Måske er dette den største fare ved at blande religion og politisk mobilisering. Ikke at mennesker bliver mere religiøse, men at de bliver mindre menneskelige. De begynder at se religion før mennesket, gruppe før individ og identitet før bevidsthed.

Religion har gennem historien været en kilde til både dyb medfølelse og dyb splittelse. Den har inspireret mennesker til næstekærlighed, omsorg, tilgivelse og selvopofrelse, men er også blevet brugt som begrundelse for krige, undertrykkelse og magtkampe. Den samme religion kan være ophav til klostre, hospitaler og hjælpearbejde, men også til korstog, forfølgelser og terror. Forskellen ligger sjældent i religionen alene. Den ligger først og fremmest i den bevidsthed, der bruger den.

Når politikere eller mediepersonligheder begynder at anvende religion som et redskab til politisk mobilisering, bevæger de sig ind på et område, hvor følelser let overskygger eftertanke. Religion handler for de fleste mennesker ikke blot om tro. Den er tæt knyttet til identitet, familie, kultur og oplevelsen af at høre til. Derfor kan religion vække langt stærkere følelser end almindelige politiske emner.

Det ved politikere udmærket. Mennesker mobiliseres sjældent gennem nøgterne statistikker alene. De mobiliseres gennem følelser. Frygt, vrede og oplevet uretfærdighed er blandt de stærkeste drivkræfter i menneskets psyke. Når disse følelser aktiveres, søger sindet hurtigt efter en forklaring og endnu hurtigere efter en årsag. Komplekse samfundsproblemer reduceres let til enkle fortællinger med tydelige helte og tydelige skurke.

Sindets intelligens fungerer netop på denne måde. Den søger forskelle, kategorier og identiteter. Den spørger konstant: ”Hvem er med os? Hvem er imod os? Hvem deler vores værdier, og hvem truer dem?” Denne evne har været en overlevelsesstrategi gennem menneskets evolution, men den har også en pris. Sindet har en tendens til at skabe “os” og “dem”, længe før det har lært det enkelte menneske at kende.

Når religion bliver en del af denne opdeling, mister den let sin oprindelige funktion som vej til indsigt. I stedet bliver den et identitetsmærke. Troen bliver mindre vigtig end tilhørsforholdet. Mennesker bliver ikke længere mødt som individer, men som repræsentanter for en gruppe.

En af sindets stærkeste mekanismer er generalisering. En enkelt voldelig handling, en enkelt terrorhandling eller en enkelt tragisk begivenhed kan uden større vanskelighed udvides til at beskrive en hel befolkningsgruppe. Ikke fordi konklusionen er logisk, men fordi sindet er skabt til at danne mønstre. En dramatisk historie gør større indtryk end tusind fredelige hverdage. Derfor kan enkelte hændelser komme til at definere vores opfattelse af millioner af mennesker.

Det betyder naturligvis ikke, at religiøst begrundet vold ikke eksisterer. Historien rummer utallige eksempler på mennesker og grupper, der har begået vold med henvisning til deres religion eller deres forståelse af Guds vilje. Religiøs ekstremisme er en reel udfordring og bør beskrives, forstås og bekæmpes. Men netop derfor bliver det endnu vigtigere at skelne klart.

Der er afgørende forskel på vold, der faktisk udspringer af religiøs ideologi, og vold eller kriminalitet, hvor religion blot tilfældigvis er en del af gerningspersonens identitet. En voldshandling, et røveri, en bandekonflikt eller økonomisk kriminalitet bliver ikke til en religionskrig, fordi gerningspersonen bekender sig til en bestemt tro. På samme måde bliver familievold ikke kristen vold, fordi gerningspersonen er kristen, eller bedrageri jødisk bedrageri, fordi gerningspersonen er jøde. Når denne skelnen forsvinder, sker der noget afgørende i sindet: handlingen bliver underordnet identiteten.

