Meningsløshed forbindes ofte med noget negativt. Når livet mister mening, kan vi opleve tomhed, manglende retning og miste det, der tidligere gav os motivation. Men måske er det ikke fraværet af mening i sig selv, der skaber denne oplevelse. Måske er det sindets reaktion på ikke længere at kunne finde den sammenhæng, det er vant til at orientere sig efter.

Sindet skaber mening ved at sætte vores oplevelser i forhold til hinanden. Det bruger tidligere erfaringer til at forstå det, der sker nu, og forestillinger om fremtiden til at vurdere, hvor det kan føre hen. Når vi kan se en forbindelse mellem det, vi gør, og det, vi forventer, oplever vi lettere livet som meningsfuldt.

Denne evne er vigtig for vores psykiske orientering. Men den betyder også, at vi let kommer til at forbinde mening med værdi. Noget er meningsfuldt og derfor vigtigt. Noget andet opleves som meningsløst og derfor værdiløst. Vores psykiske velbefindende kan dermed blive afhængigt af, at livet passer ind i vores forestilling om det.

Når denne forestilling bryder sammen, kan meningsløsheden vise sig. Det kan ske ved eksistentielle kriser eller forandringer, hvor noget, der tidligere gav livet retning, forsvinder. Men det kan også opstå mere stille, når vi ikke længere oplever den samme betydning i det, vi hidtil har stræbt efter.

Her kan der opstå tomhed, uro og manglende motivation. ”Hvis det, jeg gør, ikke fører til noget, hvorfor så gøre det? Hvis mit liv ikke har en bestemt retning, hvordan ved jeg så, om jeg lever rigtigt?”

Bag disse spørgsmål ligger ofte et behov for kontrol. Mening gør livet mere overskueligt. Men livet følger ikke nødvendigvis vores forestillinger. Det er mere uforudsigeligt, end sindet bryder sig om.

Det samme fravær af mening kan imidlertid opleves helt anderledes.
Det kan opleves som meningsfrihed.

Meningsløshed og meningsfrihed ser på det samme liv, men fra to grundlæggende forskellige synsvinkler. Det er ikke nødvendigvis virkeligheden, der adskiller dem, men vores forhold til den.

Fra meningsløshedens synsvinkel bliver fraværet af en overordnet mening et problem: Noget mangler, livet burde have en retning, og tomrummet skal fyldes. Fra meningsfrihedens synsvinkel er det samme fravær en frihed. Her er der ikke længere noget krav om, at livet skal begrundes, forklares eller føre et bestemt sted hen for at have værdi. Det, der fra den ene synsvinkel opleves som et tab, opleves fra den anden som en frisættelse. Meningsløsheden lider under fraværet af mening. Meningsfriheden er fri i dette fravær.

Skiftet i synsvinkel er samtidig et skift fra sindet til hjertet. Det samme liv, som sindet kan opleve som meningsløst, kan fra hjertet opleves som meningsfrit – ikke tømt for betydning, men befriet fra kravet om at skulle have en mening.

Meningsfrihed betyder ikke ligegyldighed eller passivitet. Vi holder ikke op med at elske, arbejde, skabe eller engagere os. Men vores handlinger behøver ikke længere at føre mod et bestemt mål eller bevise, at vores liv har værdi.

Meningsfriheden opstår, når vi ikke længere behøver at bruge mening til at ”lime” vores liv psykisk sammen. Vi behøver ikke hele tiden at vide, hvorfor noget sker, eller hvad det skal føre til.

En oplevelse kan derfor få lov til at være, hvad den er, uden straks at skulle indgå i en større fortælling. En sorg behøver ikke at have en mening. Et tab behøver ikke at rumme en skjult lære. En periode med stilstand behøver ikke at være et skridt på vejen mod noget andet.

Vi behøver heller ikke gøre os selv til hovedpersonen i en fortælling, hvor alt skal forstås i forhold til vores udvikling, mål og fremtid. Livet kan få lov til at være større end vores personlige historie.

Her opstår en særlig psykisk åbenhed. Når vi ikke længere kræver, at livet skal passe ind i en bestemt forståelse, bliver der mere plads til det uforudsete, det uforklarlige og det endnu ukendte.
Vi mister ikke nødvendigvis retning, men bliver mindre afhængige af at kende den på forhånd.

Meningsfrihed er derfor ikke et liv uden betydning. Noget kan fortsat opleves som dybt meningsfuldt. Forskellen er, at meningen ikke længere er nødvendig for vores oplevelse af livets værdi.

Dermed kan en indre spænding falde bort. Vi behøver ikke hele tiden vurdere, om vi er på rette vej, bruger livet rigtigt eller foretager os noget, der er betydningsfuldt nok.

Forskellen mellem meningsløshed og meningsfrihed ligger således ikke først og fremmest i livet, men i vores tilgang til det.

Det er ikke livet, der ændrer sig. Det er kravet til livet, der falder bort.

