Psykologien har beskrevet skam som en vigtig adfærdsregulerende mekanisme. Fra et evolutionært perspektiv kan det godt give mening. Mennesket har gennem størstedelen af sin historie været afhængigt af fællesskabet for at overleve. At blive afvist eller udstødt af gruppen kunne få alvorlige konsekvenser, og derfor udviklede vi en stærk følsomhed over for andres vurderinger. Skam blev en indre alarm, som hjalp os med at tilpasse vores adfærd til de normer, der gjorde os til en del af fællesskabet.

Skam har derfor haft en funktion i menneskets sociale udvikling. Den kan få os til at standse op, genoverveje vores handlinger og undlade adfærd, som risikerer at skade vores relationer. Men skam har også har en bagside. Fordi den retter sig mod menneskets identitet snarere end mod handlingen, kan den føre til selvkritik, forsvar og behovet for at skjule fejl frem for at lære af dem. Den regulerer adfærden, men ofte gennem frygten for at være forkert.

Problemet opstår især, når skam bliver et tilbagevendende grundvilkår i et menneskes liv. Så regulerer den ikke længere blot adfærden; den begynder at forme identiteten. Mennesket oplever ikke længere blot, at det har gjort noget forkert, men at det grundlæggende er forkert. Denne selvopfattelse kan blive så dybt integreret, at den opleves som en sandhed snarere end som en følelse.

Her opstår en psykologisk låsthed. Hvis jeg oplever mig selv som forkert, bliver enhver fejl en bekræftelse af det selvbillede, jeg allerede bærer på. Kritik bliver vanskelig at modtage, fordi den opleves som en dom over hele min person, mens ros ofte har svært ved at trænge igennem, fordi den strider imod den indre overbevisning. Mennesket kommer til at leve i en selvforstærkende cirkel, hvor skammen hele tiden finder ny næring.

Denne form for kronisk skam kan forbindes med øget risiko for blandt andet depression, angst, spiseforstyrrelser og forskellige former for afhængighed. Misbrug bliver ofte et forsøg på midlertidigt at slippe væk fra den smertefulde oplevelse af ikke at være god nok. Men flugten varer kun kort. Når virkningen aftager, vender skammen tilbage med fornyet styrke, nu forstærket af skyldfølelse over misbruget. Dermed opstår en ond cirkel, hvor både selvopfattelsen og adfærden gradvist bliver mere fastlåste.

Fra et spirituelt perspektiv opstår derfor et interessant spørgsmål: Er frygt den mest modne måde at regulere menneskelig adfærd på? Eller findes der en dybere kraft, som gør ydre kontrol mindre nødvendig?

Her bliver kærligheden interessant.

Når kærlighed forstås som en bevidsthedstilstand snarere end en følelse, ændres selve udgangspunktet for vores handlinger. Kærlighed udvider oplevelsen af, hvem der angår os. Hvor egoet først og fremmest er optaget af egne behov, begynder hjertet spontant at medregne andre menneskers oplevelse. Den andens glæde og lidelse bliver ikke længere noget, vi blot registrerer; den får betydning for os.

Det er netop denne oplevelse af forbundethed, der gør kærlighed til en stærk adfærdsregulerende faktor. Når vi oplever et andet menneskes lidelse som noget, der vedrører os, bliver ønsket om at påføre lidelse naturligt mindre. Vi behøver ikke først at overveje, om en handling er moralsk rigtig eller forkert, eller om vi bagefter risikerer skyld eller skam. Hensynet opstår før handlingen, fordi bevidstheden allerede har taget den anden med i betragtning. Jo stærkere oplevelsen af samhørighed bliver, desto vanskeligere bliver det bevidst at handle hensynsløst.

Det betyder naturligvis ikke, at kærlige mennesker aldrig begår fejl. Følelser, gamle vaner og ubevidste mønstre kan stadig tage over. Forskellen viser sig i måden, fejl bliver mødt på. Hvor skam let får mennesket til at beskytte sit selvbillede eller skjule sine handlinger, gør kærlighed det lettere at tage ansvar. Når menneskets værdi ikke opleves som truet, bliver det mindre nødvendigt at forsvare egoet. Fejl kan erkendes uden samtidig at blive en dom over den, man er.

Kærlighed bliver derfor ikke blot en mere behagelig tilstand end skam. Den repræsenterer en anden måde at regulere adfærd på. Skam forsøger at forhindre uønsket adfærd ved at skabe ubehag omkring det at gøre noget forkert. Kærlighed reducerer selve motivationen for at handle hensynsløst, fordi den andens trivsel opleves som en del af ens egen virkelighed.

I den forstand bliver kærlighed ikke en modsætning til ansvar, men dets dybeste kilde. Ansvaret udspringer ikke længere af frygten for konsekvenserne, men af ønsket om at beskytte det, vi oplever os forbundet med. Kærlighed frigør ikke mennesket fra ansvar, men fra den selvfordømmelse, der så ofte står i vejen for reel forandring. Når oplevelsen af at være grundlæggende forkert opløses, bliver det muligt at handle ud fra omsorg frem for selvbeskyttelse.

Måske ligger menneskets udvikling netop her. Skam har sandsynligvis haft sin plads som en nødvendig social reguleringsmekanisme. Men efterhånden som bevidstheden modnes, bliver kærlighed en mere naturlig vejviser. Hvor skam søger at regulere adfærd gennem frygten for at være forkert, regulerer kærlighed den gennem oplevelsen af forbundethed. Dermed flyttes opmærksomheden fra selvbeskyttelse til omsorg, og adfærden bliver ikke blot kontrolleret, men forvandlet indefra.

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.