Nyhedsbrev september 2018

Nyhedsbrev fra Hridaya Svalgaardcenter september 2019.

Lidt fra den kollektive synsvinkel.
Lystjeneste og healing gennem musik og lyd.
Leros igen og igen!
Workshops i efteråret v/ Jivananda.
Fra åndelig søgen til åndelig væren
.

Lidt fra den kollektive synsvinkel. Om Kernetalentet, der bor i os alle.
Jeg har nu i et stykke tid i mit arbejde med spirituelle grupper haft emnet ”kernetalent” i spil.
Da jeg for nogle år siden erkendte, hvad et af mine kernetalenter er (dvs. et talent, der kommer fra den inderste spirituelle kerne i mig, som jeg har med mig fuldstændig intakt fra fødslen og også har med mig efter døden), fik jeg oplevelsen at være spirituelt rodfæstet i inkarnationen. Det gjorde mig glad og styrket på mange parametre i mit liv. Selvfølelsen og selvforståelsen blev yderligere jordforbundet.
Et af mine kernetalenter er ”frejdighed”, og da ordet opstod i bevidstheden ud fra en grundfølelse i hjertet, fik sangen ”Altid frejdig, når du går” en dybere betydning. Ordene talte til mig direkte fra sjælen og jeg vidste instinktivt, at de værste perioder i mit liv, de mest triste og ulykkelige stunder var, når min frejdighedstilstand blev truet og mine intuitive vinger ikke kunne folde sig ud. Det kunne skyldes ydre eller indre pressede omstændigheder, men personligheden kunne ikke fastholde kontakten til tilstanden ”frejdighed” og dermed skyllede negativitet ind over mig.
Derfor har jeg i grupperne arbejdet med, at deltagerne skulle finde frem til egne kernetalenter, som også, oplevede jeg, er en måde at bygge bro mellem den fysiske verden og enhedsplanet eller Gudsplanet. Jeg ved, at mange af deltagerne oplevede det givende og inspirerende at (gen)finde deres unikke menneskelige talent. Mange har fundet ny viden og større selverkendelse om, hvem de egentlig er og fået mere mod til at stå frem som sådan uanset omgivelserne klapsalver eller mishag.
Hvis du har lyst til at undersøge, hvad dit unikke kernetalent er, så sæt dig en stille stund og åbne hjertechakraet med bevidst åndedræt. Synk langsomt ind i hjerte chakraets stilhed og ydmygt og i tillid undersøg, hvilket talent, der ligger latent hos dig i din inderste kerne. Prøv at slippe tankerne, da ikke nødvendigvist kender talentet. Afsøg derimod hjertets stilhed og synk ind i den og lad oplevelsen viden om dit talent dukke frem. Lyt åbent og fordomsfrit.
Når du har fundet talentet, som måske for nogen virker fremmed og ukendt, kan du åbne talentkernen, ”smage” på den, meditere på den og implementere den i bevidstheden, så den kan blive en aktiv medspiller i dagliglivet.
Hvad er dit kernetalent?

Lystjeneste og healing gennem musik og lyd kl. 11.00-13.00, søndag 6. oktober.
Vi har Lystjeneste som bekendt hver den første søndag i måneden kl. 11, og ved Tjenesten søndag 6. oktober kommer Bodil Lildholdt Rytz, som inviterer os til healing gennem intuitiv musik og lyd. Bodil har bl.a. kanaliseret ”Lymfemusik” gennem klaverspil. Jeg har selv haft stor glæde af ”Lymfemusikken”, har lyttet og brugt musikken selv og i nogle grupper med forbløffende betydning for lytterne. Musikken er udrensende og healende.
Der bliver skrevet mere om det på vores hjemmeside, og du kan læse endnu mere på Bodils hjemmeside www.galleri-guldlok.dk
Det koster 50 kr. i entre og alle er velkomne.

Leros igen og igen, fordi vi ikke kan lade være.
Om få dage rejser vi til øen og holder spirituelt kursus nok engang, og allerede nu er der flere, der gerne vil med næste år, så vi har besluttet at afholde et igen i september 2020. Så er den nyhed og beslutning ude, og vi håber at få Apollo som rejsearrangør igen.
Derfor er man velkommen til at melde sig, hvis man gerne vil deltage.

