Det ubevidste kan påvirke vores tanker, følelser og krop uden for vores opmærksomhed. Men hvad sker der, når bevidstheden flytter sit tyngdepunkt fra sindet til hjertet? Måske behøver vi ikke afdække og bearbejde alt det skjulte. Måske findes der en anden vej, hvor sindets mønstre mister deres kraft, fordi vi ikke længere tilfører dem energi.

Det ubevidste beskrives ofte som et skjult område i mennesket, hvor fortrængte følelser, erfaringer, erindringer og automatiske reaktionsmønstre befinder sig. Men det ubevidste er ikke en selvstændig del af bevidstheden. Det kan snarere forstås som den del af sindets indhold, der ikke befinder sig i vores aktuelle opmærksomhed.

Det ubevidste tilhører sindet, fordi sindet består af indhold. Tanker, erindringer, forestillinger, følelser, erfaringer og reaktionsmønstre bevæger sig gennem det, og kun en lille del af dette indhold befinder sig i vores opmærksomhed på samme tid. Resten kan ligge uden for det, vi aktuelt er bevidste om, og alligevel påvirke den måde, vi tænker, føler og handler på.

Et menneske kan eksempelvis reagere med frygt, vrede eller forsvar uden umiddelbart at forstå hvorfor. Først gennem opmærksomhed og selvobservation kan det blive tydeligt, hvilke erfaringer, forestillinger eller mønstre der ligger bag reaktionen. Noget, der før var ubevidst, bliver bevidst.

Det ubevidste er derfor ikke et mystisk sted i mennesket. Det er sindets usete indhold.

Hjertets bevidsthed er af en helt anden karakter.

Når hjertet forstås som ren bevidsthed, rummer det ikke tanker, erindringer eller psykologiske lag. Det har ingen historie, som kan fortrænges, ingen identitet, som skal forsvares, og ingen forestillinger, som kan gemmes væk. Derfor findes der heller ikke noget ubevidst i hjertet.

Hjertets bevidsthed er stilhed. Denne stilhed kan være overset, men den kan ikke være skjult.

Det skyldes, at noget kun kan være skjult, hvis det er et indhold, der befinder sig bag noget andet. En erindring kan være skjult bag en fortrængning. Et svigt kan være skjult bag vrede. En frygt kan være skjult bag kontrol. Men stilheden befinder sig ikke bag sindet som endnu et lag, vi skal grave os frem til.

Den er allerede til stede.

Selv når sindet larmer, er stilheden der. Tankerne kan bevæge sig gennem bevidstheden, men stilheden behøver ikke først at opstå, når tankerne forsvinder. Den er det stille nærvær, hvori tankerne kommer og går.

Derfor kan vi heller ikke gøre stilheden bevidst på samme måde, som vi kan gøre et ubevidst psykologisk mønster bevidst. Vi opdager snarere, at den hele tiden har været her.

Det svarer til, at skyer kan skjule den blå himmel for vores blik uden at fjerne himlen. Fra sindets perspektiv kan tankerne fylde så meget, at stilheden synes fraværende. Men fraværet er tilsyneladende. Det er opmærksomheden, der er optaget af sindets bevægelser.

Når opmærksomheden ikke længere følger enhver tanke, følelse og vurdering, bliver stilheden tydelig. Ikke fordi noget nyt er blevet skabt, men fordi det, der altid var til stede, ikke længere overses.

Her ligger en afgørende forskel mellem sindets ubevidste og hjertets stilhed. Det ubevidste må afdækkes. Stilheden må erkendes.

Det ubevidste indeholder noget, vi endnu ikke ser. Stilheden indeholder ingenting, der skal ses. Den er selve det åbne nærvær, hvori alt kan ses.

Derfor findes der ingen skjult side af hjertets bevidsthed. Intet ligger bag stilheden. Intet skal hentes frem bag dens dybde. Hjertet har ingen kælder, hvor gamle erfaringer ligger gemt.

Kun sindet kan være ubevidst om sig selv.

Hjertet kan ikke være ubevidst, fordi hjertet er selve bevidsthedens lys.

Når bevidstheden er forankret i hjertet, mister arbejdet med det ubevidste sin centrale betydning. Det ubevidste tilhører sindet og kan kun påvirke os gennem identifikation med sindets tanker, følelser og reaktionsmønstre.

