Forestil dig, at vi vågner en morgen uden oplevelsen af at være adskilt fra andre. Ikke fordi vi har mistet vores kultur, sprog eller historie, men fordi identiteten har udvidet sig til at se ligheder frem for forskelle.

Forestil dig en verden, hvor mennesker først og fremmest bliver betragtet som mennesker, og hvor nationale grænser ikke længere definerer, hvem der hører til, og hvem der er fremmede.

Vi oplever os fortsat som danskere, japanere, kenyanere eller brasilianere, men endnu mere som den menneskelighed, der forener os. Ligesom et familiemedlem både kan være far, søn og bror på samme tid, kan et menneske bevare sin kulturelle identitet og samtidig opleve et dybere tilhørsforhold til hele menneskeheden.

Måske er det netop dette, den menneskelige udvikling langsomt bevæger sig imod.

Historien kan betragtes som en gradvis udvidelse af identitet. For tusinder af år siden identificerede mennesker sig først og fremmest med stammen. Fremmede stammer blev ofte betragtet som en trussel. Senere voksede kongeriger frem, og mennesker begyndte at identificere sig med større fællesskaber. I de seneste århundreder blev nationalstaten den dominerende identitet. Patriotisme skabte sammenhold, men også modsætninger. Den styrkede følelsen af “os”, men samtidig forestillingen om “de andre”.

Fra hjertets bevidsthed bliver nødvendigheden af denne opdeling gradvist mindre overbevisende.

Når bevidstheden udvider sig, bliver det vanskeligere at opleve andre mennesker som fundamentalt forskellige fra én selv. Hudfarve, religion, kultur og nationalitet bliver sekundære beskrivelser. Bag dem møder man det samme liv.

Hvis denne bevidsthedsforandring en dag blev udbredt, ville dens konsekvenser række langt ud over det personlige plan.

I dag anvender verdens nationer omkring 2,7 billioner amerikanske dollar om året på militære formål. Det svarer til omtrent 18-20 billioner danske kroner. Bag disse tal ligger en grundlæggende antagelse: at nationer må være forberedte på at forsvare sig mod andre nationer.

Så længe denne antagelse eksisterer, virker oprustning logisk.

Men hvis menneskeheden i stigende grad oplevede sig som ét fællesskab, ville selve grundlaget begynde at forandre sig.

Der ville fortsat være behov for politi, katastrofeberedskab, international retshåndhævelse og beskyttelse mod terror og organiseret kriminalitet. Men behovet for hundredvis af nationale hære, atomarsenaler og en konstant global våbenkaprustning ville gradvist aftage.

Selv hvis verden fortsat anvendte en fjerdedel af de nuværende militærudgifter på fælles sikkerhed, ville omkring to billioner amerikanske dollar kunne frigøres hvert eneste år. Tallet ser sådan ud i danske kroner: 12.800.000.000.000 kr.

Det er et beløb, der næsten overskrider fantasien.

Verdensbanken vurderer, at det ville koste en brøkdel af dette årligt at udrydde den mest ekstreme fattigdom og reducere sult dramatisk. Hele kontinenter kunne få adgang til rent drikkevand. Millioner af børn kunne modtage uddannelse. Sundhedssystemer kunne opbygges dér, hvor mennesker i dag dør af sygdomme, som let kan behandles. Ingen naturkatastrofe behøvede længere at udvikle sig til en humanitær katastrofe, fordi hjælpen manglede.

Det er værd at standse op ved dette paradoks.

Menneskeheden har allerede de økonomiske ressourcer til at afhjælpe en stor del af verdens lidelse. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun økonomisk. Det er bevidsthedsmæssigt.

Hvad vælger vi at beskytte?
Når frygten dominerer, investerer vi i våben.
Når hjertet dominerer, investerer vi i liv.

Miljøet ville også mærke forskellen. Krigsførelse er blandt de mest ressourcekrævende aktiviteter, mennesker har skabt. Militære køretøjer, kampfly, flåder og våbenproduktion forbruger enorme mængder fossile brændstoffer og råstoffer. Krige ødelægger natur, forurener jord og vand og efterlader økosystemer, der kan være ødelagte i generationer.

Hvis blot en del af disse ressourcer blev flyttet til naturgenopretning, vedvarende energi og bæredygtig teknologi, ville konsekvenserne være historiske.

Men alt dette afhænger af én ting – og det er:
Ikke nye love.
Ikke nye regeringer.
Ikke engang nye økonomiske systemer.
Det afhænger udelukkende af menneskets selvopfattelse.

For ethvert samfund bliver et spejl af den bevidsthed, der skaber det.

Så længe mennesket oplever sig som adskilt, vil samfundet organisere sig omkring adskillelse. Så længe frygt er den bærende kraft, vil sikkerhed blive vigtigere end tillid.

Men når mennesket opdager, at det samme liv strømmer gennem alle mennesker, bliver samarbejde ikke længere et moralsk ideal. Det bliver den mest naturlige måde at leve på.

Dette betyder ikke, at kulturer skal opløses. Tværtimod. Mangfoldighed bliver først virkelig værdifuld, når den ikke længere opleves som en trussel. Ligesom en blomstereng bliver smukkere af mange forskellige blomster, bliver menneskeheden rigere af forskellige traditioner, sprog og kulturer.

Enhed er ikke enshed!
Enhed betyder, at forskelligheder ikke længere adskiller hjerter.

Måske vil verden aldrig blive helt grænseløs. Måske vil nationer fortsat eksistere i mange generationer endnu. Men det afgørende er heller ikke landkortets grænser.
De vigtigste grænser findes i bevidstheden.

Hver gang et menneske møder et andet uden først at se nationalitet, religion eller hudfarve, er en grænse allerede opløst.

Måske begynder verdensfred ikke den dag, nationerne forsvinder.
Måske begynder den dag, vi som mennesker opdager, at den, vi kalder “den anden”, aldrig har været adskilt fra os selv.

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.