Når vi bevæger os dybt ind i os selv, kan vi komme til et sted, hvor vores sædvanlige forklaringer og strategier ikke længere rækker. Under tankerne, reaktionerne og de måder, vi gennem livet har lært at beskytte os på, kan der ligge et dybere sår. En grundlæggende erfaring af svigt, sorg, angst, ensomhed, afvisning eller ikke at være blevet mødt.

Såret er ikke nødvendigvis knyttet til én bestemt begivenhed. Det kan være dannet gennem mange erfaringer og efterhånden være blevet en følelsesmæssig grundtilstand, som vi har organiseret dele af vores personlighed omkring.

Sindet forsøger naturligt at beskytte os mod det, der gør ondt. Derfor kan det udvikle strategier, der holder os på afstand af såret. Kontrol kan beskytte mod angst. Mistillid kan beskytte mod svigt. Følelsesmæssig lukkethed kan beskytte mod sorg. Tilpasning kan beskytte mod afvisning. Konstant aktivitet kan forhindre os i at mærke det smertefulde indre rum, der viser sig, når vi standser op og møder os selv.

Såret kan på denne måde blive et kernepunkt, hvorfra en række andre blokeringer udgår. Vi forsøger at løse dem én efter én, men opdager måske, at de vender tilbage i nye former, fordi den dybere kerne endnu ikke er blevet mødt.

Såret skal ikke bekæmpes. Vi kan i stedet øve os i at møde det uden modstand. Vi behøver ikke argumentere med smerten eller forklare den væk. Vi kan være sammen med det, der er.
Det er en afgørende forskel.

Hvor sindet spørger: »Hvordan får jeg dette til at gå væk?«, må vi i stedet spørge: »Hvordan kan jeg være her sammen med det?«

Det betyder, at vi må møde os selv i denne udviklingskerne og blive der længe nok til, at den kan begynde at åbne sig. Vi kan mærke sorgen uden straks at søge en forklaring på dens årsag. Vi kan trække vejret gennem angsten uden øjeblikkeligt at forsøge at komme væk fra den. Vi kan mærke det indre rum uden at fylde det med aktivitet.

Accepten bliver selve bevægelsen ind i såret.

Nogle gange viser såret sig netop som fraværet af noget. Livet mister farve. Engagementet svækkes. Vi bliver opgivende eller følelsesmæssigt apatiske. Det, der tidligere interesserede os, opleves ligegyldigt. Det kan naturligvis have mange årsager, men i en indre udviklingsproces kan sådanne tilstande også være tegn på, at vi står på tærsklen til et dybere lag i os selv.
Her er det vigtigt ikke automatisk at vende om.

For omkring såret kan der ligge bundet livsenergi.

Når vi beskytter os mod en følelse, bruger vi samtidig energi på at holde den på afstand. Og nogle gange bliver en vigtig menneskelig ressource bundet sammen med det, vi ikke længere vil mærke.

Barnet, der oplevede, at dets sårbarhed gjorde for ondt, kan have lukket for følsomheden og dermed også for sin empati. Den, der blev svigtet, kan have lukket for tilliden og dermed for evnen til virkelig nærhed. Den, der oplevede gentagne afvisninger, kan have holdt sin spontanitet tilbage. Den, der måtte undertrykke sin vrede, kan have bundet sin handlekraft og evne til at sætte grænser. Og den, der lukkede ned for sorgen, kan samtidig have lukket ned for en del af sin kærlighed.

Derfor handler forløsning ikke alene om at komme igennem smerten. Noget skal også frigøres.

Vi kan møde såret uden at gøre det til vores identitet. Vi er ikke såret. Vi er den bevidsthed, der kan rumme det. Herfra kan vi blive hos følelsen uden enten at drukne i den eller flygte fra den.

Efterhånden kan noget begynde at løsne sig. Ikke nødvendigvis dramatisk. Måske mærkes først en lille bevægelse: en længsel, en vrede, en gråd, en varme, en kreativ impuls eller ganske enkelt lysten til igen at deltage i livet.

Det er ikke noget nyt, der bliver skabt.

Det er noget levende, der hele tiden har været der, men som har været bundet.

Såret bliver dermed ikke blot stedet for vores smerte. Det bliver en passage til den del af vores livskraft, som engang måtte trækkes tilbage for at beskytte os.

Vi går derfor ikke ind i såret for at blive i smerten. Vi går ind i det for at kunne være sammen med det, indtil vi ikke længere behøver at beskytte os imod det.

Og når beskyttelsen ikke længere er nødvendig, kan den stækkede livskraft igen få mulighed for at udfolde sig.

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.