Nyhedsbrev juni 2019

Indre frihed
International yogadag
Sommeryoga på Svalgaard
Kærlighedsfestival
Workshops i efteråret.

Indre frihed
Flere og flere mennesker lider under deres indre krav til sig selv om at være udadrettede succeser, med masser af overskud til arbejde, venner, familie, materiel status osv.
Vi kalder det også sindets krav om eksponering.

Det kan godt være disse krav er skabt af ydre påvirkninger, men problemet ligger i, at de integreres som vores egne og dermed kan ende med, at blive en kilde til psykiske lidelser, fordi vores indre normer tvinger os til at rette vores bevidsthed udad og derefter ”måle vores værdi” på den respons vi modtager udefra.

Estimat: Antallet af psykisk syge i Danmark
Hvis resultaterne af nationale og udenlandske estimater og undersøgelser overføres til nuværende forhold, skønnes (konservativt og forsigtigt vurderet), at ca. 10 pct. af den danske befolkning til hver en tid har en psykisk sygdom i let, moderat til svær grad uanset aldersgruppe. Det svarer til godt 580.000 danskere. (Bedre Pskykiatri, 2018)

Måske var det på sin plads med lidt reklame for indadretttethed, selv om det ikke er så socialt accepteret. Faktisk kan man på internettet læse denne udtalelse om kedsomhed fra en Lektor i psykologi ved Ålborg Universitet:

”Den nyere definition siger, at kedsomhed er en form for indadrettethed. Altså at du retter dig indad uden at have noget formål med det.” (Videnskab.dk)

Tja… en ganske udmærket beskrivelse af meditation. Her skal der måske tilføjes, at vi keder os med det formål at komme bag sindet og dermed undgå, at blive en del af den ovennævnte statistik.

”Kloge mennesker keder sig aldrig”, så der er måske håb for os uvidende.
Den indiske mester Ramana Marhashi siger, at kloge mennesker skam også er uvidende. De er det bare på en intelligent måde.

Spøg til side. Tallene er et monument over den lidelse, der eksisterer hos ”Verdens lykkeligste folkefærd” og den menneskelige armod, der findes i et af verdens materielt rigeste lande.

Når sindet eksponeres, bliver det stærkere. Jo mere udadrettede vi bliver, jo mere fanges vi af sindets klister og jo mere ligger vi under for vores tanker og følelser.
Det hverken kan, eller skal vi undgå i vores samfund, så vi bliver i første omgang nødt til at skabe balance. Vigtigheden af at balancere maskulin (udadrettet) og feminin (indadrettet) adfærd, er ganske givet bekendt for mange. Denne erkendelse har ført til, at mennesker anvender meditation for at give den feminine side mere energi. Mange mennesker har også erfaret, at hvis de slipper denne praksis, kan de få det dårligt, fordi der skabes ubalance.

Indre frihed betyder frigørelse fra sindet. I praksis betyder det, at vi har tanker og følelser, vi er dem ikke. Vi ejer tanke og følelse – tanke og følelse ejer ikke os.

Konsekvensen af en realisering af indre frihed, er et liv, hvor ”negative” tanker og følelser ikke har nogen indflydelse på vores livskvalitet. Vi kan befinde os i et psykisk stormvejr uden at blive blæst omkuld, fordi vi ikke er identificerede med sindet.

Vejret er et godt billede på sindet. (Alle har en mening om det, men få gør noget ved det).
Det skifter hele tiden, solskin kommer og går, regn kommer og går osv. Vi ved også, ”at ovenover skyerne er himlen altid blå”. Således går vejen ind bag sindet mod en lysende tilstand af kærlighed/lykke/fred. Denne tilstand kaldes også bliss og realiseres gennem vores hjerte.

Det er vigtigt at opleve bliss som en værens-tilstand, dvs. uafhængig af årsager. Den er der bare. Uanset hvad der sker i vores liv, kan den ikke fjernes. Vi kan imidlertid godt fjerne os fra dén. Det har vi allerede gjort ved at skabe vores individuelle sind og identificere os med det.
Det er vigtigt at erkende, at dèr, hvor vi finder bliss, kan vi ikke kan gå i stykker.

En modsætning hertil er vores sinds-tilstande. (Dem kan der nemlig være flere af). De består af følelser, der er afhængige af ydre årsager. De kommer og går. Vi skal have en grund til at være lykkelige, ulykkelige, sure, glade osv. I sindet finder vi også humøret, der som bekendt blæser i vinden.

Vores udadrettede liv, der har base i sindet, gør os derfor meget sårbare fordi sindet responderer negativt/positivt på alt hvad der tilstøder os i livet.

Vores liv i sindet kan sammenlignes med et pendul, hvor vi er loddet. Vi er hele tiden i bevægelse, frem og tilbage, forlæns og baglæns, ”først den ene vej….”, rundt i cirkler, med uret mod uret osv. osv.

Vores liv bag sindet kan stadig sammenlignes med et pendul. Det svinger stadigvæk, men i stedet for at være loddet, er det nu os, der holder pendulet. Og det eneste sted et pendul er i ro, er dér hvor man holder det.

Men hvordan kommer vi så derhen?
Svaret er enkelt at formulere: Vi skal være mere indadrettede og lære at give slip.

