Resume af teksten:
“Sproget i det offentlige rum er gradvist blevet mere krigerisk. Denne hårdere tone former vores tanker og holdninger. Når frygtens og fjendebilledernes sprog får plads, skabes grobund for kontrol og udelukkelse. Vi har mere end nogen sinde brug for indre vågenhed, skelneevne og at tale fra hjertet, hvor sproget udspringer af empati, sandhed og kærlighed. Ved at vælge et mere forsonende og kærligt sprog kan vi ændre den kollektive stemning og skabe et mere menneskeligt samfund.”

Der er en glidning i sproget i disse år, som mange måske ikke bemærker, fordi den foregår stille, næsten umærkeligt. Ord, der tidligere hørte hjemme i krigstid, eller som kun blev brugt i ekstreme sammenhænge, dukker nu op i den almindelige politiske tale. Man taler om fjender, om at forsvare sig, om at stoppe noget, om at nogle borgere er udanske, illoyale eller direkte landsforrædere. Det er ikke blot ord. Det er en verdensanskuelse, der langsomt sniger sig ind i bevidstheden, og som vænner os til tanken om, at konflikter bedst løses med kamp, og at fællesskab kræver, at nogen udelukkes.

Når sproget bliver mere krigerisk, bliver tanken det også. Det begynder med metaforer som at ”tage kampen op”, ”forsvare nationen”, ”sætte hårdt mod hårdt”. Men ordene ændrer stemningen i den kollektive bevidsthed. De vækker gamle instinkter: angst, vrede, stolthed, behovet for at høre til. Og pludselig bliver det muligt at tænke, at ”de andre” ikke blot er anderledes, men også farlige. At de udgør en trussel mod vores danskhed. Der sås tvivl fra politisk side om hvorvidt mennesker, der berettiget har fået dansk statsborgerskab nu også er, ”danskere i hjertet” og tro mod ”danske værdier” – uden at disse begreber defineres nærmere og uden nogen dokumentation. Den slags ytringer var engang utænkelige i et veletableret demokrati. Nu finder de vej ind i dagligdagens sprogbrug.

Det er sådan, et samfund glider – ikke gennem et kup, men gennem en stemning. Når tonen bliver hårdere, følger holdningen efter. Og når holdningen først har ændret sig, bliver det let at retfærdiggøre kontrol, overvågning, straf og udelukkelse som nødvendige værn mod et truet fællesskab. Det er sproget, der baner vejen. Ordene skaber den virkelighed, de beskriver.

Derfor er der i disse år måske mere end tidligere brug for vågenhed. Ikke blot politisk, men indre vågenhed – en evne til at mærke, hvordan sproget påvirker sindet, og hvordan sindet reagerer, når det fodres med frygt. Hvis vi begynder at tale i fjendebilleder, vil vi også begynde at se verden gennem dem. Den åndelige opgave er derfor at tale fra hjertet, at vælge ord, der samler, frem for ord, der splitter, at tale med klarhed uden had. Det handler ikke om at være ”dansker i hjertet”, men blot om at være i hjertet.

Hjertets sprog udspringer af empati, kærlighed og sandhed. Det taler ikke for at overbevise, men for at forbinde. Hjertets sprog rummer ikke skjulte, manipulerende motiver; det søger forståelse. Det opstår, når vi lytter med nærvær snarere end med bedømmelse, og når vi lader kærligheden være grundlaget for kommunikation.

Det kræver mod at blive i hjertets sprog, når omgivelserne kalder til kamp. Modet består i at undlade at bekæmpe had med mere hadtale. Når vi nægter at bruge det hårde sprog, tager vi det første skridt ud af frygtens spiral.

Den gode nyhed er, at vi stadig kan ændre kurs. Når vi vælger et andet sprogbrug, skaber vi en anden virkelighed. Et samfund formes af de ord, det bruger mest. Hvis flere begynder at tale om samhørighed, respekt, tålmodighed og forståelse, vil det give det kollektive rum en anden klang. Og på denne klangbund opstår der en ny musik. Hvis sproget kan sprede en sindsmæssig formørkelse, kan det også vække det lysende sind.

Vi behøver ikke kæmpe mod had. Vi kan tale kærligheden frem. Det begynder i det stille – i den måde, vi taler til os selv og til hinanden. Derfra spreder det sig. Og i den bevægelse ligger forvandlingen.

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.