
Nyhedsbrev januar 2024
Årshoroskop 2024. Kollektive aspekter.
Sofia Yoga Terapeut uddannelsen 2024/25 ved Jivananda og Pia Sofia.
Indiens rejse december 24/januar 2025.
Peru rejse april 2025.
Spirituel kursus rejse til Leros august/September 2024. 30. august – 5. september.
Yogahold 2024 ved Pia Sofia
Tarot/astrologi forløb i foråret 24. 4 onsdage i marts.
Astrologiske aspekter og muligheder 2024.
1. januar kl. 0.00 2024 lægger astrologer over hele verden årshoroskop for det kommende år, som indikerer hvorledes de forskellige livstemaer vil udfolde sig, fysisk, psykisk og spirituelt.
I Danmark lægger vi horoskopet ud fra København. Da vores landområde kun breder sig over en godt 20 minutters tidsforskel, kan vi bruge horoskopet gældende for hele landet.
Års horoskopet vil altid have Solen placeret i jord tegnet Stenbukken, da 1. januar tilhører tegnet. Hvert år har vi mulighed for at tage fat på emner som lederskab, disciplin, ansvar, målsætning og grænsesætning, som er nogle af de kvaliteter Stenbukkens tegn står for. Planeten Saturn hersker personligt og esoterisk i tegnet, så vi arbejder med ansvar for både det personlige og sjælelige liv.
Hvordan ønsker vi hver især at tage lederskab og ansvar for eget liv både fysisk, psykisk og spirituelt?
I det kommende år 2024 viser horoskopet et stortrigon aspekt (muligheder for åbning til nye talenter, for ekspansion og frigørelse) foruden flere kvadrataspekter (omhandlende muligt opgør og transformation af ubevidste mønstre, fastlåshed og healing af de dybe traumer).
Ascendanten i Vægtens tegn indikerer årligt muligheden for mennesker at vælge at gå den indre vej, hvor man lytter til hjertets stemme. Som det esoteriske motto for Vægtens tegn indikerer: ”Jeg går vejen mellem de to kraftlinjer”. At bevidstgøre og opleve, at vi er lodrette (åndelige) væsener, der bor i en krop i den vandrette fysiske verden.
Mange menneskers fysiske verden forandres drastisk for tiden, hvorfor det er vigtigt, at vi bevarer kontakten til den åndelige verden, til sjælen og vores spirituelle bevidsthed. Det kan underbygge, at vi bevarer kontakten til vores kærlighedskraft gennem sjælen, ligegyldig hvilke udfordringer vi møder i den fysiske verden.
I årshoroskopet er der er en stærk kontakt til 6. stråleenergien, der symboliserer hengivenhed, fanatisme og religion. Planeterne Mars og Neptun danner sammen med Merkur et kvadrataspekt (arbejdsaspekt, hvor vores såkaldte ”blinde” og ubevidste fysiske og psykiske tilstande bliver udfordret).
Mars og Neptun repræsenterer chakramæssigt Solar Plexus, som er center for vores emotionelle legeme og for, hvordan vi håndterer vores aktive følelser. Emotion betyder ”energy in motion”
Vender vi vores følelsesmæssige reaktioner mod os selv eller udad mod andre, og på hvilken måde? Det astrologiske aspekt handler om at rumme vores følelsesmæssige tilstande, og at tage ansvar for vores egne reaktioner, så det ikke automatisk er andres skyld, når vi rammes af noget udefra.
Man kan håbe på, at begrebet ”projektion” bliver taget op både i private og i de kollektive mediemæssige sammenhænge, så vi ikke bliver hængende i det ansvarsforskydende ”hamsterhjul”, hvor meninger uden oplevelsesmæssig baggrund, styrer vores kommunikations sfære.
Det at acceptere, integrere og rumme vores egne indre tilstande er en af de vigtigste udviklingsveje for hvert menneske. At skabe fred med sig selv og stråle af dette ud i verden uanset, hvordan verden opfører sig.
