Når vi taler om at skabe et hjertefællesskab på Jorden, ligger der en lille misforståelse i selve formuleringen. For hjertefællesskabet skal ikke skabes. Det findes allerede.

Det findes som Enhed.

Bag vores forskellige personligheder, historier, kulturer, religioner og livsformer findes en forbindelse, som ikke er opstået mellem os, og som derfor heller ikke kan forsvinde. Vi er forskellige udtryk for det samme liv. Adskillelsen er virkelig på det praktiske og fysiske plan, men den er ikke vores dybeste virkelighed.

På sin vis har mennesket gennem hele sin historie været snublende nær denne erkendelse. Vi har altid levet i Enheden, været afhængige af hinanden og været uløseligt forbundet med naturen og alt andet liv. Men samtidig har vi bevæget os i en anden retning. Vi har givet stadig større betydning og kraft til individualiteten. Vi har ønsket at skille os ud, skabe vores egen historie, sætte vores eget aftryk og blive nogen i forhold til de andre. Det har givet mennesket en stærk individuel bevidsthed og en enorm skaberkraft, men har samtidig forstærket oplevelsen af adskillelse.

Individualiteten er ikke problemet. Den giver livet mulighed for at udtrykke sig forskelligt gennem hvert enkelt menneske. Problemet opstår, når vi forveksler individualiteten med vores dybeste identitet. Så bliver forskelligheden ikke længere blot livets mangfoldighed, men grundlaget for oplevelsen af, at vi eksisterer hver for sig.

Sindet understøtter denne oplevelse. Det opdeler, sammenligner og vurderer. Det skaber dig og mig, dit og mit, os og dem. Hjertet erkender noget andet. Det ophæver ikke forskellene, men oplever forbindelsen gennem dem. Vi forbliver individer, men kan samtidig erkende det fælles liv, der bevæger sig gennem os alle.

Derfor skal vi ikke vente på, at et hjertefællesskab engang opstår på Jorden. Vi skal opdage det fællesskab, vi allerede befinder os i.

Vejen dertil kan begynde med, at vi undersøger selve oplevelsen af adskillelse. Vi kan lægge mærke til de øjeblikke, hvor den bliver mindre: når vi elsker, er stille, glemmer os selv i musik eller natur, eller når et andet menneskes glæde eller smerte bevæger os. I sådanne øjeblikke opstår forbindelsen ikke. Det, der normalt skjuler den, træder blot i baggrunden.

Meditation og stilhed kan hjælpe os til den samme erkendelse. Ikke fordi vi skal skabe en særlig tilstand, men fordi vi kan erfare, hvad der allerede findes, når sindets konstante opdeling bliver stille. Også vores relationer bliver en mulighed for at opdage, om vi kan fastholde vores forskellighed og grænser uden at ophæve forbindelsen.

Der findes samtidig en kollektiv bevægelse i dette. Jo flere mennesker der lever i en oplevet kontakt med deres hjertechakra, desto mere bliver hjertets kvaliteter nærværende i det menneskelige fællesskab. Når denne kontakt med tiden bliver til en egentlig realisering af hjertet, er kærligheden ikke længere blot noget, mennesket søger eller forsøger at praktisere. Den bliver en grundlæggende tilstand, som mennesket lever og møder verden fra.

Et realiseret hjerte står ikke alene. Det indgår i det hjertefællesskab, der allerede eksisterer i Enheden, og bliver samtidig et levende udtryk for det. Derfor kan mennesker, der lever fra hjertet, få en naturlig tiltrækningskraft på andre. Ikke fordi de forsøger at overbevise nogen, men fordi noget i os genkender den kærlighed og forbundethed, vi selv rummer.

Jo flere realiserede hjerter der findes, desto stærkere kan denne kollektive tiltrækning blive. Hjertefællesskabet kan på den måde virke næsten magnetisk: ikke ved at trække mennesker ind i en organisation eller en bestemt trosforestilling, men ved at vække en genklang i deres eget hjerte. Det ene menneskes realisering kan gøre det lettere for et andet menneske at mærke muligheden i sig selv.

Erkendelsen af Enhed har samtidig en konsekvens. Hvis livet grundlæggende er ét, findes der ingen skade, vi påfører et andet menneske, som ikke også rammer den helhed, vi selv tilhører. Forestillingen om, at noget kan ramme den anden uden på nogen måde at berøre os selv, tilhører adskillelsens logik.

Det samme gælder vores forhold til Jorden. Enheden omfatter ikke kun mennesker. Den omfatter livet. Dyrene, planterne, havene, skovene og de økosystemer, vi er afhængige af, står ikke uden for fællesskabet. Naturen er ikke blot vores omgivelser eller en samling ressourcer. Den er en del af den levende helhed, som også vi er udtryk for.

Der ligger derfor en dyb modsigelse i, at mennesket gennem sin voksende individualisering har opnået en enestående evne til at forme verden og samtidig bruger denne evne til gradvist at nedbryde sit eget eksistensgrundlag. Vi kan ikke ødelægge det net af liv, vi selv er vævet ind i, uden også at ramme os selv.

At vende tilbage til Enheden betyder ikke, at vi skal opgive individualiteten. Vi skal gennemskue dens begrænsning. Det individuelle menneske kan fortsat skabe, elske, udforske og sætte sit særlige aftryk – men uden forestillingen om, at det eksisterer uafhængigt af helheden.

Her får kærligheden en større betydning end den personlige følelse. Kærligheden bliver Enhedens naturlige bevægelse og en intelligens, vi kan leve og handle ud fra. Og hvert menneske, der bevæger sig fra adskillelse mod Enhed, bidrager samtidig til at gøre denne mulighed mere nærværende for andre.

Det er måske den kollektive bevægelse, vi står overfor: Ikke at skabe Enhed, men at genkende den. Ikke at opfinde et hjertefællesskab, men at erkende, at vi aldrig har forladt det.
Hjertefællesskabet venter ikke på os i fremtiden.
Vi lever allerede i det.
Det afgørende er, om vi begynder at leve, som om vi ved det.

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.