Hjertets bevidsthed befinder sig uden for denne psykiske bevægelse og påvirkes derfor ikke af det, sindet gemmer på. Her handler vejen ikke nødvendigvis om at afdække stadig dybere lag af det ubevidste, men om at hvile i den stilhed, hvorfra sindets bevægelser kan ses uden identifikation.

Det ubevidste kan fortsat eksistere som mønstre i sindet, men det har ingen indflydelse på selve hjertets bevidsthed. Jo mere stabilt bevidstheden hviler i hjertet, desto mindre magt får disse mønstre. Man behøver ikke nødvendigvis opløse alt, hvad sindet rummer. Man kan ophøre med at være identificeret med det.

Det ubevidste sind kan skabe spændinger, som ikke alene eksisterer psykisk, men også får et fysisk udtryk. Frygt, tilbageholdte følelser, indre konflikter og vedvarende psykisk modstand kan holde kroppen i en tilstand af uro og beredskab. Det, mennesket ikke er bevidst om i sindet, kan således alligevel komme til udtryk gennem kroppen.

Men hvad sker der, hvis vi ikke længere forsøger at afdække og bearbejde alt dette ubevidste materiale, men i stedet flytter bevidsthedens tyngdepunkt til hjertet?

Når vi ophører med at tilføre sindets bevægelser energi gennem identifikation, modstand og vedvarende mental beskæftigelse, tilfører vi heller ikke længere det ubevidste den energi, som holder dets mønstre aktive. Dermed mister de psykosomatiske spændinger gradvist deres næring, og udviklingen af dem stagnerer.

Når denne stilstand realiseres, får kroppen mulighed for at slippe det beredskab, sindet har fastholdt den i. Hjertets nærvær kan herefter virke helende på de fysiske spændinger, som sindet har været med til at skabe og opretholde. Healingen sker ikke gennem analyse af det ubevidste, men gennem fraværet af den psykiske aktivitet, der fortsat gav spændingerne energi. Hjertet behøver ikke kende spændingernes historie.

Med fokus i hjertet er det muligt at hvile i de følelsesmæssige tilstande, der skabte fysiske spændinger, uden fordømmelse. Hjertet møder kroppen med nærvær og stilhed, og i denne stilhed får fysikken mulighed for at finde tilbage mod sin naturlige balance.

Fra hjertets perspektiv behøver enhver ubevidst konflikt ikke nødvendigvis findes, forstås og opløses enkeltvis. Når bevidstheden hviler i hjertets stilhed, ophører den gradvist med at identificere sig med de mentale og følelsesmæssige bevægelser, som vedligeholder spændingen.

Sindets gamle mønstre kan fortsat dukke op, men de får ikke den samme næring.

Dermed kan også deres aftryk i kroppen begynde at løsne sig.

Stilheden går ikke ind i konflikten. Den tilfører ikke nye fortolkninger, modstande eller bekymringer. Kroppen får mulighed for at slippe et psykisk beredskab, som måske har været opretholdt gennem lang tid.

Man kunne sige, at hvor sindet forsøger at helbrede spændingen ved at forstå dens historie, lader hjertet spændingen miste den bevidsthedsmæssige energi, der holder den ved lige.

Det betyder ikke, at kroppen bliver usårlig.

Et menneske, der lever dybt forankret i hjertet, kan stadig blive sygt. Kroppen er biologisk. Den ældes, påvirkes af gener, infektioner, skader, miljø, livsbetingelser og utallige andre fysiske forhold. Hjertets realisering ophæver ikke kroppens forgængelighed.

Det mere præcise er derfor at sige, at jo mindre sindet skaber og vedligeholder kroniske psykiske spændingstilstande, desto mindre bidrager disse spændinger til kroppens belastning. Det er ikke det samme som at hævde, at al sygdom herefter udelukkende har fysiske årsager. Krop og psyke er tæt forbundne, og sygdom har ofte flere samtidige årsager.

Hjertets frihed består derfor ikke i en garanti mod sygdom. Den består i, at kroppen ikke i samme grad behøver at bære sindets konflikter.

Man behøver ikke nødvendigvis finde hver eneste knude i det ubevidste og løsne den.

Når bevidstheden hviler i hjertet, kan man holde op med at stramme knuden.

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.