Et menneske, der begår vold, er først og fremmest en voldsperson. Volden er vedkommendes handling og ansvar, ikke af den religiøse etiket, som personen eller omgivelserne knytter til identiteten. En voldelig muslim er ikke voldelig, fordi han er muslim. En voldelig kristen er ikke voldelig, fordi hun er kristen. En voldelig buddhist er ikke voldelig, fordi han er buddhist. Det relevante er volden – ikke religionen.

Når denne skelnen opløses, bliver det muligt at mistænkeliggøre millioner af mennesker, som aldrig har begået den handling, de indirekte gøres medansvarlige for. Det er netop denne mekanisme, der gør identitetspolitik så effektiv. Frygt behøver ikke at bygge på flertallets handlinger. Den kan bygges op omkring enkelte hændelser, som gradvist får lov til at repræsentere helheden.

Denne mekanisme er ikke begrænset til én bestemt religion. Den kan opstå i enhver religiøs tradition, når tro kobles sammen med frygt, magt og politiske interesser. Historien viser, at næsten alle større religioner rummer tekster, som – løsrevet fra deres historiske sammenhæng – kan bruges til at legitimere vold. Bibelen indeholder fortællinger om hellige krige og guddommelige befalinger om udslettelse. Andre religioner rummer tilsvarende passager. Problemet opstår, når sådanne tekster bruges selektivt til at definere hele religioners væsen eller til at legitimere nutidige fjendebilleder.

Hjertets intelligens møder religion på en helt anden måde. Den interesserer sig ikke først og fremmest for, hvilken tradition et menneske tilhører, men for den bevidsthed, der kommer til udtryk gennem menneskets liv. Hjertet spørger ikke: ”Hvilken religion har du?” Det spørger: ”Hvordan møder du andre mennesker? Er der medfølelse? Er der ærlighed? Er der ydmyghed? Er der kærlighed?”

Fra hjertets perspektiv bliver religion forskellige kulturelle sprog for den samme menneskelige længsel efter mening, sandhed og kærlighed. Ordene varierer. Ritualerne varierer. Symbolerne varierer. Men længslen efter at overskride egoets begrænsninger er grundlæggende den samme.

Det betyder ikke, at religion skal stå uden for kritik. Tværtimod. Alle religioner rummer forestillinger, fortolkninger og praksisser, som bør kunne undersøges kritisk. Kritik af idéer er en forudsætning for et frit samfund. Men der er en afgørende forskel på at kritisere en idé og på at reducere millioner af mennesker til én samlet fortælling. Hjertet kan rumme denne forskel. Sindet har langt sværere ved det.

Når religion gøres til et politisk kampmiddel, reduceres spiritualitet let til identitetspolitik. Troen bliver et banner, der kan bæres i kampen mod “de andre”. Jo stærkere denne identifikation bliver, desto lettere bliver det at retfærdiggøre mistillid, afstand og i sidste ende umenneskeliggørelse. Mennesket forsvinder bag etiketten.

Måske er dette den største fare ved at blande religion og politisk mobilisering. Ikke at mennesker bliver mere religiøse, men at de bliver mindre menneskelige. De begynder at se religion før mennesket, gruppe før individ og identitet før bevidsthed.

Hjertets intelligens vender dette perspektiv på hovedet. Den ser mennesket først. Den ser handlingerne, ikke etiketten. Den ser ansvaret, ikke gruppen. Den ved, at ethvert menneske må stå til ansvar for sine egne valg, men den nægter at gøre millioner af andre ansvarlige for dem.

Derfor bliver spørgsmålet i sidste ende ikke, hvilken religion et menneske bekender sig til. Det afgørende spørgsmål er, hvilken bevidsthed der kommer til udtryk gennem menneskets liv. For det er ikke religionen, der afgør, om et menneske skaber fred eller splittelse. Det er den bevidsthed, hvorfra mennesket lever.

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.