Med planeten Merkur, som symboliserer alle former for kommunikation og udtryk, placeret i aspektet sammen med Mars, vil stærke meningsudvekslinger – af nogle gange krigerisk karakter – nok ikke kunne undgås. Dette er vi allerede vidner til flere steder på kloden og måske også i eget personlige liv. Derfor kan det opfordres til, at undersøge vores egen indre ”krigstilstand” mellem tanker og følelser, mellem krop og ånd og lade 2024 blive året, hvor vi slutter fred med os selv. En forudsætning for, at vi får fred med omgivelser-ne.
Dette gamle motto går aldrig af mode: ”Hvis du vil forandre verden, må du forandre dig
selv”.
Månen, som symboliserer folket i års horoskopet, har med sin stærke placering i 11. hus (spirituelle fællesskaber, inspiration og intuition) i Jomfruens tegn, en stor betydning i 2024. Med oppositionen til planeten Saturn og som hjørne placering i et større kvadrat, vil aspektet fyre op under befolkningens røster, som vil blive betydningsfulde på både godt og skidt. Autoriteterne vil blive udfordret, og der kan stadig rejse sig hård kritik fra meget polariserede meninger.
Dog vil placeringen af Månen i Jomfruens (healings) tegn, få nogle kræfter til aktivt at arbejde med forsoning og healing især i gruppefællesskaber. Der vil være flere og flere tiltag som vil betone samtalens og fællesskabets betydning i et demokrati, der er under forandring.
Tre planeter forstærker ovennævnte tendens, idet både Venus (kvindelige værdier), Mars (udadvendte maskuline værdier) og Merkur (alle former for kommunikation) står i horoskopets 3. felt, som handler om kommunikation i de nære fællesskaber, familie, venskab og naboskab. Diskussioner kan åbne ind til fortidens fortielser i familierne og de nære fællesskaber.
Med kvadrataspektet fra føromtalte planeter til Neptun vil mange længes efter at rydde op i fortidens svigt, misforståelser m.m. Dette psykiske oprydningsarbejde forudsætter et åbent hjerte med vilje til at tilgive i stedet for at lukke af. Være villig til at gå på opdagelsesrejse i forskellen mellem lidelse (som er et tilvalg med individuel tilgang til livets udfordringer) og smerte, som er et vilkår, ens for alle.
Noget vigtigt for hele planeten og menneskeheden sker i 2024, idet planeten Pluto endelig træder ind i Vandbærerens tegn 20. november efter cirka 20 års gang i jord tegnet Stenbukken.
Interessant nok har vi lige fået oplyst, at dronning Margrethe abdicerer. Hun har netop planeten Pluto transit på sin fødsels descendant. Sikkert den helt rigtige beslutning på det helt rigtige tidspunkt. Pluto omhandler en afslutning på noget i livet, og en ny begyndelse på en anden del. Og ofte har Pluto beslutninger kollektiv fylde, og det må man sige, dronningens har for hele landet, uanset man er for monarkiet eller ej.
2024 bliver året, hvor energiarbejdet mennesker imellem begynder at koncentrere sig mere bevidst om vores mentallegeme, vores fantasi og intuition, nu hvor Pluto endeligt bevæger sig ind i luft tegnet Vandbæreren. Det bliver afgørende, hvordan vi hver især bruger vores tankelegeme til at kreere enten magi eller tyranni.
Lad os håbe at 2024 bliver året, hvor vi mennesker i praksis giver mere plads til de værdier, der kommer fra det sjælelige og kærlige kollektive niveau, og som kan løfte den fysiske tilværelse til et dybere menneskeligt bevidsthedsniveau.
Hvor vi vil opleve os selv som fra at være menneskelige væsener til at blive menneskelige.
Velsignet godt nytår til alle fra Jivananda og Pia Sofia med tak for et givende spirituelt samarbejds- og fællesskabs år med kontakt til mange mennesker.
