld?”

Overgangen sker ved, at opmærksomheden flyttes fra følelsens indhold til det, der er bevidst om følelsen. Vi spørger ikke længere kun: ”Hvad foregår der i mig?” Vi vender os også mod spørgsmålet: ”Hvad er det, der ser, at dette foregår?”

Vidnet er ikke en ny identitet, vi skal skabe. Det er den bevidsthed, som allerede registrerer tanker, følelser og kropslige reaktioner. Når en følelse kan iagttages, kan den ikke være hele vores væsen. Noget mærker vrede eller angst, men noget andet er samtidig bevidst om det.

Her begynder spiritualiteten bag sindet at åbne sig. Ikke ved at vi bekæmper eller fornægter psyken, men ved at vi holder op med at gøre enhver psykisk bevægelse til os selv. Følelserne må gerne komme og gå, og tankerne må gerne skabe deres fortællinger. Vi behøver blot ikke følge dem ind i endnu en bearbejdning.

Det kræver en ærlig skelnen. Nogle sår kalder stadig på omsorg og psykisk arbejde. Andre er allerede gennemlevet og fortsætter kun, fordi vi tilfører dem opmærksomhed og identitet.
Modenheden består både i at mærke forskellen og i at turde handle på den. Ingen ydre instans kan endeligt erklære os færdige. På et tidspunkt må vi selv tage beslutningen.

Spørgsmålet bliver derfor ikke længere: ”Hvad mangler jeg stadig at bearbejde?” Det bliver: ”Hvem er jeg, når jeg vælger ikke længere at gå ind i det, som allerede er bearbejdet?”

I denne vending ophører psyken ikke med at eksistere. Men den mister sin plads som centrum for vores identitet. Den bliver noget, der bevæger sig i bevidstheden, mens vi langsomt genkender os selv som den stilhed, hvori bevægelsen finder sted.

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.