”Livet leves i mellemrummet mellem fortid og fremtid.”

Sindets dramaer udfolder sig sjældent dér, hvor livet faktisk leves. De opstår i bevægelsen mellem fortid og fremtid, hvor tanken konstant pendulerer mellem det, der har været, og det, der måske vil komme. Denne bevægelse skaber et indre spændingsfelt, hvor oplevelsen af nuet ikke længere er forankret i det, der er til stede.

Fortiden eksisterer som hukommelse. Den består af billeder, fortællinger og vurderinger, som sindet gentager og justerer. Når disse aktiveres, kan de fremkalde stærke følelser, som opleves i kroppen her og nu. En erindring kan vække sorg, vrede eller skyld, selv om den begivenhed, den refererer til, ikke længere eksisterer. Det er ikke fortiden i sig selv, der påvirker os, men sindets evne til at genskabe den som en oplevet virkelighed i nuet.

Fremtiden eksisterer som forestilling. Den formes af forventninger, håb og bekymringer. Sindet forsøger at forudse, planlægge og kontrollere det, der endnu ikke er sket. Denne bevægelse kan skabe en vedvarende indre spænding, hvor angst, usikkerhed og uro får plads. Også her er det ikke fremtiden, der direkte påvirker os, men forestillingen om den. Alligevel kan disse forestillinger skabe en følelsesmæssig realitet, der opleves lige så virkelig som noget, der faktisk sker.

I dette spændingsfelt mellem fortid og fremtid udfolder vores nærvær i nuet sig. Følelserne er virkelige som oplevelse, men deres grundlag ligger ofte i noget, der ikke er til stede. På den måde kan vores livskvalitet blive farvet af noget, der ikke eksisterer her og nu. Vi kan være fanget i en indre tilstand, der ikke afspejler den aktuelle situation vi befinder os i, men snarere sindets fortolkning af noget andet.

Midt i denne bevægelse findes der dog noget, som ikke tilhører hverken fortid eller fremtid – nemlig åndedrættet.

Åndedrættet er nøglen til nuet. Vi kan ikke trække vejret i går, og vi kan ikke trække vejret i morgen. Åndedrættet finder kun sted her og nu. Det gør det til en direkte adgang til det aktuelle øjeblik, uanset hvad sindet beskæftiger sig med.

Når opmærksomheden rettes mod åndedrættet, sker der en ændring i perspektivet. Tankerne fortsætter med at opstå, men de mister noget af deres styrende kraft. Åndedrættet lægger sig som en stødpude imellem det, der tænkes, og det, der opleves. Det fungerer således som en forankring i nuet, ikke fordi det fjerner tankerne, men fordi det gør det muligt at se dem uden at blive opslugt af dem.

Denne opmærksomhed skaber ikke en ny tilstand, men en klarhed i det, der allerede er. Følelser kan stadig opstå, men de behøver ikke at definere hele oplevelsen. De kan ses som bevægelser i sindet, snarere end udtryk for en absolut virkelighed. Det giver en mulighed for, at nuet kan stå mere frit, uden konstant at blive farvet af fortidens erindringer eller fremtidens forestillinger.

Sindets dramaer ophører ikke nødvendigvis, men deres greb løsnes. Det bliver tydeligt, at livet leves i mellemrummet mellem fortid og fremtid. Ikke i tanken om det, men i det, der er.

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.