Det kan være vanskeligt at bevare sin indre fred i en tid, hvor meget af det, der omgiver os, synes at bevæge sig i den modsatte retning. Krigsretorik fylder mere. Konflikter skærpes. Mennesker og grupper stilles over for hinanden, og det politiske sprog kan få en karakter, hvor bestemte mennesker ikke længere blot kritiseres for deres handlinger, men gøres til billeder på noget, vi skal frygte, fordømme eller tage afstand fra.

Det er skyggedannelsens væsen.

Skyggen opstår, når vi placerer det uønskede uden for os selv. Når et menneske eller en gruppe efterhånden kommer til at repræsentere bedraget, grådigheden, volden, dovenskaben, egoismen eller ondskaben, bliver verden enklere. Vi ved, hvor lorten befinder sig. Den befinder sig hos de andre.

Men prisen er høj.

For i samme bevægelse mister vi kontakten med noget i os selv. Vi bliver fanget af præcis den opdeling, som vi tror, vi blot betragter udefra.

Det betyder ikke, at vi skal blive politisk ligeglade. Det betyder heller ikke, at alle handlinger er lige acceptable, eller at bedrageri, vold og uretfærdighed ikke skal have konsekvenser. Hjertet er ikke ukritisk godtroende. At leve fra hjertet er ikke at miste evnen til at skelne.

Men der er forskel på at skelne og fordømme.

Vi kan forholde os til et menneskes handlinger uden at reducere mennesket til handlingerne. Vi kan være uenige uden at skabe fjender. Vi kan ønske retfærdighed uden at nære had. Og vi kan se destruktive bevægelser i samfundet uden selv at blive en del af den psykiske bevægelse, der hele tiden leder efter nogen at placere skyggen hos.

Det er her, forbindelsen til hjerteschakret bliver afgørende.

Hjerteschakret er ikke et sted, vi skal flygte ind i for at undgå verden. Tværtimod. Det er et sted, hvorfra verden kan mødes uden øjeblikkeligt at blive opdelt i dem, vi holder med, og dem, vi er imod.

Når vi mærker, at indignationen, frygten eller vreden begynder at tage over, kan vi standse bevægelsen et øjeblik. Ikke undertrykke den. Ikke fortælle os selv, at vi burde være mere kærlige. Bare lade opmærksomheden vende tilbage til kroppen, åndedrættet og området omkring hjertet.
Her kan vi opdage, at der findes et rum før reaktionen.

Et lille hjerterum, hvor vi endnu ikke har besluttet, hvem der er god, og hvem der er ond. Hvor vi ikke behøver at have en mening med det samme. Hvor verden et øjeblik får lov til at være mere kompleks end de fortællinger, vi bliver præsenteret for.

Dette mellemrum er en stor menneskelig ressource.

For den, der kan blive i dette rum, behøver ikke at reagere på enhver provokation. Behøver ikke at deltage i enhver forargelse. Behøver ikke at lade mediernes, politikkens eller de sociale mediers dagsorden bestemme sin indre tilstand.

Det kan godt lade sig gøre uden, at vi trækker os tilbage fra verden. Måske bliver vores deltagelse tværtimod mere præcis. Når frygten og vreden ikke længere bestemmer vores synsvinkel, kan vi bedre se, hvad der faktisk foregår.

Vi kan også begynde at være opmærksomme på, hvad vi lukker ind. Hvis vi dag efter dag fylder bevidstheden med konflikter, krig, anklager og forargelse, påvirker det vores indre landskab. Opmærksomheden er ikke neutral. Det, vi igen og igen giver den til, får næring.

Derfor kan det være en spirituel praksis at begrænse sin deltagelse i den kollektive ophidselse.
Ikke fordi verden er ligegyldig, men fordi den ikke bliver mere fredelig af, at vi reproducerer dens konflikt inde i os selv.

Hjertets fred er ikke afhængig af, at verden først bliver fredelig. Hvis den var det, ville mennesket næppe nogensinde finde fred.

Den dybere opgave er at kunne stå midt i verdens uro uden at lade uroen blive vores identitet. At kunne se skygger uden at hade. At kunne sige fra uden at fordømme. At kunne handle uden at skabe endnu en fjende.

Måske er det netop dér, hjertets ressourcer viser deres egentlige styrke.
Ikke når verden er stille.
Men når den ikke er det.

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.