Livet er stadig levende. Der er mennesker at elske, sorg at mærke, musik at lytte til, arbejde at udføre og øjeblikke at være til stede i.

Meningsfrihed er ikke fraværet af betydning.
Det er friheden fra at være afhængig af, at livet skal have mening.

Spirituelt rummer meningsfriheden en bevægelse væk fra sindets forsøg på at gøre livet forståeligt og hen imod en mere umiddelbar deltagelse i selve livet. Så længe vi søger en overordnet mening med vores eksistens, møder vi ikke livet helt direkte. Det filtreres gennem sindets behov for mening, forståelse og kontrol og bliver dermed fortolket, før det bliver erkendt. Dette filter skaber en afstand, fordi vi ikke alene møder det, der er, men også sindets forestillinger om, hvad det betyder.

Meningsfriheden mindsker denne afstand.

Når livet ikke længere behøver at passe ind i en større fortælling, bliver det muligt at møde det mere direkte. Det betyder ikke, at sindet forsvinder, eller at vi holder op med at forstå og fortolke. Men fortolkningen mister sin position som den instans, der skal afgøre, om livet er rigtigt, værdifuldt eller fuldendt.

Her får meningsfriheden en dybere spirituel betydning. Den udfordrer forestillingen om, at vores personlige liv nødvendigvis skal være en rejse mod et bestemt mål. Selv den spirituelle søgen kan blive bundet til mening: Vi skal udvikle os, vågne, realisere noget eller nå frem til en bestemt tilstand. Dermed kan spiritualiteten komme til at videreføre den samme grundstruktur, som sindet allerede kender: oplevelsen af, at det, der er nu, skal føre frem til noget, der endnu ikke er.

Meningsfriheden åbner for noget andet.

Vi kan stadig udvikle os, praktisere og bevæge os spirituelt, men det behøver ikke være en betingelse for vores væren. Det levende øjeblik behøver ikke være et middel til et fremtidigt spirituelt mål. Det har allerede en spirituel betydning, fordi det kun er gennem det liv, der faktisk leves, at vi kan opleve dybere potentialer i vores væren.

Disse potentialer findes ikke i forestillingen om et sted, vi skal nå frem til, men kan erkendes gennem livet, sådan som det udfolder sig nu. Alt liv rummer derfor en spirituel mulighed, fordi selve det at være levende giver adgang til dybere lag af erkendelse og væren.

Meningsfriheden frigør os samtidig fra noget af det slør, som sindets fortolkninger lægger mellem os og den direkte oplevelse af livet. Og netop livet selv er den direkte vej til den oplevede erkendelse af Enhed, som er skabelsens oprindelse. Vi behøver ikke søge bag livet efter det, som livet udspringer af. Vi kan nærme os det gennem selve det levende. Livets udspring er indeholdt i dets manifestation.

Denne erkendelse kan ikke tænkes frem eller findes gennem en forklaring. En forestilling om skabelsens oprindelse er stadig en forestilling. Den oplevede erkendelse kan kun finde sted gennem nærværet i nuets fulde potentiale. Fortiden møder vi som erindring og fremtiden som forestilling. Kun i nuet møder vi livet som direkte erfaring.

Nuet er i denne sammenhæng ikke blot et tidspunkt mellem fortid og fremtid. Det er dér, vores bevidsthed kan være i direkte kontakt med det liv, som udfolder sig. Når sindets fortolkninger, forventninger og krav om mening træder tilbage, bliver denne kontakt mindre tilsløret. Vi søger ikke længere skabelsens oprindelse som noget fjernt, der skal nås eller forstås, men åbner os for at erkende den gennem det liv, der allerede udfolder sig i os og omkring os.

Her nærmer meningsfriheden sig overgivelsen. Ikke som passivitet, men som ophøret af kravet om, at virkeligheden skal fortælle os, hvorfor den er, som den er. Vi behøver ikke gøre sorgen til en lære, kærligheden til en belønning eller modgangen til et nødvendigt trin i vores udvikling. Vi kan møde det, der er, uden først at placere det i en spirituel forklaringsmodel.

Det er samtidig en bevægelse fra sindets fortolkning mod hjertets umiddelbare væren. Hjertet behøver ikke kende meningen med kærligheden for at elske eller meningen med livet for at være levende. Hvor sindet spørger: ”Hvad betyder dette?”, kan hjertet ganske enkelt være til stede i det, der er.

Meningsfriheden bliver dermed en frihed fra at skulle forstå eksistensen for at kunne overgive sig til den. Den fjerner ikke alle de slør, der står mellem os og den direkte erkendelse, men opløser et af de væsentligste, nemlig kravet om, at livet skal betyde noget andet end det liv, der udfolder sig lige nu.

Og måske ligger dens dybeste spirituelle betydning netop her: Når behovet for at finde meningen med livet falder bort, står livet tilbage – ikke som en gåde eller opgave, der skal løses, men som den direkte vej til oplevelsen af det, livet udspringer af.

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.