Der foregår et kollektivt spirituelt arbejde på Jorden, som ikke først og fremmest finder sted gennem organisationer, undervisning eller fælles spirituelle retninger. Det foregår på et energimæssigt plan gennem mennesker, der er i aktiv kontakt med Enhed, og som gennem en meditativ praksis deltager i en fælles harmonisering af kærlighedsfrekvensen på Jorden.

Arbejdet er helt upersonligt. Det tilhører ikke bestemte mennesker eller grupper, og det har ingen dagsorden. Det forsøger ikke at overbevise nogen om noget og formidler hverken en lære eller en bestemt viden. Det handler alene om hjerterealisering på et kollektivt plan.

Udgangspunktet er, at de realiserede hjerter ikke er adskilt fra hinanden. Når vi som mennesker bevæger os gennem sindets oplevelse af adskillelse og får en levende kontakt med Enheden, bliver vi samtidig bevidst om en forbindelse, der hele tiden har været der. Vi bliver ikke mindre individuelle af den grund. Vi er stadig de mennesker, vi er, med vores egen historie, personlighed og måde at være i verden på. Men under forskellene findes en fælles forbindelse.

Det er denne forbindelse, det kollektive arbejde hviler i.

Der sendes ikke budskaber ud til menneskeheden. Ingen fortæller andre mennesker, hvordan de skal leve, hvad de skal tro på, eller hvordan verden bør se ud. Det ville blot være endnu en bevægelse i sindet. Arbejdet består snarere i en stille samklang mellem Enheden og den menneskelige virkelighed.

Gennem meditativ tilstedeværelse stiller det enkelte menneske sig til rådighed for denne harmonisering. Ikke ved at gøre noget bestemt eller forsøge at frembringe en særlig tilstand, men ved at være åbent og nærværende i kontakten med Enheden. Kroppen, nervesystemet og bevidstheden bliver på den måde det sted, hvor forbindelsen mellem det menneskelige og Enheden kan få lov til at finde et stadig mere naturligt leje.

Man kan måske beskrive det sådan, at Enheden skubbes lidt tættere på den menneskelige fysik. Ikke fordi Enheden i sig selv bevæger sig eller forandrer sig, men fordi den menneskelige fysik gradvist får lettere ved at være i kontakt med dens svingning. Afstanden bliver mindre. Det, der før kunne opleves som fjernt eller utilgængeligt, kan komme tættere på den almindelige menneskelige erfaring. Adskillelsen mellem sind og hjerte bliver mere transparant.

Mennesker, der er spirituelt åbne, kan opleve dette kollektive arbejde uden nødvendigvis at vide, hvad de mærker. Det kan vise sig som en større følsomhed over for energi, en stærkere længsel efter stilhed eller som øjeblikke af uforklarlig indre ro og samhørighed. Nogle kan opleve, at gamle mønstre og følelser træder tydeligere frem, som om noget i dem ønsker at blive set og forløst.

Andre mærker en voksende bevægelse mod hjertet og en mindre interesse for de forestillinger og identiteter, de tidligere holdt fast i. Det behøver ikke opleves dramatisk eller særligt spirituelt. Ofte viser det sig blot som en stille fornemmelse af, at noget er ved at forandre sig indefra, og at forbindelsen til noget større end den personlige historie er blevet lettere at mærke.

Det betyder ikke, at nogen bliver påvirket eller forandret mod deres vilje. Tværtimod bygger hele arbejdet på en grundlæggende erkendelse: Hvis Jorden skal være et sted for realiseret kærlighed, må forvandlingen komme indefra i mennesket.

Vi kan ændre samfund, skabe love og opbygge institutioner. Vi kan tale om kærlighed, fred og menneskelig værdighed. Alt dette kan have stor betydning. Men ingen ydre struktur kan skabe et kærligt menneske. Kærligheden må blive levende indefra. Den må blive erfaret og få mulighed for at komme til udtryk gennem den måde, vi lever og møder hinanden på.

Det kollektive spirituelle arbejde forsøger derfor ikke at forandre mennesket. Det er snarere med til at skabe et felt, hvor mennesket lettere kan få kontakt med noget, der allerede findes i det. Muligheden er der i forvejen. Arbejdet åbner blot for, at denne mulighed kan komme tættere på den menneskelige bevidsthed.

På den måde er vi alle en del af et kollektivt ejerfællesskab på Jorden. Ikke et ejerfællesskab i almindelig forstand, men et fælles tilhørsforhold til livet og til den Enhed, vi alle udspringer af.

Ingen står udenfor. Det gælder også mennesker, der ikke interesserer sig for spiritualitet eller ikke oplever nogen bevidst forbindelse til Enheden. Forbindelsen afhænger ikke af vores tro på den. Vi er allerede en del af den.

Forskellen er blot, om vi er bevidste om det eller ej.

Når nogle mennesker bliver bevidste om denne forbindelse og gennem hjerterealiseringen kan hvile i den, bliver de samtidig en del af et arbejde, der rækker ud over deres egen person. Men ingen ejer dette arbejde. Ingen kan tage æren for det, og ingen kan gøre sig selv til centrum for det. I det øjeblik personligheden overtager arbejdet og siger: Det er mig, der gør dette, er noget af det væsentlige allerede gået tabt.

Derfor foregår det kollektive spirituelle arbejde i stilhed. Det behøver ikke at blive set, og det kræver ingen anerkendelse. Det handler ikke om at få mennesker til at tro på Enheden, men om at gøre afstanden mellem mennesket og Enheden mindre. Enhed skal ikke være et trosspørgsmål, men en oplevet virkelighed.

Og måske begynder den dybeste forvandling af Jorden netop dér. Ikke når flere mennesker bliver overbevist om kærligheden, men når kærligheden får mulighed for at blive levende i flere mennesker.

Rosvangvej 47, 7700 Thisted.