I mange spirituelle traditioner er lidelse blevet gjort til noget ophøjet. Som om smerte i sig selv bringer mennesket nærmere sandheden. Som om det at kæmpe, savne og famle sig frem i mørke automatisk åbner døren til spirituel erkendelse. Men måske er det ikke lidelsen, der åbner døren. Måske er det snarere det øjeblik, hvor vi ophører med at holde fast i den.

Lidelse er ikke en naturlig tilstand i mennesket. Den opstår når sindet kommer i konflikt med det, der er. Når tanker begynder at afvise, bekæmpe eller fordømme oplevelsen af livet, andre mennesker eller os selv. Lidelse hænger derfor tæt sammen med modstand, identifikation og indre fordømmelse. Ikke nødvendigvis fordømmelse i moralsk forstand, men som en grundlæggende bevægelse i sindet, der siger: ”Det her vil jeg ikke have. Det her er ikke mig”

Jo stærkere denne domfældelse over livet bliver, desto længere bevæger vi os væk fra hjertets naturlige tilstand. For hjertet lever ikke gennem fordømmelse. Hjertet lever gennem kærlighed, åbenhed, accept og nærvær. Derfor er glæde langt mere befordrende for spiritualitet end lidelse.

Glæde skal her ikke forstås som opstemthed eller følelsesmæssig eufori. Den glæde, der tales om her, er mere stille og grundlæggende. En oplevelse af lethed, samhørighed og indre frihed. En tilstand, hvor mennesket ikke er i krig med sig selv eller livet. Når hjertet får plads, opstår glæden ofte spontant, ikke fordi noget ydre nødvendigvis er perfekt, men fordi modstanden for et øjeblik ophører.

Det er også derfor, mennesker ofte oplever dybe spirituelle øjeblikke i kærlighed, natur, stilhed, musik eller nærvær med andre. I sådanne øjeblikke er sindets fordømmelse midlertidigt trådt i baggrunden. Hjertet åbner sig, og glæden får plads. Ikke som noget, der skabes, men som noget, der allerede ligger bag støjen.

Lidelse kan naturligvis få mennesker til at søge dybere. Mange begynder først at stille eksistentielle spørgsmål, når livet gør ondt. Men det betyder ikke, at lidelsen i sig selv er vejen. Lidelsen bliver ofte blot det sted, hvor mennesket opdager, at sindets gamle strategier ikke længere virker. At kontrol, præstation, bekymring og identifikation ikke kan skabe varig fred.

Det afgørende spirituelle skifte sker derfor ikke gennem selve lidelsen, men gennem opløsningen af den indre modstand, der holder lidelsen i live. Når fordømmelsen slipper, begynder noget andet at træde frem. En større stilhed. En større rummelighed. Og ofte også en mere naturlig glæde.

Mange mennesker er blevet lært, at spiritualitet skal være alvorlig, tung og asketisk. At man skal kæmpe sig frem til sandheden. Men måske er det i virkeligheden omvendt. Måske er det netop den dybe glæde, lethed og kærlighed, der viser, at mennesket er kommet nærmere sin oprindelige natur.

For hjertet behøver ikke lidelsen for at åbne sig. Det åbner sig naturligt, når sindets fordømmelse falder til ro.

Måske er det derfor, de mest fredfyldte mennesker ikke virker tyngede af deres spiritualitet. Tværtimod. Der er ofte en enkelhed, varme og stille glæde omkring dem. Ikke fordi de benægter livets smerte, men fordi de ikke længere gør modstand mod livet i samme grad.

Glæden er derfor ikke et fravær af dybde. Den kan være et tegn på, at mennesket er begyndt at vende tilbage til den naturlige tilstand, der hele tiden har levet under sindets støj. Glæde er derfor den mest seriøse vej til hjertet… og den sjoveste!

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.