Skal vi så bare sidde og meditere hele dagen?
Nej, det behøver vi ikke, men vi skal gøre den tilstand vi opnår ved meditation permanent.
Med andre ord, skal vi bringe vores meditation ud i livet.

Hvordan gør vi det?
Vi bestræber os på at fastholde den fordybelse vi opnår ved meditation hele tiden – også når vi ikke mediterer. Når vi så mediterer igen, prøver vi at gå endnu dybere, for så at bringe den nye dybde ud i livet. Meditationen bliver på den måde en aktiv del af vores liv og ikke en handling, der er isoleret fra vores udadrettede liv. Vi bliver udadrettede i vores indadrettethed. Det resulterer i, at vi kan mærke vores hjertechakra hele tiden.

Hvordan giver vi så slip?
Vi giver slip på sindet ved at hæfte vores opmærksomhed på hjertet.
Hvis vi kan bevæge os ud i livet med en permanent oplevet hjertekontakt, bliver vi transporteret bag sindet.

Alt hvad vi er bundet i indadtil, spejler vi ud. Når vi har en permanent tilstedeværelse i hjertet, spejler vi kærlighed ud. Det kan skabe overskud, men som oftest spejler vi vores indre bindinger ud som ydre ufrihed. Så hvis vi føler os begrænsede af omstændigheder uden for os selv, er det værd at huske, at fortøjningen til disse begrænsninger, ligger inden i os. Vi kan altså gøre noget ved det.

Derfor skal der herfra kun lyde et ord, der dækker hele reklamefladen, INDADRETTETHED.
Vi går alle rundt med med enorme indre skatte, der kan graves op. Og hvis nogen synes det lyder kedeligt, så skulle de bare prøve. Alle genre indenfor drama findes her: komedier, tragedier, gysere, historisk, sci-fi og romantik.
Indadrettetheden er ikke en undskyldning for at være inaktive, passive, eller undlade at tage et ydre ansvar i vores liv.
Vi skal bare sørge for, at alle disse ydre handlinger er rodfæstede i vores indre.

Sjovt nok bliver meditation ofte kritiseret for, at være en narcissistisk og egoistisk, “satsen på sig selv”, men i virkeligheden er det redskabet til netop at slippe identifikationen med individet.
Så opfordringen skal lyde til alle mennesker, (også dem, der bruger alle kræfter til at holde sig flydende i overfladen): “Giv slip og dyk ned i eksistensens dybder”!

International yoga dag på Svalgaard fredag 21. juni kl. 16 – 18.
Yoga instruktører Yulia, Riina og Pia Sofia, som alle underviser i Thyhallen og andre steder i inviterer alle til at fejre yoga dagen og være sammen i yoga øvelser, mindfulness og meditation.
Gratis adgang, men gerne tilmelding på 51350075 eller 52585779. piasofia@hridaya.dk

Sommer yoga på Svalgaard ved Pia Sofia onsdagek l. 16.30 – 17.45, start 19. Juni.
6 onsdage i sommer med start 19. Juni er alle velkomne til sommer yoga på Svalgaards græsplæne. Skulle vejret ikke egne sig til det udendørs, går vi inden for i salen.
Medbring gerne yoga måtte, jeg har et par stykker i huset.

Kærligheds Festival 13. 14. juli 2019 kl. 10 lørdag til kl. 12. søndag.
Kom og deltag i denne kærligheds festival, som Empatium gruppen nu arrangerer for andet år i træk, fordi det var en succes sidste år og gav masser af energi at deltage.
Der vil blive 5-6 workshop, foredrag om Kærlighedens væsen og spillet en Rumi koncert.
Pris 150 kr. for deltagelse pr. person, hvor man så kan deltage i det, man nu har lyst til.
Vores intention er at bevidstgøre, hvad kærlighed er i den fysiske verden, således at vi kan realiserer vores iboende kærligheds kerner på Jorden. Det er vel det, vi egentlig er kommet her for!
An kan vælge at afslutte lørdag aften eller overnatte i telt eventuelt til søndag, hvor vi starter med yoga og mantra sang. Gerne tilmelding og betaling på 51350075.
Kig på hjemmesiden www.empatium.dk for yderligere info.

Meditativ stilhed og Stilhedens bevidsthed.
2 workshop v/Jivananda.
Lørdag d. 12. oktober og søndag d. 13. oktober.
Kl. 10.00 – 17.00. Pris: 600 kr. pr workshop. (1000 kr for begge to).
Læs mere her.

Det handler om kærlighed 1 og 2.
2 worksshops v/ Jivananda.
Kærlighed er altid nærværende, men hvad hjælper det, hvis vi er fraværende?
Lørdag d. 9. november og søndag d. 10. november.
Kl. 10.00 – 17.00. Pris: 600 kr. pr workshop. (1000 kr for begge to).
Læs mere her.

Vi ønsker jer alle en god sommer og håber at se jer til et (eller flere) af sommerens arrangementer.
Kærlig hilsen: Pia Sofia og Jivananda.

Pia Sofia mobil:

Jivananda mobil:

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.

Privatlivspolitik

Pia Sofias e-mail:

Jivanandas e-mail:

©2026 Hridaya Center| Designet & udviklet af Norsite web & design