Meditativ stilhed og Stilhedens bevidsthed.
2 workshop v/Jivananda.
”Guds sprog er stilhed – alt andet er en dårlig oversættelse.”
Lørdag d. 12. oktober og søndag d. 13. oktober.
Kl. 10.00 – 17.00. Pris: 600 kr. pr workshop. (1000 kr for begge to).
Læs mere her.

Det handler om kærlighed 1 og 2.
2 worksshops v/ Jivananda.
Kærlighed er altid nærværende, men hvad hjælper det, hvis vi er fraværende?
Lørdag d. 9. november og søndag d. 10. november.
Kl. 10.00 – 17.00. Pris: 600 kr. pr workshop. (1000 kr for begge to).
Læs mere her.

Fra åndelig søgen til åndelig væren.

Fra vores facebookside.

Mange mennesker har en indre oplevelse af, at verden rummer mere end det blotte øje afslører.
Denne oplevelse kommer fra hjertet og afføder en trang til at afsøge eksistensens mangfoldighed.
Vi søger en indre forståelse, en viden om de skjulte/ubevidste årsager, der ligger bag vores eksistentielle valg i livet.

Således starter vores søgen efter os selv. Vi tager på kursus, går til foredrag, læser tonsvis af bøger osv.
Alt dette er meget godt, når vi blot erkender at det er nemt at akkumulere viden om åndelighed, men dét er ikke lig med åndelig væren. Vi kan stadig foretage uhensigtsmæssige valg i livet, selv om vi godt ved, at de er dårlige for os. Selvdestruktiv adfærd kan forekomme, selv om vi er bevidste om denne selvdestruktion.

Viden, som vi henter udenfor os selv, skal helst tjene som inspiration til selv at afsøge vores indre for de åndelige emner vi læser om. Gennem aktivt at integrere vores viden, finde vi vores personlige samklang med de emner som bøgerne gør kollektive. Hermed skaber vi grundlag for, at vores åndelige viden bliver til åndelig væren og det er den, der ændrer vores liv. Selvdestruktiv adfærd er sværere, hvis vi har en væren i kærlighed, end der er, hvis vi blot har en viden om kærlighed. Med tiden vil en væren i kærlighed helt kunne eliminere destruktiv ageren i livet.

Meditation er et glimrende værktøj til at integrere viden med. Hvis vi mediterer på passager fra bøger, eller informationer fra et foredrag, har vi mulighed for at vække vores indre/individuelle respons på de valgte emner. Vi integrerer dem som vores egne. De bliver farvet af vores historie og erfaring, hvormed de harmoneres ind i vores liv. Det kan også være, at de ikke kan harmoneres. Det kan være, at denne viden ikke vinder genklang, dermed får vi en rettesnor om, den er relevant for os.

Det kan være svært, at stole på sine egne indre oplevelser, især hvis de er forskellige fra noget, der er beskrevet af en berømt forfatte, eller anden autoritet på det åndelige område. Her er det værd at huske, at det er sindet, der tvivler. Det er sindet, der lagrer viden i form af tanker og følelser og når vi henter viden nærer vi først og fremmest sindet. Ved meditation involverer vi hjertet, som er centrum for vores væren.
Så dybest set er det en konflikt mellem sindets opfattelse af en ydre viden og hjertets væren. Det betyder, at det er en indre personlig konflikt mellem viden og væren. Konflikten er altså vores egen.

Al viden, som vi henter udenfor os selv er gammel. Det er tanker, der har været tænkt tidligere. Det gør dem ikke irrelevante for vores udvikling. I det øjeblik den gamle viden integreres i vores hjerte bliver den imidlertid individuel og denne individualitet er ny. Den farves af vores erfaringer – indre såvel som ydre – i vores liv og bliver på den måde en ny erfaring. Hvis den ikke integreres forbliver den en mening i vores sind (og dem har vi som regel nok af). Der er masser af åndeligt søgende mennesker med masser af meninger om åndelighed, men de har ingen indflydelse på deres liv, hvis de ikke er integreret i hjertet.

Meditation er altså broen, der kan skabe forbindelse mellem viden og væren. Vi skal ikke være bange for at ”afprøve” vores viden i vores hjerte. Især ikke når vi husker på, at motiveringen for at blive søgende opstod som en indre drivkraft i hjertet. Vi sender altså bare vores nye viden til ”eksamen” i vores oprindelige væren.

Pia Sofia mobil:

Jivananda mobil:

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.

Privatlivspolitik

Pia Sofias e-mail:

Jivanandas e-mail:

©2026 Hridaya Center| Designet & udviklet af Norsite web & design