Pia Sofia og Jivananda byder igen velkommen til et Sofia Yoga Terapeut Uddannelses forløb i 2024/25.
En et årige Sofia Yoga uddannelse med startweekenden 3.-5. maj 24.
Uddannelsen indeholder 4 yogamoduler med tilhørende spirituel terapi øvelser.
Modulerne består af: MediYoga, Hatha Yoga, Kundalini Yoga og Meditativ Yoga.
Pia Sofia underviser i yogaen og den spirituelle terapi. Jivananda i meditation, healing og spirituel terapi.
Se mere på hjemmesiden.
Indiens rejse i 2024/25 fra 26. december og cirka 3 uger frem.
I skrivende stund sidder jeg i vores hus i Indien og vi glæder os til vores gruppe lander 7. januar.
Allerede nu føler vi lyst til at åbne for endnu en grupperejse hertil, så denne info, for at fornemme, om der er flere der har lyst til at rejse med os.
Højst sandsynligt bliver det efter samme koncept: Shanti Retreat i Tiruvannamalai, Isha Foundation i Coimbatore i Sydindien, videre sidste del af turen til Mamallapuram ved kysten.
Der bliver yoga undervisning og meditation på hele turen.
Peru rejse i april 2025.
Vi har på de indre planer fået påmindelse om, at endnu en Peru rejse kunne være under opsejling. Vores chef guide i Peru, Luis Vereau, har glad svaret på vores forespørgsel, at han meget gerne vil arrangere en ny tur til os.
Så denne meddelelse for at finde ud af, om andre også kunne tænke sig at rejse med os til Andeslandet.
Vi tænker på cirka 3 ugers rejse med ophold i Lima, Cuzco (Jordens navle), Den hellige Dal, Titicaca og Soløen i Bolivia.
Meddel gerne, hvis du ønsker mere info om rejsen, som indholdsmæssigt bliver arbejdet videre på.
Priser sender vi senere, når vi har mere styr på pris på flybilletter og ophold.
Spirituel kursusrejse til Leros 23. – 29. august, 1 uge.
Alle er igen velkommen til at deltage i denne kursusrejse til vores yndling ø Leros i Grækenland. I år bliver det en uge tidligere end vi plejer, og vi har fundet et dejligt nyt yogalokale i Vromolithos bugten ved siden af restaurant Paradisos, hvor vores gode ven Stamathos serverer det lækreste græske mad.
Derfor kan deltagerne finde logi på enten i Vromolithos Apartments, på Tony´s Beach eller på Elpidas Kavos i Pandeli.
Vi underviser i yoga, meditation og spirituel terapi ca. 4 timer dagligt.
Vi glæder os allerede og vil gerne være behjælpelige med flybilletter m.m.
Kurset koster 2700 kr. pr person.
Læs mere her.
Yoga hold med Pia Sofia:
Tirsdage kl. 9 – 10.15 på Svalgaard. Åben for nye deltagere.
Tirsdage kl. 17 – 18.15 i Klitrosen i Klitmøller. Få pladser tilbage.
Planlægger at tilbyde et aftenhold torsdage kl. 19 – 20.15 på Svalgaard. Skriv hvis du kunne tænke dig at deltage her, tak.
Tarot og astrologi forløb på Svalgaard 4 onsdage i marts 2024 kl. 18.30 – 21.00.
Vi arbejder symbolernes verden gennem tarot kort og deltagernes horoskoper.
Desuden mediterer vi ved hvert møde.
Vi gennemgår de 22 trumfer, de 16 hofkort og de 40 talkort foruden de 13 planeter, de 12 stjernetegn og de 12 huse i deltagernes horoskop.
Pris 300 kr. pr. aften.
Et selvudviklings- og bevidstgørende forløb ved Pia Sofia.
©2026 Hridaya Center| Designet & udviklet af